Studietur 2018, Venedig
Af Christina Juhlin
Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd
Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:
I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.
I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.
Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.
En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.
At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.
Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.
