“If music could be translated into human speech it would no longer need to exist”.
Sådan lyder et af mine favorit-citater, en parafrase over den ofte citerede epigraf ”talking about music is like dancing about architechture”. Sidstnævnte fortsætter ”it is really a stupid thing to do”, og mens jeg ikke enig i denne tilføjelse, så udfordrer det tilsyneladende vores sprogbrug at skulle tale om musik på måder, som ikke enten lukker sig om sig selv ved overdreven brug af indforstået fagterminolog eller bliver reduceret til et spørgsmål om smag – kan du li det?
Det var i hvert fald tilfældet, da DR1 sidste lørdags havde premiere på et nyt lørdagsunderholdningsprogramserie Vidunderbørn. Programmet, som er det seneste i rækken af tv’s reality-konkurrencer, præsenterede 6 børn mellem 8 og 13 år, som alle er udvalgt på grund af deres talent inden for det, der blev betegnet som de ”klassiske kunstarter”: klassisk musik (violin, sang, slagtøj og klaver) samt ballet.
Programmernes attraktion består først og fremmest af de imponerende færdigheder, som de 6 børn viste i deres første musikalske optrædener, og er derudover krydret med reality-konkurrencernes gode blanding af spændingsopbygning vha. live-optræden og seer-afstemning, de optrædendes personlige fremtræden back-stage og ikke mindst inddragelsen af en række kendte personer som dommere og/eller mentorer.
Og den var god nok. Det var, som flere anmeldelser peger på, dejligt at blive præsenteret for børn som spiller noget anden end I-pad og at der var fokus på fritidsaktiviteter som fylder en del for de mere end 100.000 børn som er elever på de danske musikskoler og som sjældent finder vej til prime-time tv. Den grundlæggende fascinationskraft, der ligger i at overvære overbevisende musikalske optrædener, er det, der skal bære programmet igennem, og de deltagende var – som det også blev fremhævet mange gange i løbet af udsendelsen – vitterligt ”sindsygt dygtige”.
Ja, selvfølgelig var de det, kunne man fristes til at sige. Det er jo derfor, de er valgt ud til at være med i programmet! Og måske er det også derfor, at det grænsede til det latterlige, når dommere og ikke mindst de udvalgte lærermestre igen og igen understregede hvor dygtige, fantastiske, gudsbenådede talenter disse børn var.
Som seer fik man forbløffende lidt at vide om, hvad det er disse børn gør så utrolig flot, dér på scenen, og om hvad det kræver at (blive god til at) spille klassisk musik eller danse ballet på deres høje niveau. Det var simpelthen tale om utroligt musikalske og talentfulde børn, som bare gjorde det så fantastisk. Kort sagt: Superlativerne flød, med de mere konkrete beskrivelser af, hvori kvaliteten bestod – og af hvad der måske gik mindre godt i de seks sceneoptrædener – var sparsomme.
Resultatet: de klassiske kunstarter forbliver noget underligt ukonkret noget, hvorom man ikke rigtig kan tale. I stedet for at illustrere, hvordan musikalitet og talent er noget, man udvikler igennem arbejde og samarbejde, anerkendelse og udfordring, hårdt slid og kvalificeret modspil – som den aktuelle forskning i talent og kreativitet peger på – så er programmet klippet sådan sammen, at det i den grad fremhæver disse børns talent som en ganske særlig, iboende kvalitet, som noget, vi ikke kan tale om, men alene må glædes over.
Tillad mig en sammenligning. For få uger siden sluttede en anden populær reality-konkurrence, nemlig den 4. udgave af Den store bagedyst. Her dystede dygtige amatør-bagere hver onsdag om at blive ugens og årets mesterbager. Her blev også brugt rosende ord, men her blev også krydret med faglig viden om forskellige bage-teknikker, her blev brugt fagtermer – og der blev også talt om de ting, som ikke lykkedes. Kort sagt blev der formuleret ganske specifikke kriterier for dommernes vurdering: deltagerne blev bedømt på baggrund kagernes udseende, smag og konsistens samt på det samlede koncept i deltagernes egne kreationer. Her brugt fagtermer og formidlet viden – f.eks. ved jeg nu at der er 3 forskellige typer af wiener-dej, som laves på tre forskellig måde, og hvor det man kigger efter, når teknikken skal bedømmes, er om det færdige brød har de rette, tydelig lag. Vi ved også kagen kan være nok så flot, men at det ikke hjælper, hvis den ikke har ’sat sig’ ordentligt. En klar formulering af bedømmelseskriterier, en smagsprøve på fagterminologi, en konkret vurdering af teknisk kunnen, både når den er der og når den mangler.
Forskellen er tydelig. Børn er ikke kager. Kager kan man smage på, vurdere, øve sig på og lave igen i nye og forbedrede udgaver – børn er vidunderlige, og ikke noget man kan kritisere. Og det afspejler et helt generelt problem: at vi mangler et sprog til at tale om performance på. Et sprog som ikke enten fortaber sig i en fagterminologi som lukker ikke-fagkyndige ude eller begrænser sig til at tale om, hvorvidt vi kunne li det vi hørte eller ej, om jeg personligt blev berørt af det.
Som det nu engang er med de klassiske kunstarter musik og dans, så forsvinder de i samme nu, som de bliver opført. Der er ikke et objekt, en genstand, en kage vi kan se på, røre ved eller tage en ekstra bid af, og det resulterer hurtigt i, at det bliver performeren, vi kommer til at vurdere – fordi det er dem, der står tilbage sammen med instrumentet. Hvad nu, hvis man med direkte inspiration fra bagedysten konkretiserede, hvad det er dommerpanelet lytter og ser efter, f.eks.:
”Smagen” – hvad er det, vi særligt forventer og lytter efter, når vi hører netop dette stykke musik/denne genre/komponist/periode, og hvordan kommer det til udtryk i denne opførelse.
”Konsistensen” – hvad er det, vi særligt forventer og leder efter, når vi lytter til dette instrument og denne instrumentfamilie. Hvad er instrumentets særlige karakteristika, hvornår bliver det teknisk særligt udfordrende, og hvad kendetegner den måde, som den optrædende i dette tilfælde behandler instrumentet på.
”Udseendet” – den konkrete sceneoptræden, børnenes performance. Hvordan er den optrædende tilstede i rummet, hvordan bruger vedkommende sin gestik, sit udseende og sin udstråling til at formidle det kunstneriske udtryk og til at komme ud over scenekanten.
”Konceptet – om kagens idé også skinner igennem i det færdige udtryk og i smagen”: Sammenhængen mellem valget og sammensætningen af repertoiret og måden det opføres på, så der er en personlighed og et nærvær i fortolkningen.
Med andre ord – der er brug for et mere nuanceret sprog til diskutere musikalske optrædener såvel som andre performative genrer, så vi kan tale meningsfuldt om æstetisk erfaring på en måde som ikke reducerer forestillingen om talent til en individuel, medfødt og iboende størrelse eller til et individuelt spørgsmål om “den gode smag”.
