Lidt om at bruge performative formater til at skifte perspektiv

Photo credit: Frederic Tschepp

af Christina Juhlin

London, kulturcenteret Rich Mix, Shoreditch
Konferencen ’PLANNING 2052’ var en del af forprogrammet til Oslo Arkitektur Triennalen 2019, som undersøger ’degrowth’ (modvækst) og hvordan arkitektonisk produktion og byudvikling kan tilpasse sig en virkelighed, hvor ubegrænset økonomisk vækst har vist sig ubæredygtigt både økologisk og socialt. Kuratorerne har base i London og brugte konferencen til at teste idéer, formater og problemstillinger forud for udstillingen. Temaet om modvækst er i sig selv en usædvanlig indgang til en arkitekturudstilling, fordi det åbner op for en selvkritisk problematisering af arkitekturens rolle i økonomisk vækst og forurenende brug af ressourcer, og udforsker hvordan arkitektur i praksis kan blive en del af en modvækst, der kan skabe en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer. Triennalen er særligt interessant fra et Performance Design perspektiv fordi kuratorerne har valgt at arbejde med arkitekturudstillingen gennem blandt andet performances og installationer i det offentlige rum. Også til konferencen i London havde kuratorerne planlagt et program, som brød med de traditionelle rammer for akademisk formidling og debat. Det er to af konferencens performative formater, jeg vil skrive lidt om her: En audiowalk og en samtale med ting.

A walk in your words – Listening to year 2052. Audiowalk med kunstnerkollektivet zURBS

Kulturcenteret Rich Mix, hvor konferencen foregik, ligger i Shoreditch, et område af London der blandt andet på grund af store tomme industriområder de sidste år er ramt af gentrificering og store globale investorers højhusbyggerier. Audiowalken tog sin begyndelse midt i det kontroversielle Bishopsgate Goodsyard, og førte os igennem alt det nye og det gamle, med et lydspor i ørerne der – baseret på en række interviews og workshops i lokalområdet – netop handlede om det: Steder, hvor det nye møder det gamle. Undervejs kunne vi foretage en række valg og skifte kanaler alt efter, om vi fx ville høre den håbefulde eller den kyniske historie om områdets udvikling. Stemmen i høretelefonerne var fremtidens stemme, en kvindelig robot, som stillede os spørgsmål og fortalte historier, når det ikke var lokales stemmer, der fortalte om de steder, vi så. På en plads mellem store kommercielle højhuse skulle vi finde én ting, vi helst ville have stadig stod der i 2052. De fleste samlede sig omkring pladsens få træer og buske. Et andet sted skulle alle 100 deltagere holde hinanden i hånden og forme en stor cirkel, mens lydsporet imiterede et slags AA møde for ’gentrifiers’.

Photo credit: Frederic Tschepp
Photo credit: Frederic Tschepp

Selvom audiowalkens koreograferede lyd udelukkede andre lyde, fik den os også til at lytte bedre til stederne og skærpede opmærksomheden mod omgivelserne og alle de interesser, der er på spil. Midt i lydsporets til tider dystopiske fortællinger om både klimaforandringer og gentrificering skabte den også poetiske situationer, hvor fællesskabet mellem deltagerne var sært beroligende.

Parliament of Things. Workshop med kunstnerkollektivet Building Conversation

Vi blev indbudt til at samle os rundt om et bord i en tom teatersal. Kunstneren Peter Aers, som stod for workshoppen, fortalte lidt om baggrunden for workshoppens format, ’Parliament of Things’: Inspireret af Bruno Latours teori om at objekter er medskabere af samfundet, opløser ’Parliament of Things’ distinktioner mellem det menneskelige og ikke-menneskelige.

