Af: Lise Juul Madsen & Louise von Müllen
Samfundsudviklingen er i dag med til at sætte nye præmisser for byens udvikling: De vante forestillinger om byplanlægning, borgerinddragelse og politiske planprocesser udfordres af nye muligheder for co-creation, interaktion og anderledes rum for politikskabelse. I specialet ’Planlægning som performativ praksis’ argumenterer vi for, at det er i denne udvikling at Performance-design faget kan bidrage med nye blikke på by(planlægning)ens potentialer.
I januar 2012 afsluttede vi vores uddannelse fra Performance-design med specialet ’Planlægning som performativ praksis’. Vores vinkel på performance-design har fra start været på studiet af byen og dens udvikling. Her har faget givet os mulighed for at udforske en række anderledes metodiske tilgange og nye tværfaglige perspektiver på byen. I specialet har vi arbejdet med de processer, der finder sted forud for byens fysiske tilblivelse. Med afsæt i en samfundsfaglig tradition har vi undersøgt de organisatoriske processer i byudviklingsprojektet Køge Kyst, hvor især den kulturelle, kollaborative og strategiske planlægning afspejler sig. Derfor argumenterer vi for, at vi kan spore fremkomsten af en ny performativ planlægningspraksis. Dette indikerer et skifte i planlægningsrationaliteten, hvor en samfundsfaglig vinkel ikke længere er til strækkelig, men må udvides og suppleres med kommunikative og performative perspektiver, der rækker langt ind i debatten om demokrati, borgerinvolvering og styringsparadigmer generelt.
Det performative
Specialet tager afsæt i en situeret, autoetnografisk undersøgelse af det offentlige-private partnerskab Køge kyst. Projektet er på mange måder typisk for, hvordan planlægning i dag tænkes, men er samtidig også foregangsprojekt for en ny måde at tænke organisering, procesdesign og interaktion i byudviklingsprojekter. De tre mest centrale karakteristika ved projektet identificeres i form af tre (sammenblandede) strategier i form af den kulturelle, den kollaborative og den strategiske planlægning. Disse tendenser har været undervejs over en længere periode, men i brugen af de kulturelle og dialogiske elementer bliver omfanget både kvalitativt og kvantitativt udvidet ved at de flettes ind i en strategisk sammenhæng.
Med det kulturelle og det kollaborative fokus lægges der op til, at kulturelle aktiviteter igangsættes, med deltagelse både fra professionelle og lokale, frivillige aktører. Disse aktiviteter tager mange forskellige former såsom Søndre Havnedag (se billede) og Street Art udstillingen Walk This Way, hvor først nævnte eksemplificerer involveringen og aktiveringen af lokale kræfter, mens udstillingen har et professionelt udtryk, der skal appellere til mulige tilflyttere og investorer.
Det centrale argument er, at når de tre planlægningstendenser flettes sammen og bruges som led i hinandens processer, så får planlægningen en performativ karakter. En udvikling der på paradoksal vis både er med til at gøre byens tilblivelsesprocesser mere nærværende for borgerne, men som samtidig også gør selve politikskabelsen mere utydelig, hvorved borgerne risikerer at blive distanceret til udviklingen af byen.
Det bevægende borgermøde
Et eksempel på, hvordan forskellige rationaler og fagligheder flettes sammen er ’Det bevægende borgermøde’. Det alternative borgermøde, der blev afholdt i forbindelse med foreningsdagen Søndre Havnedag, havde til formål at skabe en anderledes ramme for interaktionen mellem planlæggere og borgere. Mødet var nøje tilrettelagt, med en række events, af performeren Kristofer Krarup.
Som en slange bevægede borgerne sig i optog gennem området, mens en fortælling om stedets fremtid blev iscenesat og fortalt. Det lykkedes Køge Kyst som overordnede arrangør at skabe noget nyt og anderledes, der tiltrak en bred vifte af borgergrupper – også de unge og børnefamilierne var repræsenterede. Det kulturelle islæt, hele eventen, det midlertidige og det iscenesatte er meget tydeligt i situationen, men mere uklart er det, hvilken rolle dette alternative møde spiller i forhold til den formelle planlægningsproces.
Eksemplet viser, hvordan det kulturelle i form af de forskellige events er med til at iscenesætte en fortælling om området. Det kollaborative ligger i, hvordan mange forskellige aktører er blevet inddraget i både ud- og afviklingen af mødet. Og på det mere overordnede plan skal arrangementet ses i relation til, hvordan planlægningsprocesserne organiseres mest hensigtsmæssigt i forhold til at bibeholde den positive holdning til projektet – internt i byen – og samtidig, hvordan arrangementet også er en del af en oplevelsesdiskurs, der eksisterer blandt andet i kraft af den globale (stor)by konkurrence. Herved fremkommer hele det strategiske perspektiv i projektet.
Samlet set kalder vi det for en performativ planlægning, karakteriseret ved at være: iscenesættende, faciliterende, flydende og æstetiserende. Begreber der alle indeholder et aktivt handlende element, hvor fokus er på selve ’gørelsen’ – det handlende, aktivt skabende og generative. På den måde er det det konstant foranderlige i planlægningen, der har erstattet det tidligere funktionalistiske planlægningsrationale. Denne erkendelse har en afgørende betydning for, hvordan vi som performance-designere kan være med til at tilrettelægge, organisere og analysere bydesign, planlægningsprocesser og skabe nye potentialer for den fremtidige planlægning af vores byer. De vante forestillinger om inddragelse, samarbejde og politiske processer forskubbes og nye muligheder for co-creation og politikskabelse opstår.
