Acts of Citizenship

Seminar om medborgerskab, medieaktivisme og mobilitet afholdt på IKH, Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab.

Af Michael Haldrup og Kristine Samson

I dag er mobile mennesker mere normen end undtagelsen, har den canadiske politolog Engin Isin fornyligt udtalt (2018: 115). Med udgangspunkt i denne iagttagelse stillede VISPER-gruppen på Performance Design i september skarpt på de udfordringer som dette skaber for at tænke og påberåbe sig medborgerskab og rettigheder i en verden domineret af territorielt baserede statsinstitutioners forsøg på at håndtere de forandringer skabt af den ”tredelte krise” (Sheller 2018) som vekselvirkningerne mellem de globale klima-, urbaniserings- og migrations-kriser forårsager.

Seminaret var tilrettelagt som en blanding af analyser konflikter om rettigheder knyttet hertil samt eksempler på dokumentaristers og aktivisters arbejde med at synliggøre disse.

Kristine Samson fra Performance Design tog i sin introduktion udgangspunkt i Isin’s forståelse af medborgerskab som konkrete handlinger (Isin og Nielsen 2008) og betonede, at det påtrængende spørgsmål i dag ikke så meget er knyttet til teoretiske eller begrebslige sondringer, men spørgsmålet om, hvordan man skaber et grundlag for handlinger; handlinger der åbner for mangfoldige formuleringer af medborgerskab og rettigheder for de berørte grupper. På denne baggrund formulerede hun ideen om et tredelt agency i forståelsen af medborgerskab: handlinger foretaget af de berørte befolkningsgrupper, handlinger foretaget  af forskere, aktivister og dokumentarister som arbejder med at synliggøre disse, og handlinger som berører og engagerer et publikum og andre medborgere.

Herefter præsenterede Jilly Traganou, New School, New York en analyse af protestlejren ved Standing Rock, US i forbindelse med den amerikanske regering s beslutning om at føre en olierørledning gennem det drikkevands-reservoir som områdets Sioux-indianere er afhængige af som et kollektivt og materielt design; et ”leksikon af ting og praksisser”  som foregreb radikalt alternativer former for ikke-statscentrerede former for medborgerskab. Juan Corvalán, Universidad de las Americas, Santiago de Chile præsenterede efter en global analyse af den rolle som territorielle grænsers geografiske arkitektur spiller for at regulerer mobilitet og medborgerskab symbolsk, materielt og praktisk.

Jilly Traganou on acts of citizenship relating to the Standing Rock manifestations against the Dakota Pipeline.

Eftermiddagen fortsatte herefter med den medieaktivistiske del af programmet. ArtiziaLab, Santiago de Chile (José Abasolo) viste dokumentarfilmen ”Santiago Babylon” og fortalte om samarbejdet med sydamerikanske sexarbejdere om at synliggøre deres  hverdagspraksis og medborgerskab i Santiagos gader. Danske JamBoy (Lasse Mouritzen og Peter Kærgaard Andersen) viste resultatet af deres samarbejde med en Eritreansk flygtningegruppe bosat midlertidigt i et Nordsjællandsk plejehjem om en dokumentation af fælleskabets hverdag, sorger og glæder, og endelig viste Other Story (Madeleïne Kate McGowan og Marie Bjørn) kortfilmen Um Firas: The Mother of the Revolution som eksempel på deres arbejde med en radikal humanistisk tilgang til produktion og cirkulation af kortfilm om migranter og flygtninge for at styrke synlighed, deltagelse og medborgerskab.

Dagsordnen for den  afsluttende paneldebat mellem repræsentanter for de tre medieaktivistiske kollektiver og modereret af Michael Haldrup blev især sat af Elias Toumeh fra Other Story som via Skype fra Tyskland på baggrund af sin dobbeltrolle som syrisk flygtning (og deltager i én af Other Story’s tidligere produktioner) og medieaktivist stillede spørgsmålet: har samarbejde mellem forskere, aktivister og berørte befolkningsgruppe en rækkevidde udover disse til et bredere publikum af borgere og beslutningstagere, og hvordan kan dette perspektiv styrkes?

