Om lyd på museer og en tur til Lund

Vi er tre 6. semesterstuderende, som skal aflevere bachelorprojekt i Performance Design til maj. Vores projekt går ud på at udvikle en podcast/audiowalk til det gamle Læsøhus på Frilandsmuseet. I den forbindelse tog vi i starten af april en lille tur til Lund Universitet i Sverige for at høre forelæsningen ’Sounding Museums’, som kunne give os et interessant og inspirerende indblik i forskningen omkring lyd i museumsrummet.

Og her kan i høre vores lille podcastindslag fra vores dag. Hele afsnittet er optaget og redigeret i mobil-appen ’Anchor’.

https://anchor.fm/chili-peltier/episodes/En-tur-til-Lund—Sounding-Museums-e3me6m?fbclid=IwAR3Md_r2Uud_QnmFS3TJnWLdNzD0zheCDn_CnZ7394fUiIQmhZhEXvYZYYg

God fornøjelse!

Kathrine, Clara og Chili.

Credits: Forelæsningen var organiseret af The Sound Environment Center og The Research Node for Aesthetics Studies, Lund Universitet. Snakken blev præsenteret af Sanne Krogh Groth (DK). De fire gæster i optrædende rækkefølge var James Mansell (UK), Erik Brattlöf & Anton Ahlberg (SE), Rasmus Holmboe (DK), Robert William (SE).

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Nogle af de spørgsmål, I måske stiller jer, er spørgsmål som: “hvordan mon jeg kan bruge min  uddannelse? ” og “gad vide, hvilke jobs kan jeg få med en kandidatgrad i Performance-design?”.

Det har vi talt med fire kandidater i Performance-design om, og I kan høre hvad de siger i disse 4 små film. Det er Lasse Mouritzen, som også er kandidat fra Performance-design, der har lavet filmene. God fornøjelse!

Lars Berthelsen, seniorkonsulent i Bygherreforeningen: https://youtu.be/L06ys0vFmL4

Line Røijen, børnekulturhuskoordinator i Roskilde kommune : https://youtu.be/EZ8vxMRg6NU

Stine broen, ansat i ”Maker”: https://youtu.be/pXNdke-qfbM

Kirstine Uhrbrandt, direktør for Tønder Festivalen: https://youtu.be/lRazI_Ef1os

Lidt om at bruge performative formater til at skifte perspektiv

Photo credit: Frederic Tschepp

af Christina Juhlin

London, kulturcenteret Rich Mix, Shoreditch
Konferencen ’PLANNING 2052’ var en del af forprogrammet til Oslo Arkitektur Triennalen 2019, som undersøger ’degrowth’ (modvækst) og hvordan arkitektonisk produktion og byudvikling kan tilpasse sig en virkelighed, hvor ubegrænset økonomisk vækst har vist sig ubæredygtigt både økologisk og socialt. Kuratorerne har base i London og brugte konferencen til at teste idéer, formater og problemstillinger forud for udstillingen. Temaet om modvækst er i sig selv en usædvanlig indgang til en arkitekturudstilling, fordi det åbner op for en selvkritisk problematisering af arkitekturens rolle i økonomisk vækst og forurenende brug af ressourcer, og udforsker hvordan arkitektur i praksis kan blive en del af en modvækst, der kan skabe en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer. Triennalen er særligt interessant fra et Performance Design perspektiv fordi kuratorerne har valgt at arbejde med arkitekturudstillingen gennem blandt andet performances og installationer i det offentlige rum. Også til konferencen i London havde kuratorerne planlagt et program, som brød med de traditionelle rammer for akademisk formidling og debat. Det er to af konferencens performative formater, jeg vil skrive lidt om her: En audiowalk og en samtale med ting.

