Efterårssemestrets performance udstilling på kandidatkurset, Performance Design som Situeret praksis var et overflødighedshorn af bud på både kernen og fornyelsen af performance design. Kursets deltagere materialiserede såledesnogle disciplinære kerneelementer på Performance Design, fx deltagelse, samskabelse, krop og materialitet – men gav også bud på nye vinkler og eksperimenter. På udstillingen illustrerede de studerendes gruppevis udprægede samarbejdsevner og viste at performance designeren er en stærk brobygger – både mellem forskellige videns- og designanskuelser, men særdeles som en relationsskabende og socialt engageret situationsdesigner, der formår at inkludere og skabe fælles grundlag for forskellige personligheder og fagprofiler.
Her følger nogle eksemper fra udstillingen, der illustrerer hvordan de studerende konstruktivt skabende har bidraget til den løbende refleksion over performance designs potentialer og rammer.
I Aspekter af teater og performance så vi en meget vellykket og intim performanceinstallation, hvor vi kommer bag scenen hos tre stærke teater og performance profiler. Vi blev inviteret ind i et rum, hvordan der øves, bliver skrevet dagbog, kontaktet samarbejdspartnere, og hvordan manuskripter, noter, rekvisitter, vimpler etc tages i brug i processen. Rummet var gennemtænkt i sin scenografi: vi ser påklædning, sko og rekvisitter på væggene i et bibliotek, og blandt bøgerne ser vi dokumentation af de tre performance og teaterværker i deres endelige opførsel. Performance installationen handler således om de transformationsprocesser, der finder sted i et performance design. fra hverdagssituationer til at være i sin rolle og karakter som performer.
At gide i datid blev vi 4 ad gangen blev sendt ind i et installatorisk rum med mulighed for at interagere med genstandene. Rummet indholdte et stram og veldisponeret iscenesættelse af enkle objekter, bord, sofa, spiritusflaske, glas, skrivemaskine og papir, hvorpå der var skrevet Emma Gad citater. Installationen arbejdede således med koder, men også med invitation til kodebrud gennem deltagelse. Popcorn ved indgangen var således det første kodebrud, der stod i kontrast til rummets klassiske scenografi, men også vores egen mulighed for at skrive på skivemaskinen og interagere med rummet blev pointeret. Hvad ville vi skrive på skrivemaskinen? Gad, vi gider ikke!? Som det blev foreslået af nogle deltagereEller, ville vi hellere starte en fest og åbne barskabet?
I Indsigt og intuition havde performance designeren i en systemisk installation undersøgt performance design som dynamik mellem rammer og deltagelse – med en specifik interesse for mediers performativitet og agens. Installationen og deltagerorganiseringen viste på en original måde performance design som en udveklsing mellem struktur og handling, der trækker stærke tråde til det 20.århundredes avantgarde og konceptkunst.
Vores eksamensfremvisning tog udgangspunkt i turisme i Venedig. Særligt den turistgruppe der oplever byen gennem kameraet. Dem som tager selfies og billeder af bygninger. Vi ønskede at enacte en hyper-turist gennem en konceptuel rammesætning for rummet og gennem smartphonen som medie, hvorigennem dets egen iscenesættelse iscenesatte turismekulturen. Gennem smartphonen opsatte vi et spil som en konceptuel ramme for Markuspladsen, hvor elever i hold konkurrerede mod hinanden om at løse opgaver på tid. Spillet udspillede sig gennem messenger-appen, hvorfor mindst én fra gruppen måtte have internetadgang. Over messenger sendte vi billeder og opgaver, som henholdsvis viste eller beskrev hvad holdene skulle tage billeder af og sende retur. Kravene for billederne var, at de skulle tages fra samme vinkel, som dem vi sendte ud, og at mindst to holdmedlemmer skulle være på billedet. Det hold som overholdt dette og som hurtigt sendte et billede retur fik point.
Pointen med spillet var at konstruere turismens adfærd strukturelt og skabe en rumlig betydningsdannelse. Spillet foreslog en måde at se og være i rummet på. På den ene side iscenesætte spillet ikonoklasme og på den anden side gjorde spillet opmærksom på rummets materialer og dets sociale indhold.
Tag et billede af et selfie-par
Tag et billede af en politimand
Tag et billede af en handel
Tag et billede af en bomber-jacket
Tag et billede af noget porøst
Tag et billede af en passage
Tag et billede af noget ovalt
Tag et billede af et smykke
Tag et billede af et kærligt øjeblik
Tag et billede af noget på hjul
Tag et billede af nogle planter
Tag et billede af et kamera (må ikke være en smartphone)
Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd
Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:
I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.
Den shweiziske Pavillon
I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.
Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.
En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.
At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.
Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.
