Designhotellet 25 Hours i Hafen City, Hamborg

25 Hrs er en hotelkæde, som har flere hoteller rundt i Tyskland og nogle af de omliggende lande. Hvert hotel har deres eget designkoncept inspireret af det område, hotellet er placeret i.Hotellet i Hamborg ligger i bydelen Hafen City, som er en “ø” midt i Elben. Her var designerne blevet inspireret af søen og dens folk, og flere sømænd var blevet interviewet for at give inspiration til hotellets indretning, samt har Hamborgs store industrihavn været med til at præge designet. Receptionen emmede derfor af råhed igennem råt træ, jern og industri. Fx var møderummet her en container og receptionsdisken lavet af ubehandlet krydsfiner og mdf plader. Værelserne var derimod “finpudset” og mere pæne med inspiration fra en skibskahyt og med skrivebord, minibar og kommode i et møbel udformet som en gammel rejsekuffert.

Se mere på: http://www.25hours-hotels.com/hafencity/

Vi var alle overvældet og inspireret af hotellet, og synes det var rigtig fedt og fyldt med fede detaljer, men så kom Kristine og fik os til at se på det med lidt mere teoretiske og kritiske øjne. Det hele var bare store facader, scenografi, det hele manglede en hvis autenticitet. Der var ikke så meget stedsspecifikt over stedet, selvom de selv mente, at de havde taget havnens og det omliggende vands, altså Hafen Citys, historie, liv og stemning ind i hotellet. Dog kom intet oprindeligt (udover to containere) fra området, alt var bragt der til og tilpasset stedet og konceptet. Hotellet var nyt nærmest hele vejen igennem og havde ikke fysisk taget nogle af de materialer, som Hafen Citys tidligere liv kunne have tilføjet stedet. Hotellet var ikke blevet formet ud fra dets omgivelser, men var bygget efter et koncept, som var placeret der med en ide om, hvordan der engang havde været.

Udefra var hotellet blot ligesom alle de andre nye bygninger, som prægede hele området.Men hotellet og dets indretning og ideer gav, i hvert tilfælde mig, meget inspiration til både design, indretning og koncepter, som kunne være spændende at tage med videre, også udenfor hotelbranchen.

Den energiske salgsansvarlige, som viste os rundt, henviste os til et andet designhotel: East Hotel, som lå lige ved Reberbanhen. Her vil jeg lade billederne tale for sig selv: http://www.east-hamburg.de/

 

 

Goooood times i Hamborg

Fra d. 12. til 15. april var vi, de studerende fra Æstetik og Design F2012, inviteret på studietur til Hamborg for at få sat flere ”billeder” på de teorier og diskussioner som vi har beskæftiget os med i løbet af kurset.

Et godt eksempel på dette var en øvelse, der fandt sted på Reberbahnen, et berygtet ”must-see” område af Hamborg, hvor man mod betaling kan få lov til at se på letpåklædte og dansende piger og mænd og alt derimellem. Øvelsen foregik midt på dagen og i strålende solskin. Vi blev bedt om at gå en 10 minutters rundtur ned af ”bahnen”, ned ad en sidegade og tilbage af en parallelgade til Reberbahnen. Her skulle vi lægge mærke til sanseindtryk, hvordan byens rum ændrede sig under gåturen og notere os, hvad der kunne være grunden til eventuelle ændringer.

Det fede ved denne form for ”undervisning” var klart at vi gennem vores oplevelser på turen fik et fælles praktisk udgangspunkt for diskussioner, der aktualiserede de tekster, vi har gennemgået i Æstetik og Design.

Senere fik vi da også rig mulighed for at se hvorledes Reberbahnen, barer og andre lokale beværtninger tog ud sig ud i mørke, da vi oplevede Hamborg og dennes ”rum” under mere uformelle forhold om aftenen.

