Performing Institutions

How might a contemporary institution be designed and performed?

Has the time come for Performance Design to (de/re)institutionalize as an independent academic post-disciplinary research field and artistic paradigm that resists conventional organizations?

These were some of the questions asked at the 3rd International Performance Design Symposion held in Fara Sabina, a small town on a mountain hill outside Rome in Italy.

7 researchers and teachers participated in the event from performancedesign at Roskilde University. We had some fruitful discussions on how institutions – museums, theaters, universities, academies and cultural venues – could be performed. Among the proposals were Performance Design as education of Desire, Performance Design as Nomad Knowledge and The Institution as Structures of Care. 

After three days of intense workshops, the initial proposals were enacted and performed collectively in the scenic surroundings of Teatro Potlach and Fara Sabina.

 

Kathleen Irwing and Anja Lindelof in a site-specific performance – engaging stones, cats and kids on stage
Henriette Christrup, Shauna Janssen, Kenneth Bailey and Ele Slade investigating public space in Fara Sabina
Ele Slade on scenography and visual performance. In the audience, Michael Haldrup.
Enjoying the sunset in Fara Sabina

   

 

The scenic view from the mountain top in Fara Sabina

 

 

 

 

The audience on the staircase watching a performing institution

Performative artefakter fra designkurset

Designkurset på kandidaten afslutter hvert semester med en performanceudstilling, der årgangens levendegørelser af performance design. I efteråret 2017 bød de deltagernes designporteføljer på mange forskellige levendegørelser, fra teaterperformances, acapella over stedssspecifikke lydinstallationer til glitch og data bending af Performance Studies grand old man, Schechner. Nedenfor ses et par af de artefakter, der er blevet produceret i løbet af kurset og fremført til eksamen. En rød kuffert, en kusse, en klatrevæg, en rød tråd organiseret i et broderi, der materialiser den kreative process som et lærred, der både kan opleves fra forsidens sirlige præsentation og praktiseres som trådene der trækkes bagved i kulissen.

 

Søren Davidsen har arbejdet med klatrevæggen som medium for sportsbegivenheden:

“Klatrevæggen er et eksempel på et helt konkret medie jeg arbejder med i forbindelse med klatresporten og ikke mindst i dennes konkurrencer. Her er tale om selve klatrevæggen og ikke mindst de problemer som 1) udfordrer klatrerne, 2) konkurrencen udfoldes gennem og 3) dermed er et grundelement, der skaber begivenheden – et medie som sporten og sporten som begivenhed kan forstås igennem. Samtidig udstiller klatrevæggen i et større perspektiv, hvordan sportens publikumsoplevelse udfolder sig som en medieret oplevelse, man rent immersivt forsvinder ind i, og dette på en anderledes måde end andre kulturelle oplevelser.”

Klatrevæggen som medie for sportsbegivenheden (af Søren Davidsen)

Zara Wali gjorde sig ligeledes tanker om performancedesigns forskellige virkemidler. Hun skriver i forbindelse med sin live performance, hvori hun udfolder indholdet i den røde kuffert:

“For mig er performance design et værktøj, en filosofi og en personlighed.
Gennem sanselige fortællinger, en kuffert fyldt med erindringer fra min barndom, teenageår og voksenliv, forsøger jeg at skabe autentiske oplevelser der netop kan svare på spørgsmålet om, hvad performance design er og hvem jeg er som performance designer. Jeg arbejder med tingenes ekstase, autenticitet, atmosfære og aura. Gennem tekst, audiovisuelle virkemidler, genstande og deltagelse i form af en reenactment mit livet som en rejse, forsøger jeg at invitere mit publikum ind og lade dem indleve sig i det univers jeg rammesætter. Et afgrænset rum hvor grænsen mellem privatsfæren og offentligheden flyder sammen. Gennem nøje udvalgte medier, æstetiske beskæringer og genstande med autentiske historier forsøger jeg at skabe rammerne for, at tingene i rummet går i forbindelse med hinanden og skabe et fortættet atmosfære.”