Photo credit: Frederic Tschepp

Peter Aers introducerede os dernæst for en konflikt: Venedigs stigende vandstand. Så bad han os om at indkredse alle de forskellige aktører, vi kunne forestille os, tog del i den konflikt. Mens vi langsomt snakkede os frem til det – kulturarven, turisterne, pælene byen står på, månen som styrer tidevandet, biodiversitet, politik – bad Peter os om at vælge genstande fra et andet bord, som skulle repræsentere de forskellige aktører. En hammer blev korruption, en nøgle den politiske administration, et vækkeur var månen, en svamp var lagunens liv. Da alle tingene var valgt fra bordet, startede vi en samtale om Venedig gennem tingene. Svampen – lagunens biodiversitet – var upåvirket af de stigende vandstande, for under vandoverfladen var alting det samme. Bygningsarven sørgede over dens langsomme forfald og fandt sammen med de lokale beboere i sin desperation. Nøglen – den politiske administration – formede alliancer med hammeren – korruptionen. Turisterne – en rød plastikspand – var bare begejstrede for tanken om at besøge et Venedig under vand. Nogle ting var stille. Månen, for eksempel, sad bare og betragtede det hele som en komedie på afstand. Undervejs flød tingene sammen med de aktører, de stod for, så hammerens truende bevægelser faktisk kropsliggjorde den korruption, den talte for.

Photo credit: Frederic Tschepp

Så hvordan kan audiowalken og samtalen med ting bruges som eksperimenter forud for en udstilling om arkitektur? Både audiowalken og ’Parliament of Things’ skabte opmærksomhed omkring problemstillinger og aktører, der ellers ikke er åbenlyse. I den forstand var begge performances redskaber, der hjalp os til at skifte perspektiv. De arbejdede også begge to med et spekulativt element: En planlægningsvirkelighed i 2052 og et oversvømmet Venedig – for på den måde at åbne op for deltagelse ved at få os til at tænke på de forskellige veje, der kan tages for at påvirke den fremtid. Jeg glæder mig til at se hvordan kuratorerne af Oslo Triennalen 2019 vil arbejde videre med performances for at præge en ny arkitekturkultur og nye politiske idéer.

Dokumentation af Global Feeling – Studietur 2018

Af Nikolaj Hollænder & Simone Bøgelund Rasmussen

Vores eksamensfremvisning tog udgangspunkt i turisme i Venedig. Særligt den turistgruppe der oplever byen gennem kameraet. Dem som tager selfies og billeder af bygninger. Vi ønskede at enacte en hyper-turist gennem en konceptuel rammesætning for rummet og gennem smartphonen som medie, hvorigennem dets egen iscenesættelse iscenesatte turismekulturen. Gennem smartphonen opsatte vi et spil som en konceptuel ramme for Markuspladsen, hvor elever i hold konkurrerede mod hinanden om at løse opgaver på tid. Spillet udspillede sig gennem messenger-appen, hvorfor mindst én fra gruppen måtte have internetadgang. Over messenger sendte vi billeder og opgaver, som henholdsvis viste eller beskrev hvad holdene skulle tage billeder af og sende retur. Kravene for billederne var, at de skulle tages fra samme vinkel, som dem vi sendte ud, og at mindst to holdmedlemmer skulle være på billedet. Det hold som overholdt dette og som hurtigt sendte et billede retur fik point.

Pointen med spillet var at konstruere turismens adfærd strukturelt og skabe en rumlig betydningsdannelse. Spillet foreslog en måde at se og være i rummet på. På den ene side iscenesætte spillet ikonoklasme og på den anden side gjorde spillet opmærksom på rummets materialer og dets sociale indhold.

Tag et billede af et selfie-par

Tag et billede af en politimand

Tag et billede af en handel

Tag et billede af en bomber-jacket

Tag et billede af noget porøst

Tag et billede af en passage

Tag et billede af noget ovalt

Tag et billede af et smykke

Tag et billede af et kærligt øjeblik

Tag et billede af noget på hjul

Tag et billede af nogle planter

Tag et billede af et kamera (må ikke være en smartphone)

Tag et billede af noget træ

Tag et billede af en Venedig-souvenir

Tag et billede af en pensionist med hat

 

Vores tøj – vores valg!

