Digital-performances studietur januar 2012.
Der var dømt byte, bas, kunst, kaos, forskning og forundring i Berlin på årets Transmediale festival der under temaet ”in/compatible” udforskede de produktive og destruktive sider af teknologi. Transmediale er en 7-dages tværdisiplinær festival, som udforsker nye kunstneriske, akademiske, aktivistiske udtryk. Festivalen består af en udstilling med dertilhørende talks, paneldiskussioner, keynotes og performances, der alle kredser om årets tema.
Udstyret med et kombi-pas der også giver adgang til transmedialens lillesøster CTM-festivalen, en festival for Adveturous Music and related Arts, var det svært ikke at blive koblet og lade sig inspirere af dage med talks, aftener med performances, nætter på klubber.
Årets plakat understreger temaet in/compatible, illustreret ved en blå himmel på en dejlig sommerdag med et sort og udvidende hul i midten. Vi befinder os i en sløret tid mellem utopi og dystopi, og vi må redefinere vores udgangspunkt for dermed at kunne se hvad der sker, når det uforenelige bliver dyrket. Frem for at hylde teknologi-fremskridtet bliver de mørke og ukendte sider af teknologien belyst og undersøgt.
Knas i maskineriet
Morten Riis’ performance var en del af reSource, som er et samarbejde mellem CTM/DISK, Kunstraum Kreuzberg/Bethanien og the Post-Media Lab of the Leuphana University Lüneburg omkring vidensdeling mellem Ph.d.-studerende. Her præsenterede de medvirkende deres forskningsfelt som havde det tilfælles, at de alle binder kunstpraksis og teoretisk research sammen. Men her slutter sammenligningen, specielt hvad angår måden at præsentere på – de gør alle brug af forskellige performative formater. Carolin Wiedemann læser helt stramt op fra sin tekst med tyk tysk/fransk accent, en anden siger nærmest ingen ord, men spiller et mini-set med noise. Endnu en har optaget sin præsentation som en videodagbog. Og en fyr starter sit oplæg med at smide alt planlagt på hylden, og taler i stedet om ‘borringness’, og man bliver i tvivl om hvorvidt, galt eller genialt.
Riis’ performance forløb sirligt, pulserende og præget af en vis instrueret uforudsigelighed, alt virkede som det skulle eller rettere ikke-skulle. Maskinen brød intentionelt sammen og musikken stoppede, dette var dog ikke ensbetydende med at hans performance også var færdig. Tværtimod kommunikerede Riis med maskinen – rettede et par tandhjul og fixede et par skruer – og fik maskinen til at spinde igen. Lyden var en kæderække af organiske klange og digitale teksturer, som indeholdte porøse toner der traskede ud i rummet. Se Riis’ Steam Machine.
Riis vender med sin performance tilbage til den industrielle revolutions begyndelse med maskinen der startede den teknologiske udvikling, dampmaskinen. Riis og hans dampmaskine er et eksempel på et værk der bevæger sig overbevisende indenfor temaet ved at integrere maskinens dysfunktioner som en del af helheden. Her bliver forståelsen af maskinen indsat i en bredere forstand end blot at være reduceret til en mekanisk dampmaskinen.
“Every machine has a physical manifestation, we just tend to forget that, and instead regard technology as something that functions on a perfect symbolic deterministic level.”
Citatet lå på stolende ved ankomst til Morten Riis’ performance-lecture.
Bitch, Glitch!
Endnu en PhD-studerende som var uundgåelig og fangede vores opmærksomhed var Rosa Menkman. Som kurator, teoretiker og udøvende glitch-artist bevæger hun sig indenfor transmedialens spændningsfelt teoretisk såvel som metodisk. Glitch er et cross-over udtryk som har sit ophav hos lydkulturen. Det dækker over det momentum, hvor der i den digitale kommunikation sker et brud med det funktionelle flow. Følgende link er Rosa Menkmans værk ”Collapse of PAL at Trouw” hvor hun med sine to skærme viser to forskellige måder at sende videosignaler på henholdsvis PAL og DVB med henblik på at vise at på trods af de er to forskellige formater så har de samme glitches:http://www.youtube.com/watch?v=DuDwaQDzOZc&feature=related
Hør Glitch-seminaret på soundcloud: http://soundcloud.com/transmediale/sets/in-compatible-aesthetics
For mere information omkring glitch se her (bare rolig computeren tager ikke fysisk skade).
