Et sted i mellem Leeds og Manchester ligger den engelske tegneserieby Huddersfield, der en gang om året omdannes til et skælvende epicenter for ny musik – Huddersfeild Contemporary Music Festival. Her kunne der i år opleves alt fra intimkoncert med en melankolsk accordion til fyrstelig sang med et levedygtig mandekor.
Jeg vil forsøge at beskrive to ud af den malstrøm af værker som blev opført ved dette års festival som peger på nogle klare tendenser som opleves indenfor ny musik. Det drejer sig om den danske komponist Simon Steen-Andersens værk Black Box Music og Claudia Molitors multimedie-opera Remember Me.
Steen-Andersen er en komponist med mange facetter og ville nok bedst kunne beskrives, som en tværæstetisk kunster som tager sit afsæt i musikken og medtager alt, han møder på sin vej. Steen-Andersen har tidligere selv beskrevet værket som en:
“deconstruction of conducting and puppet theatre as well as an exploration and exploitation of the audio/visual relations inherent in conducting and staging”.
Værket består af en konstrueret sort kasse med rekvisitter, scenetæppe og lyssætning hvori perkussionisten Håkon Stenes hænder famler i mørket med en ekspressiv gestik og dirigerer symfoniorkesteret som flankerer publikum. Med sin enorme mastodont af en projektion skabes der en optisk forskydning af rumperspektivet. Dette giver fornemmelsen af at rummet udvides og en konstruktion af et performativt rum som beror på den rumlige organisering af værket med en dialogisk udveksling mellem dirigenten, symfoniorkestret og publikum. Værket inddrager hele rummet som sit instrument.
Værkets konceptuelle ide leger med timing. Black Box Music tager relationen mellem dirigent og orkester til forhandling og bryder med det præmis om, at dirigentens indsats altid går forud for orkestrets spil. Dermed bryder værket med den etablerede og traditionelle logik. Værket peger på, at det uvisse eller oplevelsen af fejlen som det spontane er et vigtigt æstetisk parameter.
Hvor Black Box Music er forførende overdimensioneret, mørkt, sort og støjende blev Remember Me fremført med en delikat klangfølsomhed, præcision, sirlighed og sødme. En lille skare på tolv mennesker udgav det samlede publikum, som blev vist ind i et rum hvor fladerne var puristisk hvide. Claudia Molitor selv stod klædt i hvidt som en porøs, cementeret antik søjle. Claudia har skabt en komprimeret scene i et gammelt skrivebord, hvori hver en ting har et narrativ, klang og plads på scenen. Udstyret med en mikrofon på fingerspidsen undersøgte hun med stor omhyggelighed skrivebordets indhold, som i løbet af performancen udgjorde scenografiens rekvisitter. På denne måde blev værkets indre bragt frem til scenekanten ligesom det gjorde sig gældende for Black Box Music der projicerede kassens indre ud i eksponentiel størrelse.
På trods af de åbenlyse diametrale modsætninger som trækker modsætningsparrene orden/kaos, rationalitet/irrationalitet og kontrol/tab af kontrol ind, besidder de nogle ens karakteristika. Begge tilbyder to indgangsvinkler til sit publikum henholdsvis den auditive side og den visuelle side. Ved begge performances tilbydes publikum et audiovisuelt bombardement. Der er fuld integration af medierne i værkerne der medfører at værkerne som helhed medtager hele rummet samt publikum og indgår i en dialog med det performative rum. Derudover inviterer kunstnerne sit publikum ind i et hypnotisk fiktionsunivers der konturerer en rumlig reorganisering af scenen.
Ny musiks udvidelse og udvikling konstruerer et spændende univers hvor klangrum og visuelle rum forbindes i en konstruktionen af et performativt rum.