Manifestation mod Burka-forbuddet

Første august deltog Michael Haldrup og Kristine Samson fra Performance Design sammen med tusindvis af andre medborgere, i en aktion mod maskeringsforbuddets ikrafttræden.  Fra Den sorte Plads ved Superkilen på Nørrebro bevægede en procession af grisehoveder, niqabs, hestekostumer, bandanasvøbte hoveder, Aztekerguder, trolde, hekse og venetianske karnevalsmasker sig ad Frederikssundsvej for at transformere sig til en blokerende menneskekæde rundt om Bellahøj Politistation senere på aftenen.

Mrs. Waterford skribler liberale slogans på grønne post-it notes. En niqab-klædt kvinde holder et skilt med ”Liberalistisk Hykleri” højt hævet over flokken. En umaskeret, intellektuelt udseende mand sammenflikker hastigt et skilt af en papkasse med den hurtigt skrevne tekst: ”I Iran giver politiet bøder til kvinder for at være for afklædte. I Danmark giver politiet bøder til kvinder for at være for påklædte.” I en anden del af demonstrationen tager en ung kvinde skjorte og brystholder af og gå videre med afklædt overkrop i kontrast til det tildækkede, tørklædeklædte hoved.

 

Som sådan udtrykte manifestationen en mere grundlæggende kritik af måden vi omgås hinanden i det offentlige rum på – hvad der er normen, og hvad der stikker udenfor – og samtidig et transformativt-utopisk potentiale for andre måder – friere, mere mangfoldige, mere åbne – at være medborgere sammen på. En problematisering af, hvordan vi som samfund og gennem vores politiske og juridiske institutioner regulerer kropslige udtryk i det offentlige rum gennem beklædning.

Hvorfor er det en vigtig begivenhed set fra et Performance Design perspektiv?

Det tøj vi bærer på vores kroppe er en central del af iscenesættelsen af det offentlige rum og vores deltagelse som medborgere heri (Hann 2018). Vi medierer relationen mellem krop og omverden gennem det tøj vi klæder os i (Haldrup & Svabo 2012), og dermed også hvilke roller og rettigheder for deltagelse kroppene tildeles. Er nøgne eller afklædte kroppe fx forstyrrelse eller manifestation af vitalitet og mangfoldighed? Er tildækkede kroppe en passivt-aggressivt oprør mod majoritetsnormen eller udtryk for (spirituel) kontemplation og introversion?

Hvor den blottede, nøgne hud ofte indgår i et performativt spil om den begærede og tiltrækkende krop (Ahmed 1998) er den tildækkede krop lige så ofte del af et performativt spil, hvori indgår mindre ”positive” affekter som frastødning, frygt og had (Haldrup et al 2008).

Gennem beklædningen (eller manglen på samme) producereres affekter – tiltrækning & frastødning, tilhør & udgrænsning, sammenhæng & afgrænsning. Vi kan måske ligefrem tale om ”affektivt medborgerskab” (Fortier 2016) som objekt for de magtkampe som scenograferes i spillet mellem den juridisk-politisk koreografering af hvilke kroppe og kostumer der hører til i det offentlige rum, og demonstranternes farverige modsvar og manifestation af kroppenes og maskeringernes mangfoldighed. En begivenhed –  et performance design – med potentielt transformative perspektiver.

Maskerede menneskekæder mod burkaforbuddet.

 

Den fredelig demonstration startede på den sorte plads, Superkilen på Nørrebro

Litteratur

Ahmed, S. 1998. ’Tanning the Body: Skin, Colour and Gender”, in: New Formations (37) pp 27-42.

Fortier, A. M. 2016. Affective Citizenship and the politics of Identity, Control, Resistance. Citizen Studies 8.

Haldrup, M. Koefoed, L. M. & Simonsen, K. 2008, ’Practicing Fear: Encountering O/other Bodies’, in: Pain, R. and Smith, S. J. (eds.), Fear: Critical Geopolitics and Everyday Life, Aldershot: Ashgate

Haldrup, M. & Svabo, C. 2012. ‘Humanistiske Teknologi & Designstudier’; in: Enevoldsen, T. & Jelsøe, E. (eds.), Tværvidenskab i Teori og Praksis, København: Hans Reitzel.

Hann, R. 2018. Beyond Scenography, London: Routledge.