Baggårdsbingo

Endnu et performance-design-projekt nærmer sig sin afvikling, og invitationen lyder sådan:

Kom med til Baggårdsbingo!!!
Fire Performance Design-studerende har i samarbejde med
Foreningen Fixerum arrangeret, at der lørdag den 19. maj afholdes
Baggårdsbingo på Vesterbro.

Gasværksvejens Skole åbner dørene, og byder Københavns
spilentusiaster, hipsters, børnefamilier, pensionister indenfor til en
hyggelig eftermiddag med hassardspil og fokus på fixerum. Der vil være
underholdning for enhver smag, og skolens kantine vil denne dag blive
omdannet til en moderne bingohal med langborde, kage og “Gamle Ole”.
Arrangementet begynder klokken 13 og varer hele fem timer. Dagen
består derfor også af flere forskellige spillerunder, hvor det til
hver runde, er muligt at vinde lokalt sponsorerede præmier fra både
store og små virksomheder.
Læs mere om Baggårdsbingo her

Sponsorpræmierne kommer blandt andet fra BioMio, Sticks’n’Sushi, Dixie
Grey, Sort Kaffe & Vinyl, Engleskyts, Invasion, Samsøe & Samsøe, Le
Gourmand og restauranten Mielcke & Hurtigkarl. Derudover har Det
Mobile Fixerums nuværende formand, nemlig komikeren Frank Hvam samt
kollegaerne Mikael Wulff, Jakob Tingleff, Tobias Dybvad, Simon Talbot
og Carsten Bang også doneret adskillige præmier til spillet.

Alle indtægter fra Baggårdsbingo går ubeskåret til Det Mobile Fixerum
på Vesterbro, og er derved med til at sikre, at “Fixelancen” kan
forsætte med at yde førstehjælp og behandle de socialt mest udsatte
stofbrugere indtil et permanent fixerum står klar i august 2013.

Vi glæder os til at se DIG!

Tag med på Scrabblejagt på Nørrebro

Så er det højsæson for afvikling af modul 1-projekter og der er hektisk aktivitet blandt performance-designs projektgrupper. En af dem er fire studerende, som inviterer til Scrabblejagt på Nørrebro!

Læs om arrangementet nedenfor, og besøg gruppens facebookside. Invitationen lyder sådan her:

Er du blandt de mange, der elsker Wordfeud og Scrabble?
Nu har du muligheden for at udfolde dit konkurrencegen i Scrabblejagt.

Scrabblejagt er en skattejagt, hvor du og dit scrabble-team skal finde bogstaver på Nørrebro, som senere skal bruges i et kæmpe spil Scrabble.

Scrabblejagten forløber således:
Du hanker op i din ven, din bror, din mor, din date eller en hel femte og stiller med et hold på max 4 personer i Bragesgade 8b mellem 15.00 og 17.00. Her modtager I en kuvert med den første ledetråd. Nu er Scrabblejagten i gang, og dit team skal bevæge sig igennem Nørrebros gader og stræder i jagten på den næste ledetråd. I kommer igennem 4 poster. Ved hver post skal I finde et kodeord, der giver adgang til scrabble-bogstaver. Bliver Scrabblejagten gennemført korrekt, vil dit hold ende ud med 7 bogstaver, der kommer i spil i de indledende runder i Scrabblekonkurrencen på Støberiet. Her kvalificerer I jer til finalen, mens I slubrer kaffe og billige øko-øl og deler dagens oplevelser med hinanden og dagens øvrige deltagere. Der vil være lækker stemning, fine præmier og god musik.

Hvornår: Lørdag den 12. maj 2012
Startpost:
Bragesgade 8b, 2200 København N. – jagten kan opstartes i tidsrummet mellem 15.00 og 17.00
Scrabblekonkurrencen starter kl. 20.00 på Støberiet ved Blågårds Plads – dørene åbner kl. 19.30
Tilmelding nødvendig på scrabblejagt2200@gmail.com
– skriv navn, telefonnummer, samt hvor mange deltagere der er på dit hold – max 4.
Tilmelding sker efter først til mølle princippet og skal ske senest onsdag den 9. maj 2012

Vi glæder os til at se jer til en fremragende dag!
De Bedste Hilsner,
Kulturskaberne
I samarbejde med Kulturskaberne Nørrebro og Støberiet, Blågården.
Støttet af 2200Kultur og Nørrebro Lokaludvalg

Hør den! En kongelig affære – en slags anmeldelse

Der er mange gode grunde til at se den biografaktuelle film “En kongelig affære”. Her vil jeg blot nævne én, som til gengæld er både fagligt relevant og ganske inspirerede, nemlig filmes fascinerende lyddesign – som besynderligt nok ikke er nævnt i de anmeldelser, jeg har læst. Filmen er præget af en atypisk brug af lyd, og har en umiddelbar betydning for person-karakteristikken: Reallydene gengiver ikke på traditionel vis et realistisk overbliks-lyd-billede af den pågældende situationen; tværtimod illustrerer sammensætningen og bearbejdningen af lydene ofte enkeltpersoners oplevede auditive input med de ulogiske, forvrængede eller manglende lyde, det måtte medføre. Denne subjektivering af lyduniverset er væsentlig for forståelse af personernes oplevelse af situationen, og dermed for muligheden for at forstå deres handlinger og ikke ekspliciterede refleksioner.

