Category: Performance Design

Kurset Performativ Urbanisme er et valgfrit-kursus samarbejde mellem Performance-design og Plan, By, Proces, som nu munder ud i produktion af en kursusantologi med tilhørende festlig bogreception TORSDAG DEN 18. DECEMBER fra 15.00-1800 i Dome of Visions – I er hermed inviterede!

Kurset undervises af Martin Frandsen, Kristine Samson, Gry Worre Hallberg og Jan Lilliendahl.

Martin Frandsen og Jan Lilliendahl: http://supertanker.info

Gry Worre Hallberg: http://domeofvisions.dk

Kristine Samson: http://rucforsk.ruc.dk/site/person/ksamson

Deltagelsesperspektivet er centralt på performance-design. Publikums-, deltager-, eller brugerperspektivet skal altid være med i design og analyse: Hvordan opleves et design? Hvordan er publikum aktive medproducenter?

Læs mere om performance-design forskning i deltagelse i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Kultur og Klasse om Deltagelsens æstetik.

Særnummeret sætter fokus på, at vi lever i en deltagelseskultur, og belyser forskellige aspekter af, hvad det vil sige at deltage: Kunsten, medierne, offentlige og kommercielle aktører og hverdagslivets sociale fællesskaber har i stigende grad gjort deltagelse til et oplevelsesmæssigt og organisatorisk omdrejningspunkt, men trods en stigende mængde litteratur på området er det stadig et uafklaret spørgsmål, hvad det overhovedet vil sige at deltage.

MUSEET FOR SAMTIDSKUNST I ROSKILDE SØGER FRIVILLIGE TIL
ACTS – FESTIVAL FOR LYD- OG PERFORMANCEKUNST 2014
14.-15. juni 2014

Kunne du tænke dig at være med til at skabe en fantastisk lyd- og performance festival i dejlige omgivelser sammen med dygtige kunstnere og museumsfolk? Vi søger frivillige til at hjælpe med under Museet for Samtidskunsts lyd- og performancefestival den 14. og 15. juni. Arbejdet består af forskellige opgaver, såsom at assistere performerne, tage imod billetter, sidde vagt ved kunstværker og performances, sælge mad og drikke til gæsterne mm. Museet sørger for mad og drikke, et kreativt miljø og godt humør!

Skriv en mail til ditte@samtidskunst.dk, hvis du er interesseret eller blot vil høre nærmere. Vi glæder os til at høre fra dig!

Information om festivalen:

ACTS 2014
Et fremtidssolarie, en organisk fungus-transformation, performance lectures, lydvandringer og minioperaer. Oplev de nyeste tendenser inden for lyd- og performancekunsten, når Museet for Samtidskunst for tredje gang slår dørene op til et væld af eksperimenterende performance- og lydkunstværker med den internationale festival for performativ kunst, ACTS. Med festivalen ACTS rykker kunsten ud af museets faste udstillingsrum og bruger byens mange muligheder og offentlige rum som scene. Lørdag og søndag byder festivalen på spektakulære lydinstallationer og performances i museets små nicherum – ude og inde, og rundt i Roskildes bymidte. Lørdag aften foregår programmet på spillestedet Gimle, hvor stedets kælderrum, lounge og koncertsal danner scene for performance lectures, eksperimenterende lydopførelser m.m. Vi glæder os til at byde jer velkommen til denne tredje udgave af ACTS!

Fredag den 1. november drog jeg med mine forventningsfulde medstuderende på studietur til Istanbul. Min viden om Istanbul var sparsom, men særligt de i foråret omsiggribende protester ved Gezi-parken var i mine tanker. Jeg var spændt på, om Istanbul ville bære præg af de voldsomme protester. Om befolkningens kampgejst stadig ville vise sig og ikke mindst, hvordan Gezi Parken så ud i dag. På et besøg i parken blev jeg mødt af synet af visne træer og store åbne asfalterede pladser, og jeg tog mig selv i at sammenligne parken med de grønne områder i København. Jeg tænkte især på Nørrebro Parken, der altid er besøgt af aktive Københavnere enten på en hyggelig gåtur gennem parken eller på parkens legeplads. Men hvor var sjælen i Gezi Parken? Og hvor var de hyggelige kroge og indbydende pladser, som en park ud fra min opfattelse skal indeholde? Ikke langt fra parken ligger den centrale Taksim Plads, der ligesom Gezi Parken, har gennemgået en stor forvandling. Al trafik er nu ført under jorden, og hvor pladsen før fungerede som en pulserende bymidte, står den nu øde og sjæleløs hen.