Turen går til Berghain
Berghain er en fantastisk højborg af en club. Der uden tvivl aldrig svigter i sin overdådighed med den imponerende 18 meter høje sal der er domineret af stål og beton og står som technoens monumentale mastodont.
Trods myter og undergrund er Berghain nu et sted, der beskrives i enhver “Turen går til Berlin” turistguide. Det forhindrer dog ikke dørmændene i at opretholde Berghains ry og rygte som svært tilgængelig; dørmændene gennemroder tasker og stopper gerne Transmediale-folk med all access festivalpas med undrende arrogante bemærkninger som: “don’t you know this is Berghain…” i harme over at nogen kan finde på at medbringe et turistlommekamera. Men i forskningens navn gælder alle kneb, så med en kæk bemærkning: “No no mr. Doorman I don’t have a camera in my bag – I know Berghain!” og et lille smil på læben blev tasken stadig gennemrodet, men med iPhone der efterhånden her fået gode fotografiske evner, i lommen blev der på trods af forbuddet taget enkelte billeder og film – det er jo dokumentationsmateriale.
Som dette af Mark Fell der fremførte “multistability“, hans seneste album som var techno-glitch-madness, med et virvar af effekter og tilfældig timing var musikken kompromisløs og unik. Med de lange kontinuerlige rytmer er det helt klart en af de mindst fist-pumping-dansevenlige koncerter vi var til. Lydens fysiske egenskaber blev for alvor manifesteret gennem de tunge basgange, der tæskede løs på trommehinden. Mens det visuelle var kogt ned til minimalistiske streger i et kontrastbaseret univers var det Mark Fells hensigt at skuffe publikummet med ”a complete lack of energy”. Hvilket han formåede at indløse. En yderst vellykket performance. Udforsk test samples af lyd og visuals her.
Whatta shame
Som enhver anden festival, var også denne præget af forhandling, afstemninger og valgtaler for hvilke performances, koncerter og taler man skulle gå til. I sådanne tilfælde må der indgås kompromisser og tages imod bestikkelser. Men MOHN-projektet var en blandt mange must-sees der til stor ærgrelse ikke blev oplevet. Her skulle de to legendariske Kompakt-founding-farthers, Wolfgang Voigt og Jörg Burger, dele deres guddommelige indsigt i den æstetiske del af den elektronisk musikgenre. Med Mohn har de to kunstnere lagt speed-techno på hylden og har selv beskrevet projektet som et eksperiment der kombinerer “ambient, krautrock and experimental techno”. Men demokratiet stemte for bar og beruselse fremfor masterminds og minimal. Så vi gik glip af dette. Hør en af favoritterne her.
I stedet fik vi fast-as-lightning-food på Berliner mad-ghetooen ”White-trash” hvor deres fuck-you-fries var perfekte til vores små, kolde fingre.
Abber sehr schön festival
Det var med kombi-pas i lommen, en masse nysgerrighed og en generel euforisk stemning af Berlins pulserende kulturliv, at turen blev en stor succes uanset om det var Berghain, Burger, teknik, kunst, bas eller glitch man interesserede sig for, så gik man op i det med liv og sjæl.
Prost prost und auf wiedersehen – more pictures after the break.
//Maja Fagerberg und Sandra von Borch
Continue reading Transmediale aus Berlin
Jeg vil forsøge at beskrive to ud af den malstrøm af værker som blev opført ved dette års festival som peger på nogle klare tendenser som opleves indenfor ny musik. Det drejer sig om den danske komponist Simon Steen-Andersens værk Black Box Music og Claudia Molitors multimedie-opera Remember Me.
På trods af de åbenlyse diametrale modsætninger som trækker modsætningsparrene orden/kaos, rationalitet/irrationalitet og kontrol/tab af kontrol ind, besidder de nogle ens karakteristika. Begge tilbyder to indgangsvinkler til sit publikum henholdsvis den auditive side og den visuelle side. Ved begge performances tilbydes publikum et audiovisuelt bombardement. Der er fuld integration af medierne i værkerne der medfører at værkerne som helhed medtager hele rummet samt publikum og indgår i en dialog med det performative rum. Derudover inviterer kunstnerne sit publikum ind i et hypnotisk fiktionsunivers der konturerer en rumlig reorganisering af scenen.
