Efterårssemestrets performance udstilling på kandidatkurset, Performance Design som Situeret praksis var et overflødighedshorn af bud på både kernen og fornyelsen af performance design. Kursets deltagere materialiserede såledesnogle disciplinære kerneelementer på Performance Design, fx deltagelse, samskabelse, krop og materialitet – men gav også bud på nye vinkler og eksperimenter. På udstillingen illustrerede de studerendes gruppevis udprægede samarbejdsevner og viste at performance designeren er en stærk brobygger – både mellem forskellige videns- og designanskuelser, men særdeles som en relationsskabende og socialt engageret situationsdesigner, der formår at inkludere og skabe fælles grundlag for forskellige personligheder og fagprofiler.
Her følger nogle eksemper fra udstillingen, der illustrerer hvordan de studerende konstruktivt skabende har bidraget til den løbende refleksion over performance designs potentialer og rammer.
I Aspekter af teater og performance så vi en meget vellykket og intim performanceinstallation, hvor vi kommer bag scenen hos tre stærke teater og performance profiler. Vi blev inviteret ind i et rum, hvordan der øves, bliver skrevet dagbog, kontaktet samarbejdspartnere, og hvordan manuskripter, noter, rekvisitter, vimpler etc tages i brug i processen. Rummet var gennemtænkt i sin scenografi: vi ser påklædning, sko og rekvisitter på væggene i et bibliotek, og blandt bøgerne ser vi dokumentation af de tre performance og teaterværker i deres endelige opførsel. Performance installationen handler således om de transformationsprocesser, der finder sted i et performance design. fra hverdagssituationer til at være i sin rolle og karakter som performer.
At gide i datid blev vi 4 ad gangen blev sendt ind i et installatorisk rum med mulighed for at interagere med genstandene. Rummet indholdte et stram og veldisponeret iscenesættelse af enkle objekter, bord, sofa, spiritusflaske, glas, skrivemaskine og papir, hvorpå der var skrevet Emma Gad citater. Installationen arbejdede således med koder, men også med invitation til kodebrud gennem deltagelse. Popcorn ved indgangen var således det første kodebrud, der stod i kontrast til rummets klassiske scenografi, men også vores egen mulighed for at skrive på skivemaskinen og interagere med rummet blev pointeret. Hvad ville vi skrive på skrivemaskinen? Gad, vi gider ikke!? Som det blev foreslået af nogle deltagereEller, ville vi hellere starte en fest og åbne barskabet?
I Indsigt og intuition havde performance designeren i en systemisk installation undersøgt performance design som dynamik mellem rammer og deltagelse – med en specifik interesse for mediers performativitet og agens. Installationen og deltagerorganiseringen viste på en original måde performance design som en udveklsing mellem struktur og handling, der trækker stærke tråde til det 20.århundredes avantgarde og konceptkunst.
Vores eksamensfremvisning tog udgangspunkt i turisme i Venedig. Særligt den turistgruppe der oplever byen gennem kameraet. Dem som tager selfies og billeder af bygninger. Vi ønskede at enacte en hyper-turist gennem en konceptuel rammesætning for rummet og gennem smartphonen som medie, hvorigennem dets egen iscenesættelse iscenesatte turismekulturen. Gennem smartphonen opsatte vi et spil som en konceptuel ramme for Markuspladsen, hvor elever i hold konkurrerede mod hinanden om at løse opgaver på tid. Spillet udspillede sig gennem messenger-appen, hvorfor mindst én fra gruppen måtte have internetadgang. Over messenger sendte vi billeder og opgaver, som henholdsvis viste eller beskrev hvad holdene skulle tage billeder af og sende retur. Kravene for billederne var, at de skulle tages fra samme vinkel, som dem vi sendte ud, og at mindst to holdmedlemmer skulle være på billedet. Det hold som overholdt dette og som hurtigt sendte et billede retur fik point.
Pointen med spillet var at konstruere turismens adfærd strukturelt og skabe en rumlig betydningsdannelse. Spillet foreslog en måde at se og være i rummet på. På den ene side iscenesætte spillet ikonoklasme og på den anden side gjorde spillet opmærksom på rummets materialer og dets sociale indhold.
