Der er mange gode grunde til at se den biografaktuelle film “En kongelig affære”. Her vil jeg blot nævne én, som til gengæld er både fagligt relevant og ganske inspirerede, nemlig filmes fascinerende lyddesign – som besynderligt nok ikke er nævnt i de anmeldelser, jeg har læst. Filmen er præget af en atypisk brug af lyd, og har en umiddelbar betydning for person-karakteristikken: Reallydene gengiver ikke på traditionel vis et realistisk overbliks-lyd-billede af den pågældende situationen; tværtimod illustrerer sammensætningen og bearbejdningen af lydene ofte enkeltpersoners oplevede auditive input med de ulogiske, forvrængede eller manglende lyde, det måtte medføre. Denne subjektivering af lyduniverset er væsentlig for forståelse af personernes oplevelse af situationen, og dermed for muligheden for at forstå deres handlinger og ikke ekspliciterede refleksioner.
Derudover spiller også stilhed en rolle i lyddesignet. Tillad mig en personlig omvej for at beskrive denne oplevelse af stilhed, som fra filmens begyndelse gjorde indtryk på mig: Jeg er på et stadie i mit liv, hvor en weekend med mand og uden børn på en kro i provinsen er en betragtelig luksus, og det var på en sådan weekend at jeg uforvarende kom forbi ”Teater Victoria”, da jeg slentrede ned ad den ellers mennesketomme Storgade med min mand i hånden. Vi ledte efter et sted at spise, men kunne ikke undgå at lade os indfange af den hyggelige og forventningsfulde stemning i døren. Bag i køen – der er tæt på udsolgt og, det er sjældent, kan vi mærke, da man forsikrer os, at filmen ikke starter før alle er kommet ind – ”og det kan jeg garantere”, siger en storsmilende mand, ”for det er mig, der skal sætte den på”. Vi er heldige at overtage uafhentede billetter med superplacering og når at købe en øl og chips som en hurtig erstatning for aftensmaden. Og så er vi tilbage til det med stilheden, for mens vi selvfølgelig får overstået den værste knitren med posen under de lokale reklamefotos med kække slogans, er det næsten umuligt for mig at få tygget chipsene under de første filmsekvenser, hvor ethvert knas i min mund runger i den slående stilhed, der sænker sig i salen – selvom filmen er begyndt. Og det er her, jeg for alvor bliver opmærksom på filmes lyd og mangel på samme.
Også i en af filmens centrale scener på skafottet er fraværet af lyd helt afgørende. I modsætning til den hujende folkejubel, da det første hoved ruller er det stilhed, der følger, da Struenses hoved skilles fra kroppen (vi kender historien, så det er ikke nogen stor afsløring, at det er sådan, det ender). Det er, som når den forventede applaus efter endt optræden udebliver og ritualet opløses. Her flytter lyden igen fokus fra skildringen af et handlingsforløb til en indre oplevelse, først hos personen på lærredet og dernæst til os som tilskuere. Og så meget desto stærkere står Caroline Matildes rædselsskrig, som bryder stilheden.
En tidligere studerende har fortalt mig, at der engang blev indkøbt et sæt mikrofoner, som er konstrueret, så de kan optage den lyd, som opfanges i øret. De ligger måske i en skuffe et sted på performance-design – det er værd at undersøge, men i første omgang: Tag ørerne på og gå i biffen!
Hej,
Det er yderst sjældent at man får kommentarer til lydsiden på film man har lavet. – og når det så sker er det oftest af negativ karakter så som; man kan ikke forstå hvad de siger etc. Når man så falder over denne anmeldelse bliver man glad! Det er rart at vide at de mange anstrengelser man gør sig og kreative valg der bliver truffet også bliver opfanget af kompetente biografgængere.
Tak for opmærksomheden!