A walk in your words – Listening to year 2052. Audiowalk med kunstnerkollektivet zURBS

Kulturcenteret Rich Mix, hvor konferencen foregik, ligger i Shoreditch, et område af London der blandt andet på grund af store tomme industriområder de sidste år er ramt af gentrificering og store globale investorers højhusbyggerier. Audiowalken tog sin begyndelse midt i det kontroversielle Bishopsgate Goodsyard, og førte os igennem alt det nye og det gamle, med et lydspor i ørerne der – baseret på en række interviews og workshops i lokalområdet – netop handlede om det: Steder, hvor det nye møder det gamle. Undervejs kunne vi foretage en række valg og skifte kanaler alt efter, om vi fx ville høre den håbefulde eller den kyniske historie om områdets udvikling. Stemmen i høretelefonerne var fremtidens stemme, en kvindelig robot, som stillede os spørgsmål og fortalte historier, når det ikke var lokales stemmer, der fortalte om de steder, vi så. På en plads mellem store kommercielle højhuse skulle vi finde én ting, vi helst ville have stadig stod der i 2052. De fleste samlede sig omkring pladsens få træer og buske. Et andet sted skulle alle 100 deltagere holde hinanden i hånden og forme en stor cirkel, mens lydsporet imiterede et slags AA møde for ’gentrifiers’.

Photo credit: Frederic Tschepp
Photo credit: Frederic Tschepp

Selvom audiowalkens koreograferede lyd udelukkede andre lyde, fik den os også til at lytte bedre til stederne og skærpede opmærksomheden mod omgivelserne og alle de interesser, der er på spil. Midt i lydsporets til tider dystopiske fortællinger om både klimaforandringer og gentrificering skabte den også poetiske situationer, hvor fællesskabet mellem deltagerne var sært beroligende.

Parliament of Things. Workshop med kunstnerkollektivet Building Conversation

Vi blev indbudt til at samle os rundt om et bord i en tom teatersal. Kunstneren Peter Aers, som stod for workshoppen, fortalte lidt om baggrunden for workshoppens format, ’Parliament of Things’: Inspireret af Bruno Latours teori om at objekter er medskabere af samfundet, opløser ’Parliament of Things’ distinktioner mellem det menneskelige og ikke-menneskelige.

Photo credit: Frederic Tschepp

Peter Aers introducerede os dernæst for en konflikt: Venedigs stigende vandstand. Så bad han os om at indkredse alle de forskellige aktører, vi kunne forestille os, tog del i den konflikt. Mens vi langsomt snakkede os frem til det – kulturarven, turisterne, pælene byen står på, månen som styrer tidevandet, biodiversitet, politik – bad Peter os om at vælge genstande fra et andet bord, som skulle repræsentere de forskellige aktører. En hammer blev korruption, en nøgle den politiske administration, et vækkeur var månen, en svamp var lagunens liv. Da alle tingene var valgt fra bordet, startede vi en samtale om Venedig gennem tingene. Svampen – lagunens biodiversitet – var upåvirket af de stigende vandstande, for under vandoverfladen var alting det samme. Bygningsarven sørgede over dens langsomme forfald og fandt sammen med de lokale beboere i sin desperation. Nøglen – den politiske administration – formede alliancer med hammeren – korruptionen. Turisterne – en rød plastikspand – var bare begejstrede for tanken om at besøge et Venedig under vand. Nogle ting var stille. Månen, for eksempel, sad bare og betragtede det hele som en komedie på afstand. Undervejs flød tingene sammen med de aktører, de stod for, så hammerens truende bevægelser faktisk kropsliggjorde den korruption, den talte for.

Photo credit: Frederic Tschepp

Så hvordan kan audiowalken og samtalen med ting bruges som eksperimenter forud for en udstilling om arkitektur? Både audiowalken og ’Parliament of Things’ skabte opmærksomhed omkring problemstillinger og aktører, der ellers ikke er åbenlyse. I den forstand var begge performances redskaber, der hjalp os til at skifte perspektiv. De arbejdede også begge to med et spekulativt element: En planlægningsvirkelighed i 2052 og et oversvømmet Venedig – for på den måde at åbne op for deltagelse ved at få os til at tænke på de forskellige veje, der kan tages for at påvirke den fremtid. Jeg glæder mig til at se hvordan kuratorerne af Oslo Triennalen 2019 vil arbejde videre med performances for at præge en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer.