Tag et billede af et selfie-par
Tag et billede af en politimand
Tag et billede af en handel
Tag et billede af en bomber-jacket
Tag et billede af noget porøst
Tag et billede af en passage
Tag et billede af noget ovalt
Tag et billede af et smykke
Tag et billede af et kærligt øjeblik
Tag et billede af noget på hjul
Tag et billede af nogle planter
Tag et billede af et kamera (må ikke være en smartphone)
Udstyret med tre forskellige indgangsvinkler til arkitekturudstillingen, som de studerende havde udvalgt på baggrund af interesser, litteraturen og diskussioner undervejs på kurset ’Arkitekturudstillingen og kuratering mellem repræsentation og non-repræsentation’, brugte vi Venedig Arkitektur Biennalen til at undersøge udstillingen som medie. De tre indgangsvinkler var: Deltagelse og inddragelse, Arkitekturens rumlige egenskaber i udstillingen samt Kuratering og adfærd
Selve arkitekturen trådte i baggrunden til fordel for vores undersøgelser af forholdet mellem udstillingen, de affekter, udstillingerne producerede i os, og udstillingernes måder at forholde sig til arkitektur som udstillingsobjekt. Det var altså ikke så meget selve arkitekturen, der optog os, som det var udstillingernes måder at forholde sig til den arkitektoniske repræsentation og rumlighed i det hele taget. At det især var udstillingerne som forskellige rumligheder i sig selv der optog os, fremfor udstillingerne som udsagn om arkitekturen ude i ”virkeligheden”, er i tråd med en tilgang til udstillingsmediet som et rum, hvor ny viden og oplevelser genereres fremfor som et rum, hvori eksisterende viden formidles. Som performance designere var vi sensitive overfor effekter og affekter, optaget af form og reaktion, mens udstillingsindholdet kom i spil i forhold til vores individuelle interesser. Jeg selv var især optaget af de personlige fortællinger, oftest portrætteret gennem filmmediet (Wall of Opinions i den tyske pavillon om at leve med murer og grænser; Michael Maltzans installation af boliger til hjemløse, Star Apartments, med små videoer hvor de nu husede hjemløse præsenterer deres hjem; og den stemmeløse men ikke desto mindre personlige dokumentation af nedrivningen af socialt boligbyggeri i London, Robin Hood Gardens: A Ruin in Reverse). Og af de udstillinger, som handlede mere om social organisering i byer end arkitektur som bygget miljø – hvor arkitektur blev til en form for baggrund eller anledning til at fokusere på, og i udstillingen forstørre, bestemte praksisser i byen (den franske pavillon Lieux Infinis om kollektivt og åbent at bebo steder, eller den thailandske om overgangen fra arkitektur til uprogrammeret brug af steder). Mens vores interesser for udstillingsindholdet var forskellige, var vi alle optaget af udstillingernes evne til at aktivere kroppen. Her kommer 3 eksempler på udstillinger, som mange af os oplevede, gjorde netop det:
I den schweiziske pavillon var der leget med størrelsesforholdene så det, der normalt tages for givet i arkitekturen – en række standardmål som tilpasser bygningen til kroppens proportioner – blev destabiliseret. Den rumlige effekt var lettere svimlende når man passerede mellem rum i forskellige størrelsesforhold. Samtidig var idéen om ’standard’ også udtrykt ved at alle rummene gengav de samme kedelige standardelementer i form af kedelige dørkarme, vinduesrammer og sterile køkkener. Uden en eneste tekst stod udstillingen skarpt som en problematisering af standardiserede og standardiserende elementer (og kroppe) i arkitektur. I stedet for at foregå diskursivt – gennem belærende tekst og klart udtrykte intentioner – virkede udstillingen gennem kropslig erfaring på en let og legende måde. Mod den sterile hvide baggrund og de ensartede masseproducerede arkitektoniske elementer i forskellige skalaer, blev udstillingens mest dominerende elementer ens egen og andres undersøgende kroppe med alle deres spraglede farver og forskellige størrelser.
