Month: December 2013

Fredag den 1. november drog jeg med mine forventningsfulde medstuderende på studietur til Istanbul. Min viden om Istanbul var sparsom, men særligt de i foråret omsiggribende protester ved Gezi-parken var i mine tanker. Jeg var spændt på, om Istanbul ville bære præg af de voldsomme protester. Om befolkningens kampgejst stadig ville vise sig og ikke mindst, hvordan Gezi Parken så ud i dag. På et besøg i parken blev jeg mødt af synet af visne træer og store åbne asfalterede pladser, og jeg tog mig selv i at sammenligne parken med de grønne områder i København. Jeg tænkte især på Nørrebro Parken, der altid er besøgt af aktive Københavnere enten på en hyggelig gåtur gennem parken eller på parkens legeplads. Men hvor var sjælen i Gezi Parken? Og hvor var de hyggelige kroge og indbydende pladser, som en park ud fra min opfattelse skal indeholde? Ikke langt fra parken ligger den centrale Taksim Plads, der ligesom Gezi Parken, har gennemgået en stor forvandling. Al trafik er nu ført under jorden, og hvor pladsen før fungerede som en pulserende bymidte, står den nu øde og sjæleløs hen.

 

De gange jeg krydsede pladsen, var jeg under overvågning af vagtsomme politifolk, der med geværer på armen betragtede gadens forbipasserende. Ud fra min opfattelse, ikke for at beskytte byens befolkning, men for at beskytte mod oprør og protester.

Udover at se på Istanbuls byfornyelse, så vi også på byens streetart scene. Ved synet af byens streetart-værker tænkte jeg: Endelig den sjæl jeg savnede i Gezi parken og på Taksim Pladsen. Gamle bygninger var udsmykket med de fineste billeder og skriftbudskaber. Men selv streetarten, såvel som Taksim Pladsen, var overvåget og flere af byens gadekunstværker, var malet over med grå maling. Byens streetart var til min store overraskelse underlagt censur. Mine tanker faldt tilbage på Louise Fabians påstand om, at graffiti skal ses som et udtryk for forhandlinger af det offentlige rum og som oprør mod den internaliserede kontrol af opførsel, sprog og tanker, der dominerer samfundet.

 

Det var klart at en stor del af Istanbuls streetart-værker var skabt som et oprør mod det offentlige, men de politiske manifestationer var nu slettet af grå maling. På vejen tilbage mod vores hotel kunne jeg ikke undgå at stille mig selv spørgsmålet: Hvem ejer egentlig byrummet i Istanbul? Er det streetart-udøveren, brugeren af byrummet eller er det bystyret. Realistisk set, med tanke på forårets protester, kendte jeg godt svaret. Det må jo være bystyret. Men min oplevelse af Istanbuls sjæl skete jo ikke på besøget i den ”stilrene” park eller på den åbne Taksim Plads. Min oplevelse af Istanbuls sjæl skete ved synet af byens streetart, på en tur gennem det gotiske kvarter eller slentrende i byens parisiske gader.

Hvornår blev det bestemt at alt skal være stilrent og moderne. Hvorfor ikke give plads ti leg i byrummet? Why live in a grey world? Ja jeg spørger bare.

  

Istanbul er en af verdens top tyve største byer, og det forstår man først når man er der… Byen strækker sig for det første fra europa over bosporusstrædet og ind i kontinentet asien. Byen er et miskmask af ny, moderne arkitektur og gamle, slidte stræder. Derfor kalder nogen den for kaos, mens de der bor i Istanbul kalder det for hjem.

Vi, der var med, var alle studerende på kurset Æstetik & Design. Og det var med disse briller vi skulle opleve byen. Som sagt er byen en kompleks størrelse og med det vil jeg sige, at man oplever en virkelig gammel by og samtidigt en ny moderne by. Og grænsen er ikke trukket op, men er vævet tæt sammen.

Hvis jeg skal prøve at tegne hovedtrækkene op for byen… Der er en gågade med sporvogne, Istiklal gaden, der strækker sig fra Taksim-pladsen og hele vejen ned bosporus broen, hvor drenge og mænd står og fisker hele døgnet rundt! Det er forøvrigt en anden kliche om storbyer, der for alvor blev bekræftet: de sover aldrig. Taksim-pladsen ej heller. Her så vi kampvogne, med politi, der stadig patruljerer pladsen for at holde den politiske milits eller oprørere eller hvad man skal kalde dem i skak. Tilbage til broen, hvor man kan se færgerne, der kan sejle én til asiensiden af Istanbul, siksakke mellem hinanden. Det er ukoordineret og det er gelinde på én og samme tid…

Af de mange ting vi står der tre ting tilbage i hukommelsen: Det var byens gader med dens liv og street art, der vidnede om aktivisme, årvågenhed og censur af for kraftige budskaber på byens vægge. Den anden ting var en eftermiddag, jeg havde med Ali fra mit studie, hvor vi gik rundt i byen og pludselig faldt ned i et galleri ‘mixer’, hvor vi faldt i snak med ejerne og blev vist rundt i det, der både var udstilling, værksted, café og butik. Det var et ret særligt sted. Det sidste var den opgave vi blev stillet af Samson & Munkgård den sidste dag, hvor vi faktisk skulle intervenere i byens rum og fik helt frie rammer. Det var rigtig fedt at lave performance design, frem for kun at studere det. Vi bliver rigtig gode analytikere, men det er lige så vigtigt, i mine øjne, at vi som PD’ere bliver puffet nådesløst ud af reden. Thumbs up for en fed tur!