Lidt om at bruge performative formater til at skifte perspektiv

Photo credit: Frederic Tschepp

af Christina Juhlin

London, kulturcenteret Rich Mix, Shoreditch
Konferencen ’PLANNING 2052’ var en del af forprogrammet til Oslo Arkitektur Triennalen 2019, som undersøger ’degrowth’ (modvækst) og hvordan arkitektonisk produktion og byudvikling kan tilpasse sig en virkelighed, hvor ubegrænset økonomisk vækst har vist sig ubæredygtigt både økologisk og socialt. Kuratorerne har base i London og brugte konferencen til at teste idéer, formater og problemstillinger forud for udstillingen. Temaet om modvækst er i sig selv en usædvanlig indgang til en arkitekturudstilling, fordi det åbner op for en selvkritisk problematisering af arkitekturens rolle i økonomisk vækst og forurenende brug af ressourcer, og udforsker hvordan arkitektur i praksis kan blive en del af en modvækst, der kan skabe en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer. Triennalen er særligt interessant fra et Performance Design perspektiv fordi kuratorerne har valgt at arbejde med arkitekturudstillingen gennem blandt andet performances og installationer i det offentlige rum. Også til konferencen i London havde kuratorerne planlagt et program, som brød med de traditionelle rammer for akademisk formidling og debat. Det er to af konferencens performative formater, jeg vil skrive lidt om her: En audiowalk og en samtale med ting.

A walk in your words – Listening to year 2052. Audiowalk med kunstnerkollektivet zURBS

Kulturcenteret Rich Mix, hvor konferencen foregik, ligger i Shoreditch, et område af London der blandt andet på grund af store tomme industriområder de sidste år er ramt af gentrificering og store globale investorers højhusbyggerier. Audiowalken tog sin begyndelse midt i det kontroversielle Bishopsgate Goodsyard, og førte os igennem alt det nye og det gamle, med et lydspor i ørerne der – baseret på en række interviews og workshops i lokalområdet – netop handlede om det: Steder, hvor det nye møder det gamle. Undervejs kunne vi foretage en række valg og skifte kanaler alt efter, om vi fx ville høre den håbefulde eller den kyniske historie om områdets udvikling. Stemmen i høretelefonerne var fremtidens stemme, en kvindelig robot, som stillede os spørgsmål og fortalte historier, når det ikke var lokales stemmer, der fortalte om de steder, vi så. På en plads mellem store kommercielle højhuse skulle vi finde én ting, vi helst ville have stadig stod der i 2052. De fleste samlede sig omkring pladsens få træer og buske. Et andet sted skulle alle 100 deltagere holde hinanden i hånden og forme en stor cirkel, mens lydsporet imiterede et slags AA møde for ’gentrifiers’.

Photo credit: Frederic Tschepp
Photo credit: Frederic Tschepp

Selvom audiowalkens koreograferede lyd udelukkede andre lyde, fik den os også til at lytte bedre til stederne og skærpede opmærksomheden mod omgivelserne og alle de interesser, der er på spil. Midt i lydsporets til tider dystopiske fortællinger om både klimaforandringer og gentrificering skabte den også poetiske situationer, hvor fællesskabet mellem deltagerne var sært beroligende.

Parliament of Things. Workshop med kunstnerkollektivet Building Conversation

Vi blev indbudt til at samle os rundt om et bord i en tom teatersal. Kunstneren Peter Aers, som stod for workshoppen, fortalte lidt om baggrunden for workshoppens format, ’Parliament of Things’: Inspireret af Bruno Latours teori om at objekter er medskabere af samfundet, opløser ’Parliament of Things’ distinktioner mellem det menneskelige og ikke-menneskelige.