Speculative Scenographics

 

Visual Culture and Performance Design Seminar

December 13th 2018

By Michael Haldrup

In December 2018 20 people, students, researchers, activists and performers  gathered at Performance Design in order to explore the notion of “Speculative Scenographics” as a way of approaching cultural and social research. The seminar took its outset in discussions among participants of the 3rd International Performance Design Symposium held in Fara Sabina, a small town on a mountain hill outside Rome in Italy (see “Performing Institutions” below), where a central theme was to reflect on Performance Design as a practice and discipline inside/outside its institutional setting in universities, theatres and museums.

As a term “Speculative Scenographics” draw together ideas from critical and speculative design on material spaces and objects as active interventions in making worlds and critically reflecting on alternative worlds (Dunne and Raby 2014) as well as dramaturgical and scenographical notions of staging that “operates beyond the institutional remit of the theatre” (Hann 2019); hence orients, irritates, highlights, reveals and indeed make worlds. In doing this the notion plays with issues of futurity and futurability (see entry below, inaugural lecture on “futurability” ) as potentials that, in principle are immanent everywhere (Haldrup 2017).

In his introduction Michael Haldrup framed speculative scenographics as a generic term using examples from urban activism, museum design and contemporary popular (counter)culture . Meg Cunningham, Surrey University, GB  demonstrated the usefulness of the idea to explore the making of of Zombie worlds and events as part of contemporary cultural consumption. Franziska Bork-Petersen explored the potentially of “embodied utopias” in relation to fashion culture and history. From the perspective of a performance artist Denis Maksimov, Avenir Institute GB/Greece, discussed the potentialities of speculative scenographics for “queering” and destabilizing narratives of European mythography. Finally, Rachel Hann, Surrey University, GB conceptually summed up the values of thinking beyond the theatre through the notion of speculative scenographics through an analysis of transition, design and Brexit.

Denis Maksimov on queering European futures

Rachel Hann on scenographics as world-making

All in all the seminar raised exciting discussions on the value of combining established theatrical concepts as a way of understanding and intervening with domains ‘outside the theatre’ – from theme parks, heritage, urban space, fashion culture and even further. At the Visual Culture and Performance Design Research Group at Roskilde University we look forward to explore this with our international colleagues even further in the years to come.

References

Dunne, A. and Raby, F.  2014. Speculative Everything. Design, Fiction and Social Dreaming, Cambridge, Mass.: MIT Press

Haldrup, M. 2017.Futures. Speculations on Time, Design and Thinking. Oslo: NORDES no. 17.

Hann, R. 2019; Beyond Scenography, London: Routledge

Performative Urbanism – visiting Concordia University and Institute for Urban Futures.

By Kristine Samson

As part of the project, Performative Urbanism – Situating critical performance practices in the city, I had the pleasure of visiting our friend and academic collaborator, Shauna Janssen at her Institute for Urban Futures in Montreal, Canada. Working with similar approaches to the city, Performance Design and Performative Urbanism at RUC, and the project Performative Urbanism at Concordia, share an interest in critical, arts-based explorations of the city.

Exploring the city with architect and performance designer Rodrigo Tisi from Santiago in Chile, and director of Institute for Urban Futures, Shauna Janssen.

Performative urbanism : Situating Critical Performance Design Practices is directed by performance scholar and urban curator Shauna Janssen in the City  is a SSHRC funded two-year pilot inter-university and international research creation initiative that examines an aesthetic shift in performance design – as an expanded notion of scenography – and its application to political, social and economic realities beyond the prescribed stage, specifically the spatialization and politicization of our experience of cities. Performative Urbanism is a mode of address for rehearsing, testing, experimenting, and developing participatory tools and interventionist methods that can be embodied and enacted across a variety of scales and the way we live, work, and play in the city. The project brings together seven interdisciplinary artist-researchers and scholars, among others, Performance Design scholars, Dorita Hannah and Rodrigo Tisi.