Den shweiziske Pavillon
I den hollandske pavillon trådte vi ind i et rum fyldt med orange lockers og nogle enkle bænke, som i omklædningsrummet i et træningscenter; en anden uspektakulær arkitektonisk prototype i tråd med de kønsløse elementer i den schweiziske udstilling. Bag de orange skabslåger gemte der sig et væld af forskellige snit ind i en diffus form for arkitekturhistorie. Omklædningsrummets kedelige elementer kunne altså åbnes og derigennem åbnede beskuerene også op for en helt anden arkitektur i udstillingsrummet. Nogle af lågerne var døre, og igennem dørene trådte man ind i skjulte rum. Fra omklædningsrummets simple rumlige typologi ud i stadig mere komplekse fortolkninger af sammenhænge mellem krop og rum var den hollandske udstilling ekstremt kropslig på mange forskellige måder. Dels måtte man være drevet af en nysgerrighed og fysisk involvering for overhoved at overskride omklædningsrummets simple struktur og opdage det, der var i og bag skabene. Dels havde hver rum kroppen, og den arbejdende krop (udstillingens titel var Work, Body, Leisure) i centrum, hvor omklædningsrummets association til træningscenteret kan ses som ét af mange bud på relationen mellem krop og arbejde. Fra den passivt protesterende krop i sengen (et rum der gengav John Lennon og Yoko Onos bed-in protester i 1969) over den måske ufrivilligt arbejdende krop i sexarbejde (et rum om arkitektur til prostitution) til træningscenterets kropsoptimerende arbejde.
Den japanske pavillon undersøgte tegningen som arkitektonisk redskab; den håndtegnede, detaljerede og undersøgende tegning. Det var altså ikke tegningen som projekterende digitalt redskab med et disciplinært afgrænset fagsprog, men tegningen som en form for let tilgængeligt redskab til at dokumentere og undersøge dagligdags situationer. Ligesom den schweiziske og den hollandske udstilling, var den japanske pavillon – trods pavillonformatet, der traditionelt er knyttet til den nationale repræsentation – ikke specifikt japansk. Arkitekturen selv trådte også i baggrunden for det levede liv omkring den, som tegningerne undersøgte. Især den interaktive tegning lavet af Refugee Republic, som viser en flygtningelejer som en by i tilblivelse og gennem tegning kortlægger alle de livshistorier, som flygtningelejren rummer og er udgjort af, viste hvordan tegningen kan være et redskab til socialt engagement. Med forskellige forstørrelsesglas, man kunne tage med sig rundt i udstillingen, og en kikkert og en stige på hjul der kunne placeres efter nysgerrighed, var udstillingens kuratoriske greb måske sammenfaldende med en holdning til arkitektur: En opfordring til at fortabe sig i den praktiserede detalje, de små forskelle, og betydningen af perspektiver i konstant bevægelse.
En gennemgående opmærksomhed fra de performance design-studerendes side var udstillingsrummenes betydning for de oplevelser, udstillingerne skabte. Mens de nationale pavilloner udgjorde afgrænsede rum, med hver deres særegne træk som bidrog til udstillingerne i de rum, var andre udstillinger del-elementer af større rum, som skabte en mindre koncentreret atmosfære, der i højere grad udfordrede udstillingsdeltagerens jagt efter sammenhæng og mening i udstillingerne. Endelig var der også de udstillinger, som var placeret rundt omkring i Venedig, som på én gang stod svagere på grund af deres tilsyneladende institutionelle ”eksklusion” eller i hvert fald perifære placering, men på den anden side også vakte andre kontekstbårne oplevelser, som hang sammen med eksempelvis oplevelsen af at fare vild og overskride forskellige grænser for overhoved at finde frem til udstillingsoplevelsen. Vores udstillingsoplevelser var desuden præget af en uventet faktor: Oplevelsen af at være turist i Venedig. Denne oplevelse blev koblet til diskussioner om vores egne roller som deltagere – i udstillingerne, men også deltagere i Venedigs turisme som en allestedsnærværende global industri.
At rollen som turist i Venedig formede vores oplevelser, blev især tydelig under de afsluttende eksamener, der tog form som tre forskellige performative udstillinger. Opdraget til eksamen var hentet fra et andet performativt udstillingsformat, ’Do-it’, en instruktionsbaseret åben udstillingsmodel kurateret af Hans Ulrich Obrist, der har kørt i over 25 år og genereret hundredevis af instruktioner, som har afstedkommet et væld af bud på hvordan disse instruktioner kan udformes og udleves. De studerende arbejdede med Pierre Huyghes instruktion nr. 215 (se billede). Foruden instruktionen lød opgaven, at de skulle finde et rum i Venedig – en pavillon – at udføre instruktionen i. Af de tre bidrag var to af fremvisningerne eksplicit relateret til oplevelsen af at være deltagere i Venedigs turismeindustri, mens den sidste befriede os midlertidigt fra vores turismerolle og bragte os tættere på Venedigs lokale liv og bagsider udenfor turistens ruter.
