Der er mange gode grunde til at se den biografaktuelle film “En kongelig affære”. Her vil jeg blot nævne én, som til gengæld er både fagligt relevant og ganske inspirerede, nemlig filmes fascinerende lyddesign – som besynderligt nok ikke er nævnt i de anmeldelser, jeg har læst. Filmen er præget af en atypisk brug af lyd, og har en umiddelbar betydning for person-karakteristikken: Reallydene gengiver ikke på traditionel vis et realistisk overbliks-lyd-billede af den pågældende situationen; tværtimod illustrerer sammensætningen og bearbejdningen af lydene ofte enkeltpersoners oplevede auditive input med de ulogiske, forvrængede eller manglende lyde, det måtte medføre. Denne subjektivering af lyduniverset er væsentlig for forståelse af personernes oplevelse af situationen, og dermed for muligheden for at forstå deres handlinger og ikke ekspliciterede refleksioner.
Derudover spiller også stilhed en rolle i lyddesignet. Tillad mig en personlig omvej for at beskrive denne oplevelse af stilhed, som fra filmens begyndelse gjorde indtryk på mig: Jeg er på et stadie i mit liv, hvor en weekend med mand og uden børn på en kro i provinsen er en betragtelig luksus, og det var på en sådan weekend at jeg uforvarende kom forbi ”Teater Victoria”, da jeg slentrede ned ad den ellers mennesketomme Storgade med min mand i hånden. Vi ledte efter et sted at spise, men kunne ikke undgå at lade os indfange af den hyggelige og forventningsfulde stemning i døren. Bag i køen – der er tæt på udsolgt og, det er sjældent, kan vi mærke, da man forsikrer os, at filmen ikke starter før alle er kommet ind – ”og det kan jeg garantere”, siger en storsmilende mand, ”for det er mig, der skal sætte den på”. Vi er heldige at overtage uafhentede billetter med superplacering og når at købe en øl og chips som en hurtig erstatning for aftensmaden. Og så er vi tilbage til det med stilheden, for mens vi selvfølgelig får overstået den værste knitren med posen under de lokale reklamefotos med kække slogans, er det næsten umuligt for mig at få tygget chipsene under de første filmsekvenser, hvor ethvert knas i min mund runger i den slående stilhed, der sænker sig i salen – selvom filmen er begyndt. Og det er her, jeg for alvor bliver opmærksom på filmes lyd og mangel på samme.
Også i en af filmens centrale scener på skafottet er fraværet af lyd helt afgørende. I modsætning til den hujende folkejubel, da det første hoved ruller er det stilhed, der følger, da Struenses hoved skilles fra kroppen (vi kender historien, så det er ikke nogen stor afsløring, at det er sådan, det ender). Det er, som når den forventede applaus efter endt optræden udebliver og ritualet opløses. Her flytter lyden igen fokus fra skildringen af et handlingsforløb til en indre oplevelse, først hos personen på lærredet og dernæst til os som tilskuere. Og så meget desto stærkere står Caroline Matildes rædselsskrig, som bryder stilheden.
En tidligere studerende har fortalt mig, at der engang blev indkøbt et sæt mikrofoner, som er konstrueret, så de kan optage den lyd, som opfanges i øret. De ligger måske i en skuffe et sted på performance-design – det er værd at undersøge, men i første omgang: Tag ørerne på og gå i biffen!