Vi var i alt 10 studerende af sted og sammen med underviser Kristine Samson havde vi et par spændende dage med masser af kulturelle indtryk, gode diskussioner, schnitzel, Astra, byvandring, havnerundfart, tyske gloser, lakridspiber, Apfel Berentzer, røverhistorier, museumsbesøg, tømmermænd, PD-øvelser, oplæg, bezzerwizzer og en masse sjov og ballade. Tak for en dejlig tur!!!

 

Workshop: Animating a Performing Archive

Workshop at Museum of Contemporary Art, Roskilde
Dates: 27 June from 3 pm – 30 June 5 pm, 2012
by Mary Coble and Judith Schwarzbart
The workshop is a joint venture between Performance Design, Funen Art Academy, and Museet for samtidskunst. Students from these studies have first priority.
Registration deadline: 1 May
The workshop will be held in English.

Factory of Found Clothes, Triumph of Fragility (Part Two of Trilogy), 2002

The workshop is held as part of re.act.feminism – a performing archive, which is an archive presenting feminist, gender-critical and queer performance art by 120 artists and artist collectives. The archive will be presented at Museum of Contemporary Art 16 June – 19 August 2012.

The aim of the workshop is to find ways of animating the archive through interventions in and presentations of material from the archive. We will experiment with actualization, re-enactment, embodiment, and other forms of engagement in, interpretation and presentation of selected material from the archive. We can consider an archive like this as a more or less dormant memory of artistic performative acts. Bringing works to life is not only an act of repetition and rememberance, it also means examining their (potential) meanings in our particular time and place. The workshop will hence research and bring to life works that the participants find relevant for our contemporary life and their own practices.

The workshop will take place within a theoretical horizon inspired by queer and performance theory where existing and conventional acts are seen as scripts to be performed but also critically examined, as every new performance is a chance for rethinking and change.

Programme (subject to change):
Wednesday 27th 3 – 8 PM: Introduction to the archive (Museum director Sanne Kofod) and participants, dinner in the garden (if the weather allows).
Thursday 28th 11 AM – 4 PM: Theoretical introduction to key concepts within performance theory and performativity (Mary Coble, Merete Jankowski, Judith Schwarzbart), continued research in the archive, discussion of formats of animation. 4pm: departure to Copenhagen. Mary Coble gives a public talk at Overgaden.
Friday 29th 11 AM – 5 PM: Rehearsals, production etc.
Saturday 30th 11 AM – 5 PM: Preparations, public presentations in the afternoon.

Registration and further information: Judiths@ruc.dk
http://www.reactfeminism.org/
The workshop has priority to students from Funen Art Academy and Performance Design, Roskilde University

Mary Coble is an artist and professor at the Funen Art Academy.
Website: marycoble.com/

Judith Schwarzbart is a curator and currently a PhD fellow at Performance Design, Roskilde University.

Kristine Samson og Kristine Munkgård Pedersen bidrager til ny bog om midlertidige urbane strategier

D.30.4 udkom bogen BYEN BLIVER TIL, hvilket blev fejret med reception på Prags Boulevard 43. Bogen kalder sig en urban håndbog, der vil inspirere og vise at det ikke behøver at være så svært at skabe den sjove, levende, overraskende by. Med udgangspunkt i omdannelsen af en tidligere lakfabrik på Prags Boulevard 43 (PB43) i København giver bogen et unikt indblik i de muligheder og udfordringer som opstår når man gentænker og bruger byen på anderledes og nye måder.

Bogen tager udgangspunkt i erfaringer, refleksioner og visioner fra en lang række projektmagere, iværksættere, kunstnere, kommunale embedsfolk, ejendomsudviklere, konsulenter, forskere, selvbyggere, frivillige fuldtidsaktivister og autodidakte altmuligfolk.

Fra Performance Design har Kristine Samson og Kristine Munkgård Pedersen bidraget med hvert deres kapitel om henholdsvis “Midlertidige byrum – materialitet og hverdagsæstetik” og “PB43 – et kreativt oplevelseslandskab”, der på hver deres måde belyser strategierne og potentialerne ved nytænkning og midlertidig urban iscenesættelse.