Studieturen 2018 var en kollektiv øvelse i at opleve og forstå udstillingsmediet som et produktivt skabende rum. Med et performance design blik var arkitekturen som genstand i udstillingerne først og fremmest en påmindelse om, at rum (både udstillingsrum og byggede miljøer) opleves og formes kropsligt. Under udstillingsoplevelserne aktiverede vi performance design som en rumlig, kritisk praksis til at blive klogere på forholdet mellem form og indhold i udstillingsmediet. De bedste udstillingsoplevelser var, efter min mening, de udstillinger, der enten rummede en forståelse af arkitektur som et forhold mellem mennesker og rum, eller de udstillinger, som gik direkte ind i det forhold ved at skabe stærke synergier mellem form og indhold.
Første august deltog Michael Haldrup og Kristine Samson fra Performance Design sammen med tusindvis af andre medborgere, i en aktion mod maskeringsforbuddets ikrafttræden. Fra Den sorte Plads ved Superkilen på Nørrebro bevægede en procession af grisehoveder, niqabs, hestekostumer, bandanasvøbte hoveder, Aztekerguder, trolde, hekse og venetianske karnevalsmasker sig ad Frederikssundsvej for at transformere sig til en blokerende menneskekæde rundt om Bellahøj Politistation senere på aftenen.
Mrs. Waterford skribler liberale slogans på grønne post-it notes. En niqab-klædt kvinde holder et skilt med ”Liberalistisk Hykleri” højt hævet over flokken. En umaskeret, intellektuelt udseende mand sammenflikker hastigt et skilt af en papkasse med den hurtigt skrevne tekst: ”I Iran giver politiet bøder til kvinder for at være for afklædte. I Danmark giver politiet bøder til kvinder for at være for påklædte.” I en anden del af demonstrationen tager en ung kvinde skjorte og brystholder af og gå videre med afklædt overkrop i kontrast til det tildækkede, tørklædeklædte hoved.
Som sådan udtrykte manifestationen en mere grundlæggende kritik af måden vi omgås hinanden i det offentlige rum på – hvad der er normen, og hvad der stikker udenfor – og samtidig et transformativt-utopisk potentiale for andre måder – friere, mere mangfoldige, mere åbne – at være medborgere sammen på. En problematisering af, hvordan vi som samfund og gennem vores politiske og juridiske institutioner regulerer kropslige udtryk i det offentlige rum gennem beklædning.
Hvorfor er det en vigtig begivenhed set fra et Performance Design perspektiv?
Det tøj vi bærer på vores kroppe er en central del af iscenesættelsen af det offentlige rum og vores deltagelse som medborgere heri (Hann 2018). Vi medierer relationen mellem krop og omverden gennem det tøj vi klæder os i (Haldrup & Svabo 2012), og dermed også hvilke roller og rettigheder for deltagelse kroppene tildeles. Er nøgne eller afklædte kroppe fx forstyrrelse eller manifestation af vitalitet og mangfoldighed? Er tildækkede kroppe en passivt-aggressivt oprør mod majoritetsnormen eller udtryk for (spirituel) kontemplation og introversion?
Hvor den blottede, nøgne hud ofte indgår i et performativt spil om den begærede og tiltrækkende krop (Ahmed 1998) er den tildækkede krop lige så ofte del af et performativt spil, hvori indgår mindre ”positive” affekter som frastødning, frygt og had (Haldrup et al 2008).
Gennem beklædningen (eller manglen på samme) producereres affekter – tiltrækning & frastødning, tilhør & udgrænsning, sammenhæng & afgrænsning. Vi kan måske ligefrem tale om ”affektivt medborgerskab” (Fortier 2016) som objekt for de magtkampe som scenograferes i spillet mellem den juridisk-politisk koreografering af hvilke kroppe og kostumer der hører til i det offentlige rum, og demonstranternes farverige modsvar og manifestation af kroppenes og maskeringernes mangfoldighed. En begivenhed – et performance design – med potentielt transformative perspektiver.
Maskerede menneskekæder mod burkaforbuddet.
Den fredelig demonstration startede på den sorte plads, Superkilen på Nørrebro
Litteratur
Ahmed, S. 1998. ’Tanning the Body: Skin, Colour and Gender”, in: New Formations (37) pp 27-42.
Fortier, A. M. 2016. Affective Citizenship and the politics of Identity, Control, Resistance. Citizen Studies 8.
