Istanbul er en af verdens top tyve største byer, og det forstår man først når man er der… Byen strækker sig for det første fra europa over bosporusstrædet og ind i kontinentet asien. Byen er et miskmask af ny, moderne arkitektur og gamle, slidte stræder. Derfor kalder nogen den for kaos, mens de der bor i Istanbul kalder det for hjem.
Vi, der var med, var alle studerende på kurset Æstetik & Design. Og det var med disse briller vi skulle opleve byen. Som sagt er byen en kompleks størrelse og med det vil jeg sige, at man oplever en virkelig gammel by og samtidigt en ny moderne by. Og grænsen er ikke trukket op, men er vævet tæt sammen.
Hvis jeg skal prøve at tegne hovedtrækkene op for byen… Der er en gågade med sporvogne, Istiklal gaden, der strækker sig fra Taksim-pladsen og hele vejen ned bosporus broen, hvor drenge og mænd står og fisker hele døgnet rundt! Det er forøvrigt en anden kliche om storbyer, der for alvor blev bekræftet: de sover aldrig. Taksim-pladsen ej heller. Her så vi kampvogne, med politi, der stadig patruljerer pladsen for at holde den politiske milits eller oprørere eller hvad man skal kalde dem i skak. Tilbage til broen, hvor man kan se færgerne, der kan sejle én til asiensiden af Istanbul, siksakke mellem hinanden. Det er ukoordineret og det er gelinde på én og samme tid…
Af de mange ting vi står der tre ting tilbage i hukommelsen: Det var byens gader med dens liv og street art, der vidnede om aktivisme, årvågenhed og censur af for kraftige budskaber på byens vægge. Den anden ting var en eftermiddag, jeg havde med Ali fra mit studie, hvor vi gik rundt i byen og pludselig faldt ned i et galleri ‘mixer’, hvor vi faldt i snak med ejerne og blev vist rundt i det, der både var udstilling, værksted, café og butik. Det var et ret særligt sted. Det sidste var den opgave vi blev stillet af Samson & Munkgård den sidste dag, hvor vi faktisk skulle intervenere i byens rum og fik helt frie rammer. Det var rigtig fedt at lave performance design, frem for kun at studere det. Vi bliver rigtig gode analytikere, men det er lige så vigtigt, i mine øjne, at vi som PD’ere bliver puffet nådesløst ud af reden. Thumbs up for en fed tur!