Læs mere om bogen og PB43

 

Labyrinter…

Labyrinten i katedralen i Chartres

Jeg er i gang med et spændende projekt, hvor jeg kigger på labyrinten som performancerum. I denne forbindelse designer jeg en labyrint i samarbejde med Naturstyrelsen. Labyrinten placeres i en lund med 13 meget høje cypresser i Halskov vænge, der er kendt for sine mange oldtidsminder.

Labyrinter kendes siden oldtiden og har altid fascineret folk. Gennem labyrintdesign ser jeg på, hvorledes en labyrint kan anvendes til forskellige performances, lige fra leg og spil til meditative oplevelser. Skovlabyrinten skal således være et rum, der indbyder til mange anvendelser – også spontane. Dette arbejder jeg på at opnå gennem selve labyrintdesignet og den æstetiske udførelse. I praksis konstrueres labyrinten af marksten (ca. 1200 stk.) og det er således muligt at overskue gangsystemet, mens man bevæger sig i det. Man kan også “snyde” og krydse murene.

Overordnet skelnes mellem to former for labyrinter: dem som kun har een vej (den mest berømte er labyrinten i katedralen i Chartres) og dem som har flere veje. Labyrinten, jeg designer er en mellemting med fire indgange og centreret omkring et prominent træ. Jeg anvender den strenge cirkulære form, kendt fra Chartres, som en kontrast til cypressernes tilfældige mønster.

Labyrinten indvies i juni.

/Erik Kristiansen

Hør den! En kongelig affære – en slags anmeldelse

Der er mange gode grunde til at se den biografaktuelle film “En kongelig affære”. Her vil jeg blot nævne én, som til gengæld er både fagligt relevant og ganske inspirerede, nemlig filmes fascinerende lyddesign – som besynderligt nok ikke er nævnt i de anmeldelser, jeg har læst. Filmen er præget af en atypisk brug af lyd, og har en umiddelbar betydning for person-karakteristikken: Reallydene gengiver ikke på traditionel vis et realistisk overbliks-lyd-billede af den pågældende situationen; tværtimod illustrerer sammensætningen og bearbejdningen af lydene ofte enkeltpersoners oplevede auditive input med de ulogiske, forvrængede eller manglende lyde, det måtte medføre. Denne subjektivering af lyduniverset er væsentlig for forståelse af personernes oplevelse af situationen, og dermed for muligheden for at forstå deres handlinger og ikke ekspliciterede refleksioner.

Derudover spiller også stilhed en rolle i lyddesignet. Tillad mig en personlig omvej for at beskrive denne oplevelse af stilhed, som fra filmens begyndelse gjorde indtryk på mig: Jeg er på et stadie i mit liv, hvor en weekend med mand og uden børn på en kro i provinsen er en betragtelig luksus, og det var på en sådan weekend at jeg uforvarende kom forbi ”Teater Victoria”, da jeg slentrede ned ad den ellers mennesketomme Storgade med min mand i hånden. Vi ledte efter et sted at spise, men kunne ikke undgå at lade os indfange af den hyggelige og forventningsfulde stemning i døren. Bag i køen – der er tæt på udsolgt og, det er sjældent, kan vi mærke, da man forsikrer os, at filmen ikke starter før alle er kommet ind – ”og det kan jeg garantere”, siger en storsmilende mand, ”for det er mig, der skal sætte den på”. Vi er heldige at overtage uafhentede billetter med superplacering og når at købe en øl og chips som en hurtig erstatning for aftensmaden. Og så er vi tilbage til det med stilheden, for mens vi selvfølgelig får overstået den værste knitren med posen under de lokale reklamefotos med kække slogans, er det næsten umuligt for mig at få tygget chipsene under de første filmsekvenser, hvor ethvert knas i min mund runger i den slående stilhed, der sænker sig i salen – selvom filmen er begyndt. Og det er her, jeg for alvor bliver opmærksom på filmes lyd og mangel på samme.