From Left: Rodrigo, Shauna, Dorita and Mira. Walking and talking in the diverse neighborhoods of Montreal
Shauna pointing to all the activist and citizen engaged events taking place in the neighborhood of Pointe-Saint-Charles

The gathering in November 2018 took partly place both at Concordia University, and in various part of the city, Montreal. Walking, listening, watching and sensing the city and its diverse neighborhood became an explorative and embodied seminar format, that made us realize important aspects of our common interests in the city, performativity, scenography and critical spatial practices.

Batiment7 a community, activist and free space in the neighborhood of Pointe-Saint-Charles
Spatial justice. A collaborative mural project in the neighborhood of Pointe-Saint-Charles
Walking the streets of Pointe-Saint-Charles.
Performance design scholar, Dorita Hannah having lunch in a community center in the neighborhood of Hochelaga and Saint-Henri – a neighborhood with strong local and Francophone roots.

Finally, we went to Boston to visit Ken Bailey and his community collective ds4si. They have among others organized community kitchens, collaborative and site-responsive theatre plays, and has a strong activist community engagement.

Visiting Boston and Ken Bailey in Boston, US
Shauna, Dorita and Ken in one of the beautiful theatre buildings related with ds4si community work

Next researcher’s meeting in the project takes place in Copenhagen on the Theatre Island in May 2019.

Acts of Citizenship

Seminar om medborgerskab, medieaktivisme og mobilitet afholdt på IKH, Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab.

Af Michael Haldrup og Kristine Samson

I dag er mobile mennesker mere normen end undtagelsen, har den canadiske politolog Engin Isin fornyligt udtalt (2018: 115). Med udgangspunkt i denne iagttagelse stillede VISPER-gruppen på Performance Design i september skarpt på de udfordringer som dette skaber for at tænke og påberåbe sig medborgerskab og rettigheder i en verden domineret af territorielt baserede statsinstitutioners forsøg på at håndtere de forandringer skabt af den ”tredelte krise” (Sheller 2018) som vekselvirkningerne mellem de globale klima-, urbaniserings- og migrations-kriser forårsager.

Seminaret var tilrettelagt som en blanding af analyser konflikter om rettigheder knyttet hertil samt eksempler på dokumentaristers og aktivisters arbejde med at synliggøre disse.

Kristine Samson fra Performance Design tog i sin introduktion udgangspunkt i Isin’s forståelse af medborgerskab som konkrete handlinger (Isin og Nielsen 2008) og betonede, at det påtrængende spørgsmål i dag ikke så meget er knyttet til teoretiske eller begrebslige sondringer, men spørgsmålet om, hvordan man skaber et grundlag for handlinger; handlinger der åbner for mangfoldige formuleringer af medborgerskab og rettigheder for de berørte grupper. På denne baggrund formulerede hun ideen om et tredelt agency i forståelsen af medborgerskab: handlinger foretaget af de berørte befolkningsgrupper, handlinger foretaget  af forskere, aktivister og dokumentarister som arbejder med at synliggøre disse, og handlinger som berører og engagerer et publikum og andre medborgere.

Herefter præsenterede Jilly Traganou, New School, New York en analyse af protestlejren ved Standing Rock, US i forbindelse med den amerikanske regering s beslutning om at føre en olierørledning gennem det drikkevands-reservoir som områdets Sioux-indianere er afhængige af som et kollektivt og materielt design; et ”leksikon af ting og praksisser”  som foregreb radikalt alternativer former for ikke-statscentrerede former for medborgerskab. Juan Corvalán, Universidad de las Americas, Santiago de Chile præsenterede efter en global analyse af den rolle som territorielle grænsers geografiske arkitektur spiller for at regulerer mobilitet og medborgerskab symbolsk, materielt og praktisk.

Jilly Traganou on acts of citizenship relating to the Standing Rock manifestations against the Dakota Pipeline.

