Jeg faldt ikke kun over dette værk – jeg faldt for det! Værket hedder Singularities – Dance in the Age of Performance og handler om dansen! Om dansen som et frirum! Bogen er skrevet af André Lepecki, lektor af Performance Studies ved Tisch School of the Arts, New York University.
“There and then, between beatings, we breathe and take a break, we find vacuoles and gaps, we cut grooves where we run, dance write, study, make love, live, and permeate back to infiltrate and undo the conditioning. For a moment, life unconditioned. Or rather: life deconditioned from all that had turned into a choreography of conformity. For a moment, singularity”
(Lepecki 2016: 3).
I værket argumenterer Lepecki med stor gennemslagskraft og i et letlæseligt og poetisk sprog for dansens potentiale i vores samfund og dansen som en “singularitet.”
Ordet singularitet skal i denne sammenhæng ikke forstås som det unikke, det partikulære eller det individuelle, men snarere som det ureducerbare, det usimpliciferede, det fremmede, det afvigende. Singulariteter er producenter af mutiplicitet og kompleksitet. I bogen kortlægger Lepecki fem singulariteter i contemporary dance: thingness, animality, persistence, darkness og solidity.
Ifølge Lepecki indeholder dansens ovenstående singulariteter et potentiale til at gøre op den kritiske tilstand, vi befinder os i – nemlig den neoliberale tidsalder. For ifølge Lepecki lever vi i en tid, hvor kunsten og subjektet bliver markedsgjort og tingsliggjort på en anden måde end tidligere. Kunsten bliver markedsgjort gennem oplevelsesøkonomien, subjektet gennem selfie-, performance- og præstationskulturen. Her mener Lepecki, at dansen er det stærkeste politiske kunstgreb til at problematisere konformiteten, markedsliggørelsen af objekter og subjekter og det stærkt koreograferede liv, som gennemsyrer vores hverdag.
Dette er i hovedtræk Lepeckis tese og løbende kommer Lepecki med eksempler, der understøtter denne. Eksemplerne er performances af blandt andre Yvonne Rainer, Mette Ingvartsen, Julie Tolentino, Ralph Lemon og Jérome Bel og de er så detaljeret beskrevet, at man som læser kan se billederne danse for sig, hvilket gør værket en større fornøjelse at læse.
Jeg kan varmt anbefale denne bog, som ikke kun er henvendt danse-interesserede, men i høj grad også er henvendt alle med en passion inden for performancefeltet.
“we need a new concept of society in which what we have in common are not our individualities but our singularities” by John Rajchman
(Lepecki 2016: 6).
Lepecki, André (2016): Singularities – Dance in the Age of Performance, Routledge, New York
Dejlig introduktion og review af Lepecki. Tak for det Linh. Jeg synes bestemt også at Singularities – Dance in the Age of Performance er interessant og berigende læsning. Jeg har hæftet mig ved et perspektiv, som både handler om dansen som singularitetet, men også som begivenhed. Lepecki ser danseperformance som immateriel og som en begivenhed qua begrebet singularitet, men ikke en begivenhed der er spektakulær eller opmærksomhedssøgende, men netop kan skabe andre former for subjektivitet.
Der er dog et spørgsmål, der melder sig hos mig. Det er, hvordan man som praktiserende kunstner undgår at blive spundet ind i det spektakulære eller den individualiserede performance? Kan Lepecki med andre ord per definition sige, at dansen udsiger sig det neo-liberale? Er alle kunstformer i dag ikke, i en eller anden forstand, præget af den produktionsmåde (perform or else), der ligger i det neoliberale og som Jon McKenzie også argumenterer for i Perform or Else? Blot nogle tanker. Tak for indlægget.
Kære Kristine, tak for dit indlæg og gode vinkler. Jo, det er et godt spørgsmål om, hvorvidt danseperformancen rent faktisk kan bevæge sig væk fra det neoliberale. Jeg tror ikke helt, at den kan undsige sig det – for som Lepecki også nævner, så taler danseperformancen ind i en neoliberal kontekst, og som kunstner vil man, i højere eller mindre grad, arbejde inden for neoliberalismens rammer – men man kan som praktiserende kunstner være bevidst om disse rammer og forsøge at modarbejde dem gennem f.eks. Lepeckis nævnte singulariteter – hvilket jeg tænker at følge slavisk og gå all-in i min specialeundersøgelse for at se om det kan lade sig gøre.
Jeg tror, at det interessante bliver at se på, hvor svært det er at skabe bevægelser og et udtryk, der taler imod ideen om neoliberalismen – ideen om at producere, at være effektiv, at performere/præstere for andre, at blive bedre til noget, at blive set, at det ene skal og må føre til noget andet. Det er en logik, som gennemsyrer samfundet, subjektet og mig i dag, at det kan være rigtig svært at tænke i andre termer, fordi den er så dybt indlejret i os.
Så jeg tænker, at danseperformancen kan ikke undslippe sig neoliberalismen – for den er et produkt af den – men den har et stærkt potentiale til at problematisere den. OG så tænker jeg, at danseperformancen kropsligt og i en flygtig form kan vise glimt af en logik, der ligger uden for neoliberalismen. Den kan ikke vise en hel alternativ verden til neoliberalismen – men den kan vise glimt af den. Det er i hvert fald min tanke foreløbig:-)
Gode tanker, som jeg kan følge hver og en – jeg spændt på, hvad du finder ud af i praksis.