Med venlig hilsen
Claus Lynge
Lyddesigner / en kongelig affære
Med øjnene nede i Luigi Russolo’s manifest The art of Noises falder indlægget her mere ind under kategorien ”berettiget læsepause” fremfor ”gemen overspringshandling”. Ikke desto mindre var det opfordringen til at fokusere på lyd fremfor at reducere filmmediet til kun at tilhøre synsansen som var fangende.
“Let us cross a large modern spatial with our ears more sensitive than our eyes” (Russolo, 1986:26).
Russolo opfordrer til at høre og gøre det til en dyd at nyde sprøde klange som for eksempel når Don Draper tænder cigaretten, Anakin Skywalker svinger lyssværdet, robotten Wall-E bevæger sig eller Anton Chigurhs coin-toss i No Country for Old Men.
Ligeledes har seneste nummer af filmmagasinet Ekko dedikeret deres tema til ”sound and vision” som dog beskriver musikken og de levende billeders forhold.
Og starter temaet med en lille anekdote og det umage par:
”I Hitchcocks Lifeboat befinder en håndfuld mennesker sig i en redningsbåd midt ude på havet. Det siges, at instruktøren klagede over, at filmselskabet havde tilføjet underlægningsmusik i nogle scener. ”Hvor kommer orkesteret fra?” spurgte han sarkastisk. Hvortil komponisten Hugo Friedhofer skal have svaret: ”Hvor kommer kameraet fra?” Og så fik musikken lov til at blive” .
Black Swan er et yderst framragende eksempel på hvor meget symbolik og reference lyd og musik i film kan have: http://www.youtube.com/watch?v=C-RuL43wKDU
– her danner lyd og billede en symbiose og skaber gensidigt en nuanceret mening.
Hvis man er mere interesseret i lyd og film, er der nogle gode filmhistoriske eksempler. Min egen favorit er Bressons En dødsdømt flygter, hvor store dele af filmen fortælles gennem lyden og gennem det, der i filmsproget hedder ‘off screen space’ hvilket inbefatter alt det, der er udenfor billedet. Især skabes dramaturgien i filmens flugtscene gennem lyden og især i forskellen mellem, hvad vi ser og hvad vi hører. Det er en både smuk og genial brug af off screen space til at skabe suspens
Se traileren her:
http://www.youtube.com/watch?v=QwqeEm9ocdk
Og dette klip for at få en forsmag på flugtscenen:
http://www.youtube.com/watch?v=CrBZF9AFH4Q&feature=related
Herligt med kommentarer og gode eksempler! Ingen tvivl om, at film og tv ikke er visuelle, men audiovisuelle medier og det er en fornøjelse, at lyddesignet oftere og oftere udfordrer filmmusikkens karakter af “unheard melodies”, som er titlen på Claudia Gorbman klassiske værk om filmmusik (1987).
Der findes iøvrigt et ganske stærkt forskningsfelt inden for filmisk/narrative lyd i Danmark, med flere titler som absolut kan anbefales de lyttende tilskuere. Det gælder f.eks.:
– Birger Langkjærs analyser af filmlyd (f.eks. Den lyttende tilskuer, 2000)
– Iben Haves kortlægning af lyden i tv-dokumentarer (Lyt til tv! 2008), en genre hvor spørgsmålet om realisme bliver sat på spidsen, og senest artiklen “Musik som kommunikativ emotionel praksis i Armadillo“ (2011).
– Nicolai Graakjærs netop udgivne bog om “Musik i tv-reklamer – teori og analyse” (2011).
Min egen ph.d.-afhandling, med titlen “rockens rulletekster” (2007), beskæftiger sig også med forholdet mellem lyd og billede, men med “omvendte fortegn”, altså med visualisering af musik. Mens afhandlingen er en historiske undersøgelse af DR TVs formidling af rock og pop, interesserer jeg mig også i høj grad for det nutidige, som f.eks. online video, som de bruges af f.eks. Vega og Distortion.
P.s. jeg har endnu ikke fundet frem til de omtalte mikrofoner, informationer og mulige hints modtages gerne!