Eftermiddagen fortsatte herefter med den medieaktivistiske del af programmet. ArtiziaLab, Santiago de Chile (José Abasolo) viste dokumentarfilmen ”Santiago Babylon” og fortalte om samarbejdet med sydamerikanske sexarbejdere om at synliggøre deres  hverdagspraksis og medborgerskab i Santiagos gader. Danske JamBoy (Lasse Mouritzen og Peter Kærgaard Andersen) viste resultatet af deres samarbejde med en Eritreansk flygtningegruppe bosat midlertidigt i et Nordsjællandsk plejehjem om en dokumentation af fælleskabets hverdag, sorger og glæder, og endelig viste Other Story (Madeleïne Kate McGowan og Marie Bjørn) kortfilmen Um Firas: The Mother of the Revolution som eksempel på deres arbejde med en radikal humanistisk tilgang til produktion og cirkulation af kortfilm om migranter og flygtninge for at styrke synlighed, deltagelse og medborgerskab.

Dagsordnen for den  afsluttende paneldebat mellem repræsentanter for de tre medieaktivistiske kollektiver og modereret af Michael Haldrup blev især sat af Elias Toumeh fra Other Story som via Skype fra Tyskland på baggrund af sin dobbeltrolle som syrisk flygtning (og deltager i én af Other Story’s tidligere produktioner) og medieaktivist stillede spørgsmålet: har samarbejde mellem forskere, aktivister og berørte befolkningsgruppe en rækkevidde udover disse til et bredere publikum af borgere og beslutningstagere, og hvordan kan dette perspektiv styrkes?

Um Firas, the Mother of Revolution speaks, on war and love in the film by Other Story

Dette spørgsmål gav anledning til diskussion også efter seminarets formelle afslutning i Roskilde og videre forløb forskellige lokationer i København. Sikkert er det at seminaret har bidraget til en øget opbygning af netværk og opmærksomhed omkring de forskelligartede og dog fælles udfordringer for samarbejdet mellem aktivister, forskere og berørte befolkningsgrupper på tværs af kontinenter og landegrænser om synliggørelse og handlingsberedeskab knyttet til mangfoldige og mobile former for medborgerskab.

José from Ariztia Lab and Peter from Jamboy in conversation
Masterstudents, Nils and Mia from Performance Design and Maria from Other Story after the seminar.

Referencer

Isin, E. 2018. ‘Mobile Peoples: Transversal Figurations’, in: Social Inclusion 6 (1) 115-23.

Isin, E. F. & Nielsen, G. M. 2008. Acts of Citizenship, London: Zed Books.

Sheller, M. 2018; Mobility Justice. The Politics of Movement in an age of Extremes; London: Verso.

Se mere om Other Story 

Se mere om Jamboy

Se mere om Ariztía Lab

Se mere om Jilly Traganou, Parson’s School of Design, New School.

Se mere om Juan Pablo Corvalan Hochberger, Universidad de las Américas, Chile

Se video dokumentation af seminaret på RUC’s videoportal

 

Performance Design som situeret praksis

Af Kristine Samson

Efterårssemestrets performance udstilling på kandidatkurset, Performance Design som Situeret praksis var et overflødighedshorn af bud på både kernen og fornyelsen af performance design. Kursets deltagere materialiserede såledesnogle disciplinære kerneelementer på Performance Design, fx deltagelse, samskabelse, krop og materialitet – men gav også bud på nye vinkler og eksperimenter. På udstillingen illustrerede de studerendes gruppevis udprægede samarbejdsevner og viste at performance designeren er en stærk brobygger – både mellem forskellige videns- og designanskuelser, men særdeles som en relationsskabende og socialt engageret situationsdesigner, der formår at inkludere og skabe fælles grundlag for forskellige personligheder og fagprofiler.

Her følger nogle eksemper fra udstillingen, der illustrerer hvordan de studerende konstruktivt skabende har bidraget til den løbende refleksion over performance designs potentialer og rammer.