Haldrup, M. Koefoed, L. M. & Simonsen, K. 2008, ’Practicing Fear: Encountering O/other Bodies’, in: Pain, R. and Smith, S. J. (eds.), Fear: Critical Geopolitics and Everyday Life, Aldershot: Ashgate
Haldrup, M. & Svabo, C. 2012. ‘Humanistiske Teknologi & Designstudier’; in: Enevoldsen, T. & Jelsøe, E. (eds.), Tværvidenskab i Teori og Praksis, København: Hans Reitzel.
Hann, R. 2018. Beyond Scenography, London: Routledge.
Who speculates on time, design and performance by aligning science fiction, design theory and a giant avantgarde clock work? The newly appointed professor of Performance Design, Michael Haldrup, of course.
In his inaugural lecture on Futurability. Speculations on Time, Design and Performance we followed Michael Haldrup through a theoretical journey collecting perspectives and speculations on design theory, cultural geography, critical thinking and philosophy along the way.
Michael Haldrup argued that both design thinking and social and cultural studies experience an increased interest in speculating about futures. This interest is in some ways paradoxical, as it emerges in a moment in which our ability to shape planetary futures seems to be slipping away from us at an unprecedented pace; a moment that is characterized by the lack of ‘futur-ability’ rather than its opposite. On this backdrop, Haldrup wishes to explore speculative approaches to performance (and) design. He proposes that we may rethink speculation, experimentation and intervention as parts of an experimental approach to exploring futures. An approach working through the creation of situated pockets of ‘futurability’ in order to experiment and reshape relations with future temporalities and, in so doing, also carving out a space for critically rethinking prevalent assumptions of relations between performance and design.
During the lecture we came to experience various forms of speculations. From the major clockwork to the academic intermezzo in which Haldrup performed the a speculative pause in his academic tour de force.
At Performance Design we look forward to further investigations and speculations with you Michael. Congratulations to you and to us all!
I tirsdags havde jeg den store og også sjældne fornøjelse at være i selskab med repræsentanter for hele ‘fødekæden’ af performance-designere, da vi fejrede de nye færdige kandidater i Performance-design. Blandt de deltagende i dimissions-arrangementet var – udover dagens hovedpersoner, dimittenderne – såvel fagmodulstuderende, som kommende og igangværende specialestuderende, undervisere og kandidater, der har nogle år på bagen som aktive på arbejdsmarkedet. Det blev til en inspirerende udveksling af erfaringer og faglige perspektiver:
Maria Beydin og Linh Tuyet Le, som begge har afsluttet deres uddannelse inden for de seneste måneder, fortalte om deres specialearbejde. Maria gjorde os klogere på ‘immersive museumsudstillinger’ og deres (manglende) interesse i at medtænke brugen af skriftlige formidling i sådanne sanselige og opslugende koncepter. Samtidig beskrev hun valget af specialeemne som både interessebåret og som et resultat af et målrettet arbejde med at skabe sin egen faglige niche, i dette tilfælde naturvidenskabelig museumsformidling. Linh beskrev, hvordan hendes speciale udsprang af hendes egen praksis som danser, og hvordan udviklingen af bhuto-inspireret durational performance i det københavnske byrum var omdrejningspunktet for specialets analyse og refleksion. Nederst kan I læse mere om de to specialer.
Derefter havde både Henriette Østergaard Hansen og Vinnie Møller Johansen sagt ja til at komme tilbage til RUC for første gang, siden de blev kandidater for at fortælle os om deres nuværende arbejdspladser og erfaringer med at være i arbejde som Performance-designere. Begge blev de færdige i juni 2016, og begge fortalte både om deres vej til en fast stilling og om de konkrete arbejdsopgaver, de sidder med nu, og hvordan de bruger Performance-designuddannelsens elementer på forskellig vis. Henriette, der er kandidat i Performance design og kommunikation er kommunikationskonsulent i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, hvor hun bl.a. står for lancering af forvaltningens mange forskellige byrums-initiativer og i den sammenhæng har ansvar for konkret event-planlægning og afvikling. Vinnie, der kombinerede PD med pædagogik og udviklingsstudier, arbejder som forsknings- og udviklingskonsulent på Københavns Professionshøjskole – hvor hun også havde studiejob – og hun står bl.a. for hjælpe alle ph.d.-interesserede igennem processen fra ide til ansøgning og med ansvaret for interne såvel som eksterne forskningsformidlingsarrangementer.