Også i en af filmens centrale scener på skafottet er fraværet af lyd helt afgørende. I modsætning til den hujende folkejubel, da det første hoved ruller er det stilhed, der følger, da Struenses hoved skilles fra kroppen (vi kender historien, så det er ikke nogen stor afsløring, at det er sådan, det ender). Det er, som når den forventede applaus efter endt optræden udebliver og ritualet opløses. Her flytter lyden igen fokus fra skildringen af et handlingsforløb til en indre oplevelse, først hos personen på lærredet og dernæst til os som tilskuere. Og så meget desto stærkere står Caroline Matildes rædselsskrig, som bryder stilheden.

En tidligere studerende har fortalt mig, at der engang blev indkøbt et sæt mikrofoner, som er konstrueret, så de kan optage den lyd, som opfanges i øret. De ligger måske i en skuffe et sted på performance-design – det er værd at undersøge, men i første omgang: Tag ørerne på og gå i biffen!

 

Performance Design i byen

Dette semesters kandidatdag er tirsdag d. 17. april på Copenhagen Projects på Enghavevej, Vesterbro. Programmet for Performance Design i byen samler dels op på nogle af de emner, vi har været igennem på kurset Æstetik og Design omkring stedsspecifikt design og æstetikkens aktualitet inden for fx byudvikling, dels relaterer det til kandidatkurset om Festivaller, da vi blandt andet har Eva fra Distortion til at komme og tale om gadefesterne og om, hvordan man inddrager brugeren.

Performance Design i byen er åben for alle, så kom og deltag i en faglig dag i byen. Middag på Bio Mio i Kødbyen betales af egen lomme, mens Performance Design giver kaffe og forfriskninger i løbet af dagen. Vi ses i byen!

Copenhagen Projects // Charlotte Bagger Brandt, Urban Play og Råderum – Mobilt kontor for samtidskunst // Distortion // Metropolis // Louise Fabian // Carlsberg Byen

Performance-designere rykker til Roskilde

Den 13. April 2012 udstiller 30 RUC studerende fra specialiseringskurset i Performance-design koncepter til Kulturstrøget i Roskilde i Palæhaven ved Museet for Samtidskunst. Udstillingen er et indblik i de studerendes arbejde med kulturproduktion i praksis – og indeholder forskellige bud på, hvordan Roskildes nye Kulturstrøg kan manifestere sig – både stedspecifikt, som forbindelse og som fysisk struktur.

Formålet med samarbejdet er, at det skal føre til udveksling af viden, tanker og ideer. Som performance-designer er det vigtigt at have et praksiskendskab både i forhold til betydningen af sted, men også til fx den kulturpolitiske virkelighed. Samtidig har de kommende performance-designere både en teoretisk og metodisk tilgang til det at arbejde med oplevelser, installationer og koncepter generelt, som er en kompetence som i høj grad også er efterspurgt uden for universitets grænser.

Ønsket har været at etablere et samarbejde mellem de studerende på Roskilde Universitet, kulturinstitutionerne i Roskilde og Roskilde Kommune. Performance-designs studieleder, Olav Harsløf har gennem mange år deltaget i kommunens kulturpolitiske arbejde. Her er han bl.a. involveret i den tværfaglige sammensatte gruppe, der arbejder med Kulturstrøget.

De studerende er gået til opgaven meget forskelligt. En gruppe foreslår et nyt koncept for Roskildes gamle biograf, Kino. Ideen er at lægge en række nye funktioner i den gamle bygning, der udnytter bygningens historiske identitet, men som samtidig bidrager med nyt og aktivt ungdomsliv. En anden gruppe undersøger, hvordan lydinstallationer kan påvirke folks bevægelsesmønstre i byen. Tanken er at skabe en dragende lydforbindelse mellem Museet for Samtidskunst og Stændertorvet.