I Aspekter af teater og performance så vi en meget vellykket og intim performanceinstallation, hvor vi kommer bag scenen hos tre stærke teater og performance profiler. Vi blev inviteret ind i et rum, hvordan der øves, bliver skrevet dagbog, kontaktet samarbejdspartnere, og hvordan manuskripter, noter, rekvisitter, vimpler etc tages i brug i processen. Rummet var gennemtænkt i sin scenografi: vi ser påklædning, sko og rekvisitter på væggene i et bibliotek, og blandt bøgerne ser vi dokumentation af de tre performance og teaterværker i deres endelige opførsel. Performance installationen handler således om de transformationsprocesser, der finder sted i et performance design. fra hverdagssituationer til at være i sin rolle og karakter som performer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At gide i datid blev vi 4 ad gangen blev sendt ind i et installatorisk rum med mulighed for at interagere med genstandene. Rummet indholdte et stram og veldisponeret iscenesættelse af enkle objekter, bord, sofa, spiritusflaske, glas, skrivemaskine og papir, hvorpå der var skrevet Emma Gad citater. Installationen arbejdede således med koder, men også med invitation til kodebrud gennem deltagelse. Popcorn ved indgangen var således det første kodebrud, der stod i kontrast til rummets klassiske scenografi, men også vores egen mulighed for at skrive på skivemaskinen og interagere med rummet blev pointeret. Hvad ville vi skrive på skrivemaskinen? Gad, vi gider ikke!? Som det blev foreslået af nogle deltagereEller, ville vi hellere starte en fest og åbne barskabet?

I Indsigt og intuition havde performance designeren i en systemisk installation undersøgt performance design som dynamik mellem rammer og deltagelse – med en specifik interesse for mediers performativitet og agens. Installationen og deltagerorganiseringen viste på en original måde performance design som en udveklsing mellem struktur og handling, der trækker stærke tråde til det 20.århundredes avantgarde og konceptkunst.

  

Dokumentation af Global Feeling – Studietur 2018

Af Nikolaj Hollænder & Simone Bøgelund Rasmussen

Vores eksamensfremvisning tog udgangspunkt i turisme i Venedig. Særligt den turistgruppe der oplever byen gennem kameraet. Dem som tager selfies og billeder af bygninger. Vi ønskede at enacte en hyper-turist gennem en konceptuel rammesætning for rummet og gennem smartphonen som medie, hvorigennem dets egen iscenesættelse iscenesatte turismekulturen. Gennem smartphonen opsatte vi et spil som en konceptuel ramme for Markuspladsen, hvor elever i hold konkurrerede mod hinanden om at løse opgaver på tid. Spillet udspillede sig gennem messenger-appen, hvorfor mindst én fra gruppen måtte have internetadgang. Over messenger sendte vi billeder og opgaver, som henholdsvis viste eller beskrev hvad holdene skulle tage billeder af og sende retur. Kravene for billederne var, at de skulle tages fra samme vinkel, som dem vi sendte ud, og at mindst to holdmedlemmer skulle være på billedet. Det hold som overholdt dette og som hurtigt sendte et billede retur fik point.

Pointen med spillet var at konstruere turismens adfærd strukturelt og skabe en rumlig betydningsdannelse. Spillet foreslog en måde at se og være i rummet på. På den ene side iscenesætte spillet ikonoklasme og på den anden side gjorde spillet opmærksom på rummets materialer og dets sociale indhold.

Tag et billede af et selfie-par

Tag et billede af en politimand

Tag et billede af en handel

Tag et billede af en bomber-jacket

Tag et billede af noget porøst

Tag et billede af en passage

Tag et billede af noget ovalt

Tag et billede af et smykke

Tag et billede af et kærligt øjeblik

Tag et billede af noget på hjul

Tag et billede af nogle planter

Tag et billede af et kamera (må ikke være en smartphone)

Tag et billede af noget træ

Tag et billede af en Venedig-souvenir

Tag et billede af en pensionist med hat

 

ET PERFORMANCE DESIGN BLIK PÅ VENEDIG ARKITEKTUR BIENNALEN

Studietur 2018, Venedig

Af Christina Juhlin

Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd

Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:

 I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.

Den shweiziske Pavillon

I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.

 Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.

Den Japanske Pavilion

En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.

At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.

Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.

Vores tøj – vores valg!