Um Firas, the Mother of Revolution speaks, on war and love in the film by Other Story

Dette spørgsmål gav anledning til diskussion også efter seminarets formelle afslutning i Roskilde og videre forløb forskellige lokationer i København. Sikkert er det at seminaret har bidraget til en øget opbygning af netværk og opmærksomhed omkring de forskelligartede og dog fælles udfordringer for samarbejdet mellem aktivister, forskere og berørte befolkningsgrupper på tværs af kontinenter og landegrænser om synliggørelse og handlingsberedeskab knyttet til mangfoldige og mobile former for medborgerskab.

José from Ariztia Lab and Peter from Jamboy in conversation
Masterstudents, Nils and Mia from Performance Design and Maria from Other Story after the seminar.

Referencer

Isin, E. 2018. ‘Mobile Peoples: Transversal Figurations’, in: Social Inclusion 6 (1) 115-23.

Isin, E. F. & Nielsen, G. M. 2008. Acts of Citizenship, London: Zed Books.

Sheller, M. 2018; Mobility Justice. The Politics of Movement in an age of Extremes; London: Verso.

Se mere om Other Story 

Se mere om Jamboy

Se mere om Ariztía Lab

Se mere om Jilly Traganou, Parson’s School of Design, New School.

Se mere om Juan Pablo Corvalan Hochberger, Universidad de las Américas, Chile

Se video dokumentation af seminaret på RUC’s videoportal

 

Dokumentation af Global Feeling – Studietur 2018

Af Nikolaj Hollænder & Simone Bøgelund Rasmussen

Vores eksamensfremvisning tog udgangspunkt i turisme i Venedig. Særligt den turistgruppe der oplever byen gennem kameraet. Dem som tager selfies og billeder af bygninger. Vi ønskede at enacte en hyper-turist gennem en konceptuel rammesætning for rummet og gennem smartphonen som medie, hvorigennem dets egen iscenesættelse iscenesatte turismekulturen. Gennem smartphonen opsatte vi et spil som en konceptuel ramme for Markuspladsen, hvor elever i hold konkurrerede mod hinanden om at løse opgaver på tid. Spillet udspillede sig gennem messenger-appen, hvorfor mindst én fra gruppen måtte have internetadgang. Over messenger sendte vi billeder og opgaver, som henholdsvis viste eller beskrev hvad holdene skulle tage billeder af og sende retur. Kravene for billederne var, at de skulle tages fra samme vinkel, som dem vi sendte ud, og at mindst to holdmedlemmer skulle være på billedet. Det hold som overholdt dette og som hurtigt sendte et billede retur fik point.

Pointen med spillet var at konstruere turismens adfærd strukturelt og skabe en rumlig betydningsdannelse. Spillet foreslog en måde at se og være i rummet på. På den ene side iscenesætte spillet ikonoklasme og på den anden side gjorde spillet opmærksom på rummets materialer og dets sociale indhold.

Tag et billede af et selfie-par

Tag et billede af en politimand

Tag et billede af en handel

Tag et billede af en bomber-jacket

Tag et billede af noget porøst

Tag et billede af en passage

Tag et billede af noget ovalt

Tag et billede af et smykke

Tag et billede af et kærligt øjeblik

Tag et billede af noget på hjul

Tag et billede af nogle planter

Tag et billede af et kamera (må ikke være en smartphone)

Tag et billede af noget træ

Tag et billede af en Venedig-souvenir

Tag et billede af en pensionist med hat

 

ET PERFORMANCE DESIGN BLIK PÅ VENEDIG ARKITEKTUR BIENNALEN

Studietur 2018, Venedig

Af Christina Juhlin

Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd

Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:

 I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.

Den shweiziske Pavillon

I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.

 Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.

Den Japanske Pavilion

En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.

At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.

Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.

Vores tøj – vores valg!