Photo credit: Frederic Tschepp

Peter Aers introducerede os dernæst for en konflikt: Venedigs stigende vandstand. Så bad han os om at indkredse alle de forskellige aktører, vi kunne forestille os, tog del i den konflikt. Mens vi langsomt snakkede os frem til det – kulturarven, turisterne, pælene byen står på, månen som styrer tidevandet, biodiversitet, politik – bad Peter os om at vælge genstande fra et andet bord, som skulle repræsentere de forskellige aktører. En hammer blev korruption, en nøgle den politiske administration, et vækkeur var månen, en svamp var lagunens liv. Da alle tingene var valgt fra bordet, startede vi en samtale om Venedig gennem tingene. Svampen – lagunens biodiversitet – var upåvirket af de stigende vandstande, for under vandoverfladen var alting det samme. Bygningsarven sørgede over dens langsomme forfald og fandt sammen med de lokale beboere i sin desperation. Nøglen – den politiske administration – formede alliancer med hammeren – korruptionen. Turisterne – en rød plastikspand – var bare begejstrede for tanken om at besøge et Venedig under vand. Nogle ting var stille. Månen, for eksempel, sad bare og betragtede det hele som en komedie på afstand. Undervejs flød tingene sammen med de aktører, de stod for, så hammerens truende bevægelser faktisk kropsliggjorde den korruption, den talte for.

Photo credit: Frederic Tschepp

Så hvordan kan audiowalken og samtalen med ting bruges som eksperimenter forud for en udstilling om arkitektur? Både audiowalken og ’Parliament of Things’ skabte opmærksomhed omkring problemstillinger og aktører, der ellers ikke er åbenlyse. I den forstand var begge performances redskaber, der hjalp os til at skifte perspektiv. De arbejdede også begge to med et spekulativt element: En planlægningsvirkelighed i 2052 og et oversvømmet Venedig – for på den måde at åbne op for deltagelse ved at få os til at tænke på de forskellige veje, der kan tages for at påvirke den fremtid. Jeg glæder mig til at se hvordan kuratorerne af Oslo Triennalen 2019 vil arbejde videre med performances for at præge en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer.

Acts of Citizenship

Seminar om medborgerskab, medieaktivisme og mobilitet afholdt på IKH, Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab.

Af Michael Haldrup og Kristine Samson

I dag er mobile mennesker mere normen end undtagelsen, har den canadiske politolog Engin Isin fornyligt udtalt (2018: 115). Med udgangspunkt i denne iagttagelse stillede VISPER-gruppen på Performance Design i september skarpt på de udfordringer som dette skaber for at tænke og påberåbe sig medborgerskab og rettigheder i en verden domineret af territorielt baserede statsinstitutioners forsøg på at håndtere de forandringer skabt af den ”tredelte krise” (Sheller 2018) som vekselvirkningerne mellem de globale klima-, urbaniserings- og migrations-kriser forårsager.

Seminaret var tilrettelagt som en blanding af analyser konflikter om rettigheder knyttet hertil samt eksempler på dokumentaristers og aktivisters arbejde med at synliggøre disse.

Kristine Samson fra Performance Design tog i sin introduktion udgangspunkt i Isin’s forståelse af medborgerskab som konkrete handlinger (Isin og Nielsen 2008) og betonede, at det påtrængende spørgsmål i dag ikke så meget er knyttet til teoretiske eller begrebslige sondringer, men spørgsmålet om, hvordan man skaber et grundlag for handlinger; handlinger der åbner for mangfoldige formuleringer af medborgerskab og rettigheder for de berørte grupper. På denne baggrund formulerede hun ideen om et tredelt agency i forståelsen af medborgerskab: handlinger foretaget af de berørte befolkningsgrupper, handlinger foretaget  af forskere, aktivister og dokumentarister som arbejder med at synliggøre disse, og handlinger som berører og engagerer et publikum og andre medborgere.