Som studieleder havde jeg fået den skønne opgave at holde en lille tale og overrække en rekvisit til kandidaterne, som de kunne tage med sig videre ud i verden. Og således gik vi alle inspirerede hjem fra RUC på en forårsdag i april, og vi glæder os til sammen at fejre de næste PD-kandidater i oktober 2018. Stor tak til Anita fra fagudvalget, som stod for planlæging af arrangementet. Vi holder også det kommende arrangement samme dag, som vi holder opstartsseminaret for kommende PD-specialestuderende.
Om Linhs speciale: “Et øjebliks singularitet: Undersøgelse af dansen som frigørende i det urbane rum gennem butoh-inspireret dans”.
Engelsk resume: In my thesis, I explore the potential of dance as liberating in correlation with the human relationship to urban spaces. Along with two other performers, I explore the city of Copenhagen through a butoh-inspired performance. Butoh is a Japanese dance form dating back to the 1950s, composed of elements moving hyper-slowly and abandoning the self: meaning moving away from the normative ideas of being a human and instead transforming oneself into one’s unconscious self. Drawing elements from butoh, I search to awaken my unconscious self and to move hyper-slowly in order to explore what emerges in my meeting with the city and in the situated. I am concerned with the following matters: Is it possible to undo the choreographed life and change the refrain through butoh-inspired dance? Most importantly: Henceforth, how can we practice in moving freely?
My approach to the field is viewed from a phenomenological perspective defined respectively by Edmund Husserl and Maurice Merleau-Ponty, with the notion that the relation between subject and the world is closely knitted. Alongside this rationality, I use autoetnography as my method when inhabiting the world and exploring movement and the multisensory environment.
In my analysis, I explore when and how I experience the urban space of Copenhagen as liberating or constrained when performing throughout the city through butoh-inspired dance.
I draw theories about dance as affirmative and liberating. Here, I refer to theories from dance theoretician André Lepecki’s ideas about the potential of dance as a singularity, and its potential to break free from the conditioned and choreographed life. As a supplement to Lepecki’s theories, I discuss Erin Manning’s theory about preacceleration and the potential in movement before actualization of the movement itself. Furthermore, I discuss the body’s capacity as power and possibility.
In conclusion, I determine that the immense potential in dance lies within bodies’ capacity to not only get affected but also affect other bodies and produce new refrains for everyday practices, movements, and experiences.
På semestrets første frokostuniversitet på Performance-design diskuterede Shauna Janssen fra Concordia University i Montreal med Michael Haldrup og de øvrige frokostdeltagere fra Performance Design og FabLab. Der blev vendt potentialer og udfordringer ved lab-baseret forskning og undervisnings.
Shauna er leder af Institute For Urban Futures, hvor hun arbejder som forsker, underviser og aktivist i skæringsfeltet mellem arkitektur, bystudier og teater. Hendes baggrund er bl.a. en Ph.d. fra Center for interdisciplinære studier, og i diskussionen blev hendes erfaringer sat i spil i forhold til de konkrete forhold på Performance-design og RUC. Samtalen kan måske bedst beskrives som en begrebskabale, hvor de højeste kort var erstattet af navne som ’Research Creation’, ’Arts-based research’, ’practice-based research’, ’Lab-based research’, ’lab-facilitated research’. Forskelle og ligheder mellem ’studios’, ’labs’, ’fields’ og hvorvidt disse steder bedst forstås som afgrænsede rum eller hybride steder, blev vendt, ligesom spørgsmålet om forskningens relation til hhv. universitetet, det offentlige rum og lokalsamfund står centralt.
Hvordan kabalen bedst går op stod ikke nødvendigvis klart efter frokosten, men med en kop krydret te i hånden gik jeg derfra med en række tankevækkende spørgsmål i hovedet:
– Hvilke slags rum har arts-based research og research creation brug for?
– Hvad implicerer det at tænke ‘research creation’ som en metodologi?
. Hvordan udvikler vi som forskere og studerende – som ikke er uddannede kunstnere – vores egen forskning gennem kreative metoder?
– Hvad kan vi få ud af at tænke på laboratorier, studios og feltkurser som steder for en (forsknings)praksis, vi endnu ikke kender?
Det er spørgsmål, som jeg vil have i baghovedet – også i forbindelse med det næste frokostuniversitet (den 20. marts), hvor Performance-design-studerende Linh Le giver et eksempel på sin egen praksis i form af en ‘æstetisk salon’.