Manifestation mod Burka-forbuddet

Første august deltog Michael Haldrup og Kristine Samson fra Performance Design sammen med tusindvis af andre medborgere, i en aktion mod maskeringsforbuddets ikrafttræden.  Fra Den sorte Plads ved Superkilen på Nørrebro bevægede en procession af grisehoveder, niqabs, hestekostumer, bandanasvøbte hoveder, Aztekerguder, trolde, hekse og venetianske karnevalsmasker sig ad Frederikssundsvej for at transformere sig til en blokerende menneskekæde rundt om Bellahøj Politistation senere på aftenen.

Mrs. Waterford skribler liberale slogans på grønne post-it notes. En niqab-klædt kvinde holder et skilt med ”Liberalistisk Hykleri” højt hævet over flokken. En umaskeret, intellektuelt udseende mand sammenflikker hastigt et skilt af en papkasse med den hurtigt skrevne tekst: ”I Iran giver politiet bøder til kvinder for at være for afklædte. I Danmark giver politiet bøder til kvinder for at være for påklædte.” I en anden del af demonstrationen tager en ung kvinde skjorte og brystholder af og gå videre med afklædt overkrop i kontrast til det tildækkede, tørklædeklædte hoved.

 

Som sådan udtrykte manifestationen en mere grundlæggende kritik af måden vi omgås hinanden i det offentlige rum på – hvad der er normen, og hvad der stikker udenfor – og samtidig et transformativt-utopisk potentiale for andre måder – friere, mere mangfoldige, mere åbne – at være medborgere sammen på. En problematisering af, hvordan vi som samfund og gennem vores politiske og juridiske institutioner regulerer kropslige udtryk i det offentlige rum gennem beklædning.

Hvorfor er det en vigtig begivenhed set fra et Performance Design perspektiv?

Det tøj vi bærer på vores kroppe er en central del af iscenesættelsen af det offentlige rum og vores deltagelse som medborgere heri (Hann 2018). Vi medierer relationen mellem krop og omverden gennem det tøj vi klæder os i (Haldrup & Svabo 2012), og dermed også hvilke roller og rettigheder for deltagelse kroppene tildeles. Er nøgne eller afklædte kroppe fx forstyrrelse eller manifestation af vitalitet og mangfoldighed? Er tildækkede kroppe en passivt-aggressivt oprør mod majoritetsnormen eller udtryk for (spirituel) kontemplation og introversion?

Hvor den blottede, nøgne hud ofte indgår i et performativt spil om den begærede og tiltrækkende krop (Ahmed 1998) er den tildækkede krop lige så ofte del af et performativt spil, hvori indgår mindre ”positive” affekter som frastødning, frygt og had (Haldrup et al 2008).

Gennem beklædningen (eller manglen på samme) producereres affekter – tiltrækning & frastødning, tilhør & udgrænsning, sammenhæng & afgrænsning. Vi kan måske ligefrem tale om ”affektivt medborgerskab” (Fortier 2016) som objekt for de magtkampe som scenograferes i spillet mellem den juridisk-politisk koreografering af hvilke kroppe og kostumer der hører til i det offentlige rum, og demonstranternes farverige modsvar og manifestation af kroppenes og maskeringernes mangfoldighed. En begivenhed –  et performance design – med potentielt transformative perspektiver.

Maskerede menneskekæder mod burkaforbuddet.

 

Den fredelig demonstration startede på den sorte plads, Superkilen på Nørrebro

Litteratur

Ahmed, S. 1998. ’Tanning the Body: Skin, Colour and Gender”, in: New Formations (37) pp 27-42.

Fortier, A. M. 2016. Affective Citizenship and the politics of Identity, Control, Resistance. Citizen Studies 8.

Haldrup, M. Koefoed, L. M. & Simonsen, K. 2008, ’Practicing Fear: Encountering O/other Bodies’, in: Pain, R. and Smith, S. J. (eds.), Fear: Critical Geopolitics and Everyday Life, Aldershot: Ashgate

Haldrup, M. & Svabo, C. 2012. ‘Humanistiske Teknologi & Designstudier’; in: Enevoldsen, T. & Jelsøe, E. (eds.), Tværvidenskab i Teori og Praksis, København: Hans Reitzel.

Hann, R. 2018. Beyond Scenography, London: Routledge.