Herefter præsenterede Jilly Traganou, New School, New York en analyse af protestlejren ved Standing Rock, US i forbindelse med den amerikanske regering s beslutning om at føre en olierørledning gennem det drikkevands-reservoir som områdets Sioux-indianere er afhængige af som et kollektivt og materielt design; et ”leksikon af ting og praksisser”  som foregreb radikalt alternativer former for ikke-statscentrerede former for medborgerskab. Juan Corvalán, Universidad de las Americas, Santiago de Chile præsenterede efter en global analyse af den rolle som territorielle grænsers geografiske arkitektur spiller for at regulerer mobilitet og medborgerskab symbolsk, materielt og praktisk.

Jilly Traganou on acts of citizenship relating to the Standing Rock manifestations against the Dakota Pipeline.

Eftermiddagen fortsatte herefter med den medieaktivistiske del af programmet. ArtiziaLab, Santiago de Chile (José Abasolo) viste dokumentarfilmen ”Santiago Babylon” og fortalte om samarbejdet med sydamerikanske sexarbejdere om at synliggøre deres  hverdagspraksis og medborgerskab i Santiagos gader. Danske JamBoy (Lasse Mouritzen og Peter Kærgaard Andersen) viste resultatet af deres samarbejde med en Eritreansk flygtningegruppe bosat midlertidigt i et Nordsjællandsk plejehjem om en dokumentation af fælleskabets hverdag, sorger og glæder, og endelig viste Other Story (Madeleïne Kate McGowan og Marie Bjørn) kortfilmen Um Firas: The Mother of the Revolution som eksempel på deres arbejde med en radikal humanistisk tilgang til produktion og cirkulation af kortfilm om migranter og flygtninge for at styrke synlighed, deltagelse og medborgerskab.

Dagsordnen for den  afsluttende paneldebat mellem repræsentanter for de tre medieaktivistiske kollektiver og modereret af Michael Haldrup blev især sat af Elias Toumeh fra Other Story som via Skype fra Tyskland på baggrund af sin dobbeltrolle som syrisk flygtning (og deltager i én af Other Story’s tidligere produktioner) og medieaktivist stillede spørgsmålet: har samarbejde mellem forskere, aktivister og berørte befolkningsgruppe en rækkevidde udover disse til et bredere publikum af borgere og beslutningstagere, og hvordan kan dette perspektiv styrkes?

Um Firas, the Mother of Revolution speaks, on war and love in the film by Other Story

Dette spørgsmål gav anledning til diskussion også efter seminarets formelle afslutning i Roskilde og videre forløb forskellige lokationer i København. Sikkert er det at seminaret har bidraget til en øget opbygning af netværk og opmærksomhed omkring de forskelligartede og dog fælles udfordringer for samarbejdet mellem aktivister, forskere og berørte befolkningsgrupper på tværs af kontinenter og landegrænser om synliggørelse og handlingsberedeskab knyttet til mangfoldige og mobile former for medborgerskab.

José from Ariztia Lab and Peter from Jamboy in conversation
Masterstudents, Nils and Mia from Performance Design and Maria from Other Story after the seminar.

Referencer

Isin, E. 2018. ‘Mobile Peoples: Transversal Figurations’, in: Social Inclusion 6 (1) 115-23.

Isin, E. F. & Nielsen, G. M. 2008. Acts of Citizenship, London: Zed Books.

Sheller, M. 2018; Mobility Justice. The Politics of Movement in an age of Extremes; London: Verso.

Se mere om Other Story 

Se mere om Jamboy

Se mere om Ariztía Lab

Se mere om Jilly Traganou, Parson’s School of Design, New School.

Se mere om Juan Pablo Corvalan Hochberger, Universidad de las Américas, Chile

Se video dokumentation af seminaret på RUC’s videoportal

 

ET PERFORMANCE DESIGN BLIK PÅ VENEDIG ARKITEKTUR BIENNALEN

Studietur 2018, Venedig

Af Christina Juhlin

Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd

Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:

 I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.

Den shweiziske Pavillon

I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.

 Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.

Den Japanske Pavilion

En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.

At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.

Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.