De gange jeg krydsede pladsen, var jeg under overvågning af vagtsomme politifolk, der med geværer på armen betragtede gadens forbipasserende. Ud fra min opfattelse, ikke for at beskytte byens befolkning, men for at beskytte mod oprør og protester.

Udover at se på Istanbuls byfornyelse, så vi også på byens streetart scene. Ved synet af byens streetart-værker tænkte jeg: Endelig den sjæl jeg savnede i Gezi parken og på Taksim Pladsen. Gamle bygninger var udsmykket med de fineste billeder og skriftbudskaber. Men selv streetarten, såvel som Taksim Pladsen, var overvåget og flere af byens gadekunstværker, var malet over med grå maling. Byens streetart var til min store overraskelse underlagt censur. Mine tanker faldt tilbage på Louise Fabians påstand om, at graffiti skal ses som et udtryk for forhandlinger af det offentlige rum og som oprør mod den internaliserede kontrol af opførsel, sprog og tanker, der dominerer samfundet.

Det var klart at en stor del af Istanbuls streetart-værker var skabt som et oprør mod det offentlige, men de politiske manifestationer var nu slettet af grå maling. På vejen tilbage mod vores hotel kunne jeg ikke undgå at stille mig selv spørgsmålet: Hvem ejer egentlig byrummet i Istanbul? Er det streetart-udøveren, brugeren af byrummet eller er det bystyret. Realistisk set, med tanke på forårets protester, kendte jeg godt svaret. Det må jo være bystyret. Men min oplevelse af Istanbuls sjæl skete jo ikke på besøget i den ”stilrene” park eller på den åbne Taksim Plads. Min oplevelse af Istanbuls sjæl skete ved synet af byens streetart, på en tur gennem det gotiske kvarter eller slentrende i byens parisiske gader.

Hvornår blev det bestemt at alt skal være stilrent og moderne. Hvorfor ikke give plads ti leg i byrummet? Why live in a grey world? Ja jeg spørger bare.

Istanbul er en af verdens top tyve største byer, og det forstår man først når man er der… Byen strækker sig for det første fra europa over bosporusstrædet og ind i kontinentet asien. Byen er et miskmask af ny, moderne arkitektur og gamle, slidte stræder. Derfor kalder nogen den for kaos, mens de der bor i Istanbul kalder det for hjem.

Vi, der var med, var alle studerende på kurset Æstetik & Design. Og det var med disse briller vi skulle opleve byen. Som sagt er byen en kompleks størrelse og med det vil jeg sige, at man oplever en virkelig gammel by og samtidigt en ny moderne by. Og grænsen er ikke trukket op, men er vævet tæt sammen.

Hvis jeg skal prøve at tegne hovedtrækkene op for byen… Der er en gågade med sporvogne, Istiklal gaden, der strækker sig fra Taksim-pladsen og hele vejen ned bosporus broen, hvor drenge og mænd står og fisker hele døgnet rundt! Det er forøvrigt en anden kliche om storbyer, der for alvor blev bekræftet: de sover aldrig. Taksim-pladsen ej heller. Her så vi kampvogne, med politi, der stadig patruljerer pladsen for at holde den politiske milits eller oprørere eller hvad man skal kalde dem i skak. Tilbage til broen, hvor man kan se færgerne, der kan sejle én til asiensiden af Istanbul, siksakke mellem hinanden. Det er ukoordineret og det er gelinde på én og samme tid…

