Month: September 2017

Drømme om livet på landet

Maria Blichfeldt afleverede vinter 2017 sit speciale, Drømme om livet på landet. Specialet var et integreret speciale mellem Performancedesign og Plan, By og Process. For det usædvanligt velformidlet speciale, der både i tekst og billede dykker ned i udflytterdrømmene, fik Maria et velfortjent 12-tal. Men ikke nok med det. Tirsdag d. 12. september er hun i P1 eftermiddag og fortæller om undersøgelsen. Hør udsendelsen på P1.

Om Drømme om livet på landet skriver Maria:

“I specialet har jeg undersøgt fem københavnere i midt-tyverne til midt-tredivernes længsler og drømme om at flytte fra København til landet. Sammen med informanterne udforskede jeg deres drømme i nogle omgivelser, der på den ene eller anden vis repræsenterede udflytterdrømmene. Dette førte mig på rejser ud til fem forskellige steder i landet: til instantkaffe i et motorcykelværksted i Nordhavnen, på besøg i et lille hjem i Vanløse, til middag med frikadeller og kartofler på Sydals, på gåtur i Søndermarken og roadtrip til Møn.

Gennem disse møder fandt jeg frem til, at der i informanternes perception eksisterede store forskelle mellem livet på landet versus byen. Fælles for drømmerne var, at de længtes efter at leve livet i et langsommere tempo, være mere i forbindelse med naturen og indgå i nære fællesskaber.

Landlivet blev netop opfattet som roligt, naturligt og idyllisk. Bylivet blev modsat opfattet med travlhed, mangel på tid, et højt forbrug og mistet forbindelse til fødevarer og håndværk.

Det viste sig imidlertidig at informanterne allerede udlevede store dele af deres drømme i byen, ved at bringe “rurale” elementer ind i det “urbane”. Elementer der traditionelt blev forbundet med landet, blev taget ind i byen, og således udviskedes grænserne mellem by og land, hvorfor man kan stille spørgsmål til om forskellene er så store, som vi forestiller os. Derimod er det vores kulturelle forståelser der tilskriver steder, objektiver og aktiviteter mening. For eksempel blev en roemark af københavneren opfattet som skøn og dejlig natur – hvorimod landmanden nok vil se på roemarken og tænke kapital, arbejde og muligvis dertil relateret stress – noget af det, københavnerne drømmer om at flytte/flygte fra.”

Review af Singularities: Dance in the Age of Performance

Jeg faldt ikke kun over dette værk – jeg faldt for det! Værket hedder Singularities – Dance in the Age of Performance og handler om dansen! Om dansen som et frirum! Bogen er skrevet af André Lepecki, lektor af Performance Studies ved Tisch School of the Arts, New York University.

“There and then, between beatings, we breathe and take a break, we find vacuoles and gaps, we cut grooves where we run, dance write, study, make love, live, and permeate back to infiltrate and undo the conditioning. For a moment, life unconditioned. Or rather: life deconditioned from all that had turned into a choreography of conformity. For a moment, singularity” 

(Lepecki 2016: 3).

I værket argumenterer Lepecki med stor gennemslagskraft og i et letlæseligt og poetisk sprog for dansens potentiale i vores samfund og dansen som en “singularitet.”

Ordet singularitet skal i denne sammenhæng ikke forstås som det unikke, det partikulære eller det individuelle, men snarere som det ureducerbare, det usimpliciferede, det fremmede, det afvigende. Singulariteter er producenter af mutiplicitet og kompleksitet. I bogen kortlægger Lepecki fem singulariteter i contemporary dance: thingness, animality, persistence, darkness og solidity.

Ifølge Lepecki indeholder dansens ovenstående singulariteter et potentiale til at gøre op den kritiske tilstand, vi befinder os i – nemlig den neoliberale tidsalder. For ifølge Lepecki lever vi i en tid, hvor kunsten og subjektet bliver markedsgjort og tingsliggjort på en anden måde end tidligere. Kunsten bliver markedsgjort gennem oplevelsesøkonomien, subjektet gennem selfie-, performance- og præstationskulturen. Her mener Lepecki, at dansen er det stærkeste politiske kunstgreb til at problematisere konformiteten, markedsliggørelsen af objekter og subjekter og det stærkt koreograferede liv, som gennemsyrer vores hverdag. 

Dette er i hovedtræk Lepeckis tese og løbende kommer Lepecki med eksempler, der understøtter denne. Eksemplerne er performances af blandt andre Yvonne Rainer, Mette Ingvartsen, Julie Tolentino, Ralph Lemon og Jérome Bel og de er så detaljeret beskrevet, at man som læser kan se billederne danse for sig, hvilket gør værket en større fornøjelse at læse.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, som ikke kun er henvendt danse-interesserede, men i høj grad også er henvendt alle med en passion inden for performancefeltet.

“we need a new concept of society in which what we have in common are not our individualities but our singularities” by John Rajchman

(Lepecki 2016: 6). 

Lepecki, André (2016): Singularities – Dance in the Age of Performance, Routledge, New York