How might a contemporary institution be designed and performed?
Has the time come for Performance Design to (de/re)institutionalize as an independent academic post-disciplinary research field and artistic paradigm that resists conventional organizations?
These were some of the questions asked at the 3rd International Performance Design Symposion held in Fara Sabina, a small town on a mountain hill outside Rome in Italy.
7 researchers and teachers participated in the event from performancedesign at Roskilde University. We had some fruitful discussions on how institutions – museums, theaters, universities, academies and cultural venues – could be performed. Among the proposals were Performance Design as education of Desire,Performance Design as Nomad Knowledge and The Institution as Structures of Care.
After three days of intense workshops, the initial proposals were enacted and performed collectively in the scenic surroundings of Teatro Potlach and Fara Sabina.
Kathleen Irwing and Anja Lindelof in a site-specific performance – engaging stones, cats and kids on stageHenriette Christrup, Shauna Janssen, Kenneth Bailey and Ele Slade investigating public space in Fara SabinaEle Slade on scenography and visual performance. In the audience, Michael Haldrup.Enjoying the sunset in Fara Sabina
The scenic view from the mountain top in Fara Sabina
The audience on the staircase watching a performing institution
Designkurset på kandidaten afslutter hvert semester med en performanceudstilling, der årgangens levendegørelser af performance design. I efteråret 2017 bød de deltagernes designporteføljer på mange forskellige levendegørelser, fra teaterperformances, acapella over stedssspecifikke lydinstallationer til glitch og data bending af Performance Studies grand old man, Schechner. Nedenfor ses et par af de artefakter, der er blevet produceret i løbet af kurset og fremført til eksamen. En rød kuffert, en kusse, en klatrevæg, en rød tråd organiseret i et broderi, der materialiser den kreative process som et lærred, der både kan opleves fra forsidens sirlige præsentation og praktiseres som trådene der trækkes bagved i kulissen.
Diagrammer over organisering: kussen
Performance design som en rejse levendegjort gennem en kuffert
Kuffertens åbnes, rejsen begyndes
Digrammer over organisering: Den råde tråd – bagsiden
Diagrammer over organisering: Den råde tråd – forsiden
Klatrevæggen som mediering.
Søren Davidsen har arbejdet med klatrevæggen som medium for sportsbegivenheden:
“Klatrevæggen er et eksempel på et helt konkret medie jeg arbejder med i forbindelse med klatresporten og ikke mindst i dennes konkurrencer. Her er tale om selve klatrevæggen og ikke mindst de problemer som 1) udfordrer klatrerne, 2) konkurrencen udfoldes gennem og 3) dermed er et grundelement, der skaber begivenheden – et medie som sporten og sporten som begivenhed kan forstås igennem. Samtidig udstiller klatrevæggen i et større perspektiv, hvordan sportens publikumsoplevelse udfolder sig som en medieret oplevelse, man rent immersivt forsvinder ind i, og dette på en anderledes måde end andre kulturelle oplevelser.”
Klatrevæggen som medie for sportsbegivenheden (af Søren Davidsen)
Zara Wali gjorde sig ligeledes tanker om performancedesigns forskellige virkemidler. Hun skriver i forbindelse med sin live performance, hvori hun udfolder indholdet i den røde kuffert:
“For mig er performance design et værktøj, en filosofi og en personlighed.
Gennem sanselige fortællinger, en kuffert fyldt med erindringer fra min barndom, teenageår og voksenliv, forsøger jeg at skabe autentiske oplevelser der netop kan svare på spørgsmålet om, hvad performance design er og hvem jeg er som performance designer. Jeg arbejder med tingenes ekstase, autenticitet, atmosfære og aura. Gennem tekst, audiovisuelle virkemidler, genstande og deltagelse i form af en reenactment mit livet som en rejse, forsøger jeg at invitere mit publikum ind og lade dem indleve sig i det univers jeg rammesætter. Et afgrænset rum hvor grænsen mellem privatsfæren og offentligheden flyder sammen. Gennem nøje udvalgte medier, æstetiske beskæringer og genstande med autentiske historier forsøger jeg at skabe rammerne for, at tingene i rummet går i forbindelse med hinanden og skabe et fortættet atmosfære.”