Af de mange ting vi står der tre ting tilbage i hukommelsen: Det var byens gader med dens liv og street art, der vidnede om aktivisme, årvågenhed og censur af for kraftige budskaber på byens vægge. Den anden ting var en eftermiddag, jeg havde med Ali fra mit studie, hvor vi gik rundt i byen og pludselig faldt ned i et galleri ‘mixer’, hvor vi faldt i snak med ejerne og blev vist rundt i det, der både var udstilling, værksted, café og butik. Det var et ret særligt sted. Det sidste var den opgave vi blev stillet af Samson & Munkgård den sidste dag, hvor vi faktisk skulle intervenere i byens rum og fik helt frie rammer. Det var rigtig fedt at lave performance design, frem for kun at studere det. Vi bliver rigtig gode analytikere, men det er lige så vigtigt, i mine øjne, at vi som PD’ere bliver puffet nådesløst ud af reden. Thumbs up for en fed tur!

“Verdens byplanlæggerøjne er rettet mod halvanden kilometer på Nørrebro.” Sådan introduceres Superkilen i Stedssans på P1. Jeg har de senste måneder været optaget af de mange æstetiserede byrum i København: Superkilen er et af dem, og er især interessant, fordi dette byrum har fået stor international opmærksomhed og blandt andet er blevet et brand på den humane og inddragende danske byplanlægning.

I programmet diskuterer jeg med Claus Berthelsen om det nu også forholder sig sådan. Hvad det betyder det at byrummet æsteticeres? På den ene side er jeg fascineret af et byrum som Superkilen. På den anden side ser jeg en tendens til, at den visuelle og konceptuelle markedsføring rykker ind i byrummet. At det ikke kun er gennem den offentlige debat, at vi præges, men at det i stigende grad også er gennem de rum, vi færdes i. Måske er dette en paranoid analyse. Måske skal vi bare vænne os til at også byrummet, som så meget andet, er blevet kommunikativt. Her er forskellige perspektiver på fænomenet. Listen kan suppleres.

Superkilen

Stedsans på P1

“I forbindelse med anlæggelse af Superkilen har kunstnergruppen Superflex søgt at afspejle den lokale multietnicitet ved at invitere mere end 50 forskellige lokale borgere til at anbringe effekter fra deres oprindelsesland. De skaber et symbolsk iscenesat samvær og skal tjene til at give de enkelte borgere et stærkere ejerskab til stedet. Kristine Samson underviser i Performance Design på Roskilde Universitet og har et særligt fokus på hvordan kunsten anvendes i det offentlige rum, og hvordan man i stigende grad æstetiserer byrummene ved at montere dem med symboler og pode dem med intentioner om det sunde, gode udeliv. Hun ser Superkilen som et moderne eksempel på hvordan byindretning formidler intentionerne ved at inddrage alle tænkelige kommunikationsplatforme.” (Stedsans P1)

Brett Bloom: Participatory Park Extreme

Brett Bloom er mere kritisk og skarp. Han skriver: “In reality the park, and its public projection, is an elaborate effort to hide power and ideology. This is done by creating the appearance of democracy at the expense of area residents, using large amounts of money to force private interests on the public land, and the building of a deeply ecologically irresponsible public space that spatializes neoliberal values in very concrete and troubling ways.” (Bloom i Kritik om gentrificering 2013).

 En by-primadonna? 

Måske skal vi blot til at vende os til nye former for byudviking og bydesign. Det argumenterer jeg for i en blog på Arkitektens Forlag:

“Superkilen kan ikke reduceres til velkendte kategorier for byrum. Det er et sammensat rum, der vidner om brydninger i såvel arkitektur, kunst og planlægning. Så som fænomen er Superkilen tankevækkende at beskæftige sig med, fordi der ud af de tidligere forståelser og praksisser tegner sig et billede af den aktuelle byplanlægning. Byplanlægning er ikke længere kun planlægning, men også steds branding og forbrugskultur. Kunst i det offentlige rum er ikke længere kun æstetisk udsmykning, men især en process, der indebærer brugerinvolvering. Arkitektur er ikke længere kun rumlig formgivning, men arbejder også med visuel kommunikation, og landskabsdesign handler ikke længere om rummets iboende tidslige processer og forandringer, men også om at igangsætte og iscenesætte sociale processer og handlinger.”