Manifestation mod Burka-forbuddet

Første august deltog Michael Haldrup og Kristine Samson fra Performance Design sammen med tusindvis af andre medborgere, i en aktion mod maskeringsforbuddets ikrafttræden.  Fra Den sorte Plads ved Superkilen på Nørrebro bevægede en procession af grisehoveder, niqabs, hestekostumer, bandanasvøbte hoveder, Aztekerguder, trolde, hekse og venetianske karnevalsmasker sig ad Frederikssundsvej for at transformere sig til en blokerende menneskekæde rundt om Bellahøj Politistation senere på aftenen.

Mrs. Waterford skribler liberale slogans på grønne post-it notes. En niqab-klædt kvinde holder et skilt med ”Liberalistisk Hykleri” højt hævet over flokken. En umaskeret, intellektuelt udseende mand sammenflikker hastigt et skilt af en papkasse med den hurtigt skrevne tekst: ”I Iran giver politiet bøder til kvinder for at være for afklædte. I Danmark giver politiet bøder til kvinder for at være for påklædte.” I en anden del af demonstrationen tager en ung kvinde skjorte og brystholder af og gå videre med afklædt overkrop i kontrast til det tildækkede, tørklædeklædte hoved.

 

Som sådan udtrykte manifestationen en mere grundlæggende kritik af måden vi omgås hinanden i det offentlige rum på – hvad der er normen, og hvad der stikker udenfor – og samtidig et transformativt-utopisk potentiale for andre måder – friere, mere mangfoldige, mere åbne – at være medborgere sammen på. En problematisering af, hvordan vi som samfund og gennem vores politiske og juridiske institutioner regulerer kropslige udtryk i det offentlige rum gennem beklædning.

Hvorfor er det en vigtig begivenhed set fra et Performance Design perspektiv?

Det tøj vi bærer på vores kroppe er en central del af iscenesættelsen af det offentlige rum og vores deltagelse som medborgere heri (Hann 2018). Vi medierer relationen mellem krop og omverden gennem det tøj vi klæder os i (Haldrup & Svabo 2012), og dermed også hvilke roller og rettigheder for deltagelse kroppene tildeles. Er nøgne eller afklædte kroppe fx forstyrrelse eller manifestation af vitalitet og mangfoldighed? Er tildækkede kroppe en passivt-aggressivt oprør mod majoritetsnormen eller udtryk for (spirituel) kontemplation og introversion?

Hvor den blottede, nøgne hud ofte indgår i et performativt spil om den begærede og tiltrækkende krop (Ahmed 1998) er den tildækkede krop lige så ofte del af et performativt spil, hvori indgår mindre ”positive” affekter som frastødning, frygt og had (Haldrup et al 2008).

Gennem beklædningen (eller manglen på samme) producereres affekter – tiltrækning & frastødning, tilhør & udgrænsning, sammenhæng & afgrænsning. Vi kan måske ligefrem tale om ”affektivt medborgerskab” (Fortier 2016) som objekt for de magtkampe som scenograferes i spillet mellem den juridisk-politisk koreografering af hvilke kroppe og kostumer der hører til i det offentlige rum, og demonstranternes farverige modsvar og manifestation af kroppenes og maskeringernes mangfoldighed. En begivenhed –  et performance design – med potentielt transformative perspektiver.

Maskerede menneskekæder mod burkaforbuddet.

 

Den fredelig demonstration startede på den sorte plads, Superkilen på Nørrebro

Litteratur

Ahmed, S. 1998. ’Tanning the Body: Skin, Colour and Gender”, in: New Formations (37) pp 27-42.

Fortier, A. M. 2016. Affective Citizenship and the politics of Identity, Control, Resistance. Citizen Studies 8.

Haldrup, M. Koefoed, L. M. & Simonsen, K. 2008, ’Practicing Fear: Encountering O/other Bodies’, in: Pain, R. and Smith, S. J. (eds.), Fear: Critical Geopolitics and Everyday Life, Aldershot: Ashgate

Haldrup, M. & Svabo, C. 2012. ‘Humanistiske Teknologi & Designstudier’; in: Enevoldsen, T. & Jelsøe, E. (eds.), Tværvidenskab i Teori og Praksis, København: Hans Reitzel.

Hann, R. 2018. Beyond Scenography, London: Routledge.