Performance design som en rejse levendegjort gennem en rød kuffert (af Zara Wali)
Going to New York for the student trip to attend the Performa Festival was giving and inspirational, not only were the performances and the events we participated in “useful” (if I have to use that word) but all the experiences that lay in between, you know all the things that happened in between us going to the events, all the stuff that might comes off as fluffy to talk about that we don’t report back because that kind of stuff was not the intention of going to New York in the first place – the intention was the performa festival – this fluffy stuff is to me what constitutes a student trip and the learning experience of a student trip. It’s like the glue that sticks it all together and that makes the main experiences for what they were beside their content itself ‘cause what we experience before and after adds to the content and forms our overall experience. You would say it’s tough luck that you can never experience a performance for what it is in itself.. That’s a longer discussion. But to me, my impression of New York City and the humans of New York is formed by the fluffy stuff. It’s formed by the events that happened in between the events. And in retrospective, I realize that not only were we attending this and that performance but we were also performing ourselves. Or that is what my friend, Sophie and I did. We were photobombing. You could say we did photobombing pop-up performances. We did it on our way to the different venues, we saw our targets – BOMB – photobomb. We did it on our breaks to fill out our time and maybe existence?, we saw our targets – BOMB – photobomb. It happened emergent, in the now, spontaneous and in relation to the people and the sites.
It all started in Washington Square Park. We saw a couple nicely dressed and what looked like to be a professional photographer taking pictures of the couple shifting between standing in front of the big tourist attractions, the central fountain and the Washington Square Arch. It was a perfect looking couple and a perfect setting – we had to photobomb it. So, we did some moves and had a good laugh about the thought of them scrolling through their pictures and discovering us in the background doing funny moves. And that’s how we began our journey with photobombing. Usually, the targets itself did not notice us (we took our precautions and stood a quite far distance to them), but the people around did and commented upon it. One of them was a man in a long beige trench coat with a black suitcase, probably coming from work on his way down to the subway at Madison Square Garden. He passed us while we stood behind a reporter interviewing a little girl and photobombed (or is it called videobomb in this case) the news. We did our move and he said it was the best photobomb he has seen and smiled. It was filmed in the evening so hopefully we made our appearance in prime time. We noticed that there were something to this. That people reacted on our action, they commented on it, gave feedback, was intrigued and wanted to interact. Not only was it fun for us photobombing but people around it experiencing it also had fun. It was as if we were breaking down a barrier in between us people in the public space.
Photobombing is a fun phenomena. It goes against the idea of respecting people’s private space in public space. Everybody knows that if you have a camera and are about to take a picture you don’t get in the way. It’s just one of those unwritten rules. To me, it was interesting to see how movements and patterns change according to when some tourist pull out her camera. People walk around the camera and a circle is unconsciously created. And it made me wonder how a camera can dictate whose space belongs to whom and how a camera has the power to create invisible borders.
You could say that we were disturbing the picture-perfect situations, the kodak moments and especially the formality in taking pictures in public spaces. Photobombing disturbs the space in between the motives and the camera, it reveals that there exist people/subjects around you, that things and people are dynamic and in movement, it also reveals that subjects and objects cannot be fully controlled or fixed into a perfect picture. Furthermore, what we have discovered is that being formal and polite is not always necessarily a positive thing, it can also create distance. When breaking down this formality, you open up for interaction. When acting informal, you invite to informal meetings. We have had several of these meetings and I would say that I find the New York people incredibly expressive, expressive in body language, using hand gestures, and embodying a high pulse attitude and energy. There is somehow a special kind of rhythm in their way of interacting which I find very alluring. It’s very forward and it’s almost that what you get is what you see. What strikes me the most is their placement in public space, they are not afraid of taking up the space and being visible. They give feedback, comment and react to situations and each other. From all of my experiences in NY, this kind of taking up public space and maybe reclaiming the streets is something I will take back with me to DK.
To round it all up, what started out as joking and goofing around turned out to be something that had meaning and that could open up for meetings in public spaces. Sophie and I have talked about doing this photobombing to a performance project. Photobombing – a gate to interaction with the people of New York / [insert city].
Unfortunately, we don’t have the pictures of us photobombing others. But we have taken pictures of us doing thee move. Maybe someday you will find us doing this move in one of your photos.
Nota bene: Photobomb with care. We did a move that looked very silly so the joke was more on us than on the targets/main motives of the pictures. And remember to laugh at yourself. ‘Cause if you don’t laugh at yourself – how the hell you gonna laugh at somebody else?
Showing our pose to our new friend, Ralfi who decided to mirror it and join us.