Vi håber at udstillingen kan give ideer og koncepter til mulige tiltag i, på og omkring Kulturstrøget i Roskilde. Samt kan udfordre og inspirere de besøgende og dem der skal arbejde videre med Kulturstrøget i fremtiden.

Transmediale aus Berlin

Digital-performances studietur januar 2012.

Der var dømt byte, bas, kunst, kaos, forskning og forundring i Berlin på årets Transmediale festival der under temaet ”in/compatible” udforskede de produktive og destruktive sider af teknologi. Transmediale er en 7-dages tværdisiplinær festival, som udforsker nye kunstneriske, akademiske, aktivistiske udtryk. Festivalen består af en udstilling med dertilhørende talks, paneldiskussioner, keynotes og performances, der alle kredser om årets tema.

Udstyret med et kombi-pas der også giver adgang til transmedialens lillesøster CTM-festivalen, en festival for Adveturous Music and related Arts, var det svært ikke at blive koblet og lade sig inspirere af dage med talks, aftener med performances, nætter på klubber.

Årets plakat understreger temaet in/compatible, illustreret ved en blå himmel på en dejlig sommerdag med et sort og udvidende hul i midten. Vi befinder os i en sløret tid mellem utopi og dystopi, og vi må redefinere vores udgangspunkt for dermed at kunne se hvad der sker, når det uforenelige bliver dyrket. Frem for at hylde teknologi-fremskridtet bliver de mørke og ukendte sider af teknologien belyst og undersøgt.

Knas i maskineriet

Morten Riis’ performance var en del af reSource, som er et samarbejde mellem CTM/DISK, Kunstraum Kreuzberg/Bethanien og the Post-Media Lab of the Leuphana University Lüneburg omkring vidensdeling mellem Ph.d.-studerende. Her præsenterede de medvirkende deres forskningsfelt som havde det tilfælles, at de alle binder kunstpraksis og teoretisk research sammen. Men her slutter sammenligningen, specielt hvad angår måden at præsentere på – de gør alle brug af forskellige performative formater. Carolin Wiedemann læser helt stramt op fra sin tekst med tyk tysk/fransk accent, en anden siger nærmest ingen ord, men spiller et mini-set med noise. Endnu en har optaget sin præsentation som en videodagbog. Og en fyr starter sit oplæg med at smide alt planlagt på hylden, og taler i stedet om ‘borringness’, og man bliver i tvivl om hvorvidt, galt eller genialt.

Riis’ performance forløb sirligt, pulserende og præget af en vis instrueret uforudsigelighed, alt virkede som det skulle eller rettere ikke-skulle. Maskinen brød intentionelt sammen og musikken stoppede, dette var dog ikke ensbetydende med at hans performance også var færdig. Tværtimod kommunikerede Riis med maskinen – rettede et par tandhjul og fixede et par skruer – og fik maskinen til at spinde igen. Lyden var en kæderække af organiske klange og digitale teksturer, som indeholdte porøse toner der traskede ud i rummet. Se Riis’ Steam Machine.

Riis vender med sin performance tilbage til den industrielle revolutions begyndelse med maskinen der startede den teknologiske udvikling, dampmaskinen. Riis og hans dampmaskine er et eksempel på et værk der bevæger sig overbevisende indenfor temaet ved at integrere maskinens dysfunktioner som en del af helheden. Her bliver forståelsen af maskinen indsat i en bredere forstand end blot at være reduceret til en mekanisk dampmaskinen.

“Every machine has a physical manifestation, we just tend to forget that, and instead regard technology as something that functions on a perfect symbolic deterministic level.”

Citatet lå på stolende ved ankomst til Morten Riis’ performance-lecture.

 Bitch, Glitch!