Derudover spiller også stilhed en rolle i lyddesignet. Tillad mig en personlig omvej for at beskrive denne oplevelse af stilhed, som fra filmens begyndelse gjorde indtryk på mig: Jeg er på et stadie i mit liv, hvor en weekend med mand og uden børn på en kro i provinsen er en betragtelig luksus, og det var på en sådan weekend at jeg uforvarende kom forbi ”Teater Victoria”, da jeg slentrede ned ad den ellers mennesketomme Storgade med min mand i hånden. Vi ledte efter et sted at spise, men kunne ikke undgå at lade os indfange af den hyggelige og forventningsfulde stemning i døren. Bag i køen – der er tæt på udsolgt og, det er sjældent, kan vi mærke, da man forsikrer os, at filmen ikke starter før alle er kommet ind – ”og det kan jeg garantere”, siger en storsmilende mand, ”for det er mig, der skal sætte den på”. Vi er heldige at overtage uafhentede billetter med superplacering og når at købe en øl og chips som en hurtig erstatning for aftensmaden. Og så er vi tilbage til det med stilheden, for mens vi selvfølgelig får overstået den værste knitren med posen under de lokale reklamefotos med kække slogans, er det næsten umuligt for mig at få tygget chipsene under de første filmsekvenser, hvor ethvert knas i min mund runger i den slående stilhed, der sænker sig i salen – selvom filmen er begyndt. Og det er her, jeg for alvor bliver opmærksom på filmes lyd og mangel på samme.

Også i en af filmens centrale scener på skafottet er fraværet af lyd helt afgørende. I modsætning til den hujende folkejubel, da det første hoved ruller er det stilhed, der følger, da Struenses hoved skilles fra kroppen (vi kender historien, så det er ikke nogen stor afsløring, at det er sådan, det ender). Det er, som når den forventede applaus efter endt optræden udebliver og ritualet opløses. Her flytter lyden igen fokus fra skildringen af et handlingsforløb til en indre oplevelse, først hos personen på lærredet og dernæst til os som tilskuere. Og så meget desto stærkere står Caroline Matildes rædselsskrig, som bryder stilheden.

En tidligere studerende har fortalt mig, at der engang blev indkøbt et sæt mikrofoner, som er konstrueret, så de kan optage den lyd, som opfanges i øret. De ligger måske i en skuffe et sted på performance-design – det er værd at undersøge, men i første omgang: Tag ørerne på og gå i biffen!

 

Sanne Krogh Groth formidler sin forskning på stor lydkunstudstilling i Karlsruhe

Sanne Krogh Groth, som netop er vendt hjem fra åbningen af lydkunstudstillingen i Karlsruhe, har designet et af udstillingsrummene. SNYK.dk, Sekretariatet for ny kompositionsmusik, skriver bl.a.:

Den 16. marts åbnede lydkunstudstillingen “Sound Art. Sound as a Medium of Art” på Zentrum für Kunst und Medientechnologie (ZKM) i Karlsruhe, og en hel afdeling er viet skandinavisk lydkunst.

Den er kurateret af danske Morten Søndergaard og præsenterer en hidtil uhørt koncentration af skandinaviske kunstnere og har et særligt fokus på det banebrydende svenske elektronstudie EMS. EMS-rummet er designet af Sanne Krogh Groth og Mats Lindström som en dokumentarisk installation over EMS’ historie.

Sanne Krogh Groth fortæller: “Det må have været svært ikke at blive imponeret, når man besøgte EMS-studiet, da det i slutningen af 1960’erne var blevet udstyret med computer-teknologi. Det kvadrofoniske lydsystem, det markante modernistiske design med PH-lamper og Eames-stol og de blinkende lys på kontrolpanelet har fuldstændig lignet noget fra en science fiction-film. Tidsånden taget i betragtning er der ingen tvivl om, at denne fremtoning sammen med billeder fra EMS var baggrunden for studiets hurtigt udbredte ry som et af verdens mest avancerede.”

EMS-dokumentar-rummet søger at genskabe den særlige atmosfære fra computermusikkens ungdom, og udstillingen varer indtil januar 2013.

Læs mere om udstillingen på http://soundart.zkm.de/

Find ud af mere om EMS på http://www.elektronmusikstudion.se/news/zkm-sound-art.-sound-as-a-medium-of-art.html

Evental aesthetics

Nyt internationalt tidsskrift med den lovende titel Evental Aesthetics. Tidsskriftet har et æstetik-teoretisk og kunstfilosofisk fokus,, eller som redaktionen selv formulerer det: “The journal invites experimental and traditional philosophical ideas on all questions pertaining to art, music, and literature, as well as aesthetic issues in the non-artworld, such as everyday aesthetics and environmental aesthetics”. Første nummer er et temanummer, der handler om “æstetik efter Hegel”. Tidsskriftet kan downloades her.

Innovationskonkurrence – vind 10.000 kr

Musikparlamentet udskriver innovationskonkurrence: Musikparlamentet og Musikzonen giver 10.000 kroner til den idé, som bedst kan skabe samarbejde mellem musikere og virksomheder, der sælger oplevelser. Fokus skal være på selve partnerskabet, og hvordan det skaber merværdi for begge parter. Projektbeskrivelsen sendes til konkurrence@musikparlamentet.dk senest 20. april 2012. Vinderen kåres på SPOT Festival i Aarhus 4.-5. maj. Læs mere om konkurrencen og de øvrige præmier her