Fredag den 1. november drog jeg med mine forventningsfulde medstuderende på studietur til Istanbul. Min viden om Istanbul var sparsom, men særligt de i foråret omsiggribende protester ved Gezi-parken var i mine tanker. Jeg var spændt på, om Istanbul ville bære præg af de voldsomme protester. Om befolkningens kampgejst stadig ville vise sig og ikke mindst, hvordan Gezi Parken så ud i dag. På et besøg i parken blev jeg mødt af synet af visne træer og store åbne asfalterede pladser, og jeg tog mig selv i at sammenligne parken med de grønne områder i København. Jeg tænkte især på Nørrebro Parken, der altid er besøgt af aktive Københavnere enten på en hyggelig gåtur gennem parken eller på parkens legeplads. Men hvor var sjælen i Gezi Parken? Og hvor var de hyggelige kroge og indbydende pladser, som en park ud fra min opfattelse skal indeholde? Ikke langt fra parken ligger den centrale Taksim Plads, der ligesom Gezi Parken, har gennemgået en stor forvandling. Al trafik er nu ført under jorden, og hvor pladsen før fungerede som en pulserende bymidte, står den nu øde og sjæleløs hen.
De gange jeg krydsede pladsen, var jeg under overvågning af vagtsomme politifolk, der med geværer på armen betragtede gadens forbipasserende. Ud fra min opfattelse, ikke for at beskytte byens befolkning, men for at beskytte mod oprør og protester.
Udover at se på Istanbuls byfornyelse, så vi også på byens streetart scene. Ved synet af byens streetart-værker tænkte jeg: Endelig den sjæl jeg savnede i Gezi parken og på Taksim Pladsen. Gamle bygninger var udsmykket med de fineste billeder og skriftbudskaber. Men selv streetarten, såvel som Taksim Pladsen, var overvåget og flere af byens gadekunstværker, var malet over med grå maling. Byens streetart var til min store overraskelse underlagt censur. Mine tanker faldt tilbage på Louise Fabians påstand om, at graffiti skal ses som et udtryk for forhandlinger af det offentlige rum og som oprør mod den internaliserede kontrol af opførsel, sprog og tanker, der dominerer samfundet.
Det var klart at en stor del af Istanbuls streetart-værker var skabt som et oprør mod det offentlige, men de politiske manifestationer var nu slettet af grå maling. På vejen tilbage mod vores hotel kunne jeg ikke undgå at stille mig selv spørgsmålet: Hvem ejer egentlig byrummet i Istanbul? Er det streetart-udøveren, brugeren af byrummet eller er det bystyret. Realistisk set, med tanke på forårets protester, kendte jeg godt svaret. Det må jo være bystyret. Men min oplevelse af Istanbuls sjæl skete jo ikke på besøget i den ”stilrene” park eller på den åbne Taksim Plads. Min oplevelse af Istanbuls sjæl skete ved synet af byens streetart, på en tur gennem det gotiske kvarter eller slentrende i byens parisiske gader.
Hvornår blev det bestemt at alt skal være stilrent og moderne. Hvorfor ikke give plads ti leg i byrummet? Why live in a grey world? Ja jeg spørger bare.