Endnu en PhD-studerende som var uundgåelig og fangede vores opmærksomhed var Rosa Menkman. Som kurator, teoretiker og udøvende glitch-artist bevæger hun sig indenfor transmedialens spændningsfelt teoretisk såvel som metodisk. Glitch er et cross-over udtryk som har sit ophav hos lydkulturen. Det dækker over det momentum, hvor der i den digitale kommunikation sker et brud med det funktionelle flow. Følgende link er Rosa Menkmans værk ”Collapse of PAL at Trouw” hvor hun med sine to skærme viser to forskellige måder at sende videosignaler på henholdsvis PAL og DVB med henblik på at vise at på trods af de er to forskellige formater så har de samme glitches:http://www.youtube.com/watch?v=DuDwaQDzOZc&feature=related

Hør Glitch-seminaret på soundcloud: http://soundcloud.com/transmediale/sets/in-compatible-aesthetics

For mere information omkring glitch se her (bare rolig computeren tager ikke fysisk skade).

Turen går til Berghain

Berghain er en fantastisk højborg af en club. Der uden tvivl aldrig svigter i sin overdådighed med den imponerende 18 meter høje sal der er domineret af stål og beton og står som technoens monumentale mastodont.

Trods myter og undergrund er Berghain nu et sted, der beskrives i enhver “Turen går til Berlin” turistguide. Det forhindrer dog ikke dørmændene i at opretholde Berghains ry og rygte som svært tilgængelig; dørmændene gennemroder tasker og stopper gerne Transmediale-folk med all access festivalpas med undrende arrogante bemærkninger som: “don’t you know this is Berghain…” i harme over at nogen kan finde på at medbringe et turistlommekamera. Men i forskningens navn gælder alle kneb, så med en kæk bemærkning: “No no mr. Doorman I don’t have a camera in my bag – I know Berghain!” og et lille smil på læben blev tasken stadig gennemrodet, men med iPhone der efterhånden her fået gode fotografiske evner, i lommen blev der på trods af forbuddet taget enkelte billeder og film – det er jo dokumentationsmateriale.

Som dette af Mark Fell der fremførte “multistability“, hans seneste album som var techno-glitch-madness, med et virvar af effekter og tilfældig timing var musikken kompromisløs og unik. Med de lange kontinuerlige rytmer er det helt klart en af de mindst fist-pumping-dansevenlige koncerter vi var til. Lydens fysiske egenskaber blev for alvor manifesteret gennem de tunge basgange, der tæskede løs på trommehinden. Mens det visuelle var kogt ned til minimalistiske streger i et kontrastbaseret univers var det Mark Fells hensigt at skuffe publikummet med ”a complete lack of energy”. Hvilket han formåede at indløse. En yderst vellykket performance. Udforsk test samples af lyd og visuals her.

Whatta shame

Som enhver anden festival, var også denne præget af forhandling, afstemninger og valgtaler for hvilke performances, koncerter og taler man skulle gå til. I sådanne tilfælde må der indgås kompromisser og tages imod bestikkelser. Men MOHN-projektet var en blandt mange must-sees der til stor ærgrelse ikke blev oplevet. Her skulle de to legendariske Kompakt-founding-farthers, Wolfgang Voigt og Jörg Burger, dele deres guddommelige indsigt i den æstetiske del af den elektronisk musikgenre. Med Mohn har de to kunstnere lagt speed-techno på hylden og har selv beskrevet projektet som et eksperiment der kombinerer “ambient, krautrock and experimental techno”. Men demokratiet stemte for bar og beruselse fremfor masterminds og minimal. Så vi gik glip af dette. Hør en af favoritterne her.

I stedet fik vi fast-as-lightning-food på Berliner mad-ghetooen ”White-trash” hvor deres fuck-you-fries var perfekte til vores små, kolde fingre.

Abber sehr schön festival

Det var med kombi-pas i lommen, en masse nysgerrighed og en generel euforisk stemning af Berlins pulserende kulturliv, at turen blev en stor succes uanset om det var Berghain, Burger, teknik, kunst, bas eller glitch man interesserede sig for, så gik man op i det med liv og sjæl.

Prost prost und auf wiedersehen – more pictures after the break.

//Maja Fagerberg und Sandra von Borch

Continue reading Transmediale aus Berlin