af Christina Juhlin
London, kulturcenteret Rich Mix, Shoreditch
Konferencen ’PLANNING 2052’ var en del af forprogrammet til Oslo Arkitektur Triennalen 2019, som undersøger ’degrowth’ (modvækst) og hvordan arkitektonisk produktion og byudvikling kan tilpasse sig en virkelighed, hvor ubegrænset økonomisk vækst har vist sig ubæredygtigt både økologisk og socialt. Kuratorerne har base i London og brugte konferencen til at teste idéer, formater og problemstillinger forud for udstillingen. Temaet om modvækst er i sig selv en usædvanlig indgang til en arkitekturudstilling, fordi det åbner op for en selvkritisk problematisering af arkitekturens rolle i økonomisk vækst og forurenende brug af ressourcer, og udforsker hvordan arkitektur i praksis kan blive en del af en modvækst, der kan skabe en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer. Triennalen er særligt interessant fra et Performance Design perspektiv fordi kuratorerne har valgt at arbejde med arkitekturudstillingen gennem blandt andet performances og installationer i det offentlige rum. Også til konferencen i London havde kuratorerne planlagt et program, som brød med de traditionelle rammer for akademisk formidling og debat. Det er to af konferencens performative formater, jeg vil skrive lidt om her: En audiowalk og en samtale med ting.
A walk in your words – Listening to year 2052. Audiowalk med kunstnerkollektivet zURBS
Kulturcenteret Rich Mix, hvor konferencen foregik, ligger i Shoreditch, et område af London der blandt andet på grund af store tomme industriområder de sidste år er ramt af gentrificering og store globale investorers højhusbyggerier. Audiowalken tog sin begyndelse midt i det kontroversielle Bishopsgate Goodsyard, og førte os igennem alt det nye og det gamle, med et lydspor i ørerne der – baseret på en række interviews og workshops i lokalområdet – netop handlede om det: Steder, hvor det nye møder det gamle. Undervejs kunne vi foretage en række valg og skifte kanaler alt efter, om vi fx ville høre den håbefulde eller den kyniske historie om områdets udvikling. Stemmen i høretelefonerne var fremtidens stemme, en kvindelig robot, som stillede os spørgsmål og fortalte historier, når det ikke var lokales stemmer, der fortalte om de steder, vi så. På en plads mellem store kommercielle højhuse skulle vi finde én ting, vi helst ville have stadig stod der i 2052. De fleste samlede sig omkring pladsens få træer og buske. Et andet sted skulle alle 100 deltagere holde hinanden i hånden og forme en stor cirkel, mens lydsporet imiterede et slags AA møde for ’gentrifiers’.
Selvom audiowalkens koreograferede lyd udelukkede andre lyde, fik den os også til at lytte bedre til stederne og skærpede opmærksomheden mod omgivelserne og alle de interesser, der er på spil. Midt i lydsporets til tider dystopiske fortællinger om både klimaforandringer og gentrificering skabte den også poetiske situationer, hvor fællesskabet mellem deltagerne var sært beroligende.
Parliament of Things. Workshop med kunstnerkollektivet Building Conversation
Vi blev indbudt til at samle os rundt om et bord i en tom teatersal. Kunstneren Peter Aers, som stod for workshoppen, fortalte lidt om baggrunden for workshoppens format, ’Parliament of Things’: Inspireret af Bruno Latours teori om at objekter er medskabere af samfundet, opløser ’Parliament of Things’ distinktioner mellem det menneskelige og ikke-menneskelige.
Peter Aers introducerede os dernæst for en konflikt: Venedigs stigende vandstand. Så bad han os om at indkredse alle de forskellige aktører, vi kunne forestille os, tog del i den konflikt. Mens vi langsomt snakkede os frem til det – kulturarven, turisterne, pælene byen står på, månen som styrer tidevandet, biodiversitet, politik – bad Peter os om at vælge genstande fra et andet bord, som skulle repræsentere de forskellige aktører. En hammer blev korruption, en nøgle den politiske administration, et vækkeur var månen, en svamp var lagunens liv. Da alle tingene var valgt fra bordet, startede vi en samtale om Venedig gennem tingene. Svampen – lagunens biodiversitet – var upåvirket af de stigende vandstande, for under vandoverfladen var alting det samme. Bygningsarven sørgede over dens langsomme forfald og fandt sammen med de lokale beboere i sin desperation. Nøglen – den politiske administration – formede alliancer med hammeren – korruptionen. Turisterne – en rød plastikspand – var bare begejstrede for tanken om at besøge et Venedig under vand. Nogle ting var stille. Månen, for eksempel, sad bare og betragtede det hele som en komedie på afstand. Undervejs flød tingene sammen med de aktører, de stod for, så hammerens truende bevægelser faktisk kropsliggjorde den korruption, den talte for.
Så hvordan kan audiowalken og samtalen med ting bruges som eksperimenter forud for en udstilling om arkitektur? Både audiowalken og ’Parliament of Things’ skabte opmærksomhed omkring problemstillinger og aktører, der ellers ikke er åbenlyse. I den forstand var begge performances redskaber, der hjalp os til at skifte perspektiv. De arbejdede også begge to med et spekulativt element: En planlægningsvirkelighed i 2052 og et oversvømmet Venedig – for på den måde at åbne op for deltagelse ved at få os til at tænke på de forskellige veje, der kan tages for at påvirke den fremtid. Jeg glæder mig til at se hvordan kuratorerne af Oslo Triennalen 2019 vil arbejde videre med performances for at præge en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer.
