“Verdens byplanlæggerøjne er rettet mod halvanden kilometer på Nørrebro.” Sådan introduceres Superkilen i Stedssans på P1. Jeg har de senste måneder været optaget af de mange æstetiserede byrum i København: Superkilen er et af dem, og er især interessant, fordi dette byrum har fået stor international opmærksomhed og blandt andet er blevet et brand på den humane og inddragende danske byplanlægning.
I programmet diskuterer jeg med Claus Berthelsen om det nu også forholder sig sådan. Hvad det betyder det at byrummet æsteticeres? På den ene side er jeg fascineret af et byrum som Superkilen. På den anden side ser jeg en tendens til, at den visuelle og konceptuelle markedsføring rykker ind i byrummet. At det ikke kun er gennem den offentlige debat, at vi præges, men at det i stigende grad også er gennem de rum, vi færdes i. Måske er dette en paranoid analyse. Måske skal vi bare vænne os til at også byrummet, som så meget andet, er blevet kommunikativt. Her er forskellige perspektiver på fænomenet. Listen kan suppleres.
Superkilen
“I forbindelse med anlæggelse af Superkilen har kunstnergruppen Superflex søgt at afspejle den lokale multietnicitet ved at invitere mere end 50 forskellige lokale borgere til at anbringe effekter fra deres oprindelsesland. De skaber et symbolsk iscenesat samvær og skal tjene til at give de enkelte borgere et stærkere ejerskab til stedet. Kristine Samson underviser i Performance Design på Roskilde Universitet og har et særligt fokus på hvordan kunsten anvendes i det offentlige rum, og hvordan man i stigende grad æstetiserer byrummene ved at montere dem med symboler og pode dem med intentioner om det sunde, gode udeliv. Hun ser Superkilen som et moderne eksempel på hvordan byindretning formidler intentionerne ved at inddrage alle tænkelige kommunikationsplatforme.” (Stedsans P1)
Brett Bloom: Participatory Park Extreme
Brett Bloom er mere kritisk og skarp. Han skriver: “In reality the park, and its public projection, is an elaborate effort to hide power and ideology. This is done by creating the appearance of democracy at the expense of area residents, using large amounts of money to force private interests on the public land, and the building of a deeply ecologically irresponsible public space that spatializes neoliberal values in very concrete and troubling ways.” (Bloom i Kritik om gentrificering 2013).
Måske skal vi blot til at vende os til nye former for byudviking og bydesign. Det argumenterer jeg for i en blog på Arkitektens Forlag:
“Superkilen kan ikke reduceres til velkendte kategorier for byrum. Det er et sammensat rum, der vidner om brydninger i såvel arkitektur, kunst og planlægning. Så som fænomen er Superkilen tankevækkende at beskæftige sig med, fordi der ud af de tidligere forståelser og praksisser tegner sig et billede af den aktuelle byplanlægning. Byplanlægning er ikke længere kun planlægning, men også steds branding og forbrugskultur. Kunst i det offentlige rum er ikke længere kun æstetisk udsmykning, men især en process, der indebærer brugerinvolvering. Arkitektur er ikke længere kun rumlig formgivning, men arbejder også med visuel kommunikation, og landskabsdesign handler ikke længere om rummets iboende tidslige processer og forandringer, men også om at igangsætte og iscenesætte sociale processer og handlinger.”