Performance design som en rejse levendegjort gennem en rød kuffert (af Zara Wali)

Drømme om livet på landet

Maria Blichfeldt afleverede vinter 2017 sit speciale, Drømme om livet på landet. Specialet var et integreret speciale mellem Performancedesign og Plan, By og Process. For det usædvanligt velformidlet speciale, der både i tekst og billede dykker ned i udflytterdrømmene, fik Maria et velfortjent 12-tal. Men ikke nok med det. Tirsdag d. 12. september er hun i P1 eftermiddag og fortæller om undersøgelsen. Hør udsendelsen på P1.

Om Drømme om livet på landet skriver Maria:

“I specialet har jeg undersøgt fem københavnere i midt-tyverne til midt-tredivernes længsler og drømme om at flytte fra København til landet. Sammen med informanterne udforskede jeg deres drømme i nogle omgivelser, der på den ene eller anden vis repræsenterede udflytterdrømmene. Dette førte mig på rejser ud til fem forskellige steder i landet: til instantkaffe i et motorcykelværksted i Nordhavnen, på besøg i et lille hjem i Vanløse, til middag med frikadeller og kartofler på Sydals, på gåtur i Søndermarken og roadtrip til Møn.

Gennem disse møder fandt jeg frem til, at der i informanternes perception eksisterede store forskelle mellem livet på landet versus byen. Fælles for drømmerne var, at de længtes efter at leve livet i et langsommere tempo, være mere i forbindelse med naturen og indgå i nære fællesskaber.

Landlivet blev netop opfattet som roligt, naturligt og idyllisk. Bylivet blev modsat opfattet med travlhed, mangel på tid, et højt forbrug og mistet forbindelse til fødevarer og håndværk.

Det viste sig imidlertidig at informanterne allerede udlevede store dele af deres drømme i byen, ved at bringe “rurale” elementer ind i det “urbane”. Elementer der traditionelt blev forbundet med landet, blev taget ind i byen, og således udviskedes grænserne mellem by og land, hvorfor man kan stille spørgsmål til om forskellene er så store, som vi forestiller os. Derimod er det vores kulturelle forståelser der tilskriver steder, objektiver og aktiviteter mening. For eksempel blev en roemark af københavneren opfattet som skøn og dejlig natur – hvorimod landmanden nok vil se på roemarken og tænke kapital, arbejde og muligvis dertil relateret stress – noget af det, københavnerne drømmer om at flytte/flygte fra.”

Det æstetiserede byrum

“Verdens byplanlæggerøjne er rettet mod halvanden kilometer på Nørrebro.” Sådan introduceres Superkilen i Stedssans på P1. Jeg har de senste måneder været optaget af de mange æstetiserede byrum i København: Superkilen er et af dem, og er især interessant, fordi dette byrum har fået stor international opmærksomhed og blandt andet er blevet et brand på den humane og inddragende danske byplanlægning.

I programmet diskuterer jeg med Claus Berthelsen om det nu også forholder sig sådan. Hvad det betyder det at byrummet æsteticeres? På den ene side er jeg fascineret af et byrum som Superkilen. På den anden side ser jeg en tendens til, at den visuelle og konceptuelle markedsføring rykker ind i byrummet. At det ikke kun er gennem den offentlige debat, at vi præges, men at det i stigende grad også er gennem de rum, vi færdes i. Måske er dette en paranoid analyse. Måske skal vi bare vænne os til at også byrummet, som så meget andet, er blevet kommunikativt. Her er forskellige perspektiver på fænomenet. Listen kan suppleres.

Superkilen

Stedsans på P1

“I forbindelse med anlæggelse af Superkilen har kunstnergruppen Superflex søgt at afspejle den lokale multietnicitet ved at invitere mere end 50 forskellige lokale borgere til at anbringe effekter fra deres oprindelsesland. De skaber et symbolsk iscenesat samvær og skal tjene til at give de enkelte borgere et stærkere ejerskab til stedet. Kristine Samson underviser i Performance Design på Roskilde Universitet og har et særligt fokus på hvordan kunsten anvendes i det offentlige rum, og hvordan man i stigende grad æstetiserer byrummene ved at montere dem med symboler og pode dem med intentioner om det sunde, gode udeliv. Hun ser Superkilen som et moderne eksempel på hvordan byindretning formidler intentionerne ved at inddrage alle tænkelige kommunikationsplatforme.” (Stedsans P1)

Brett Bloom: Participatory Park Extreme

Brett Bloom er mere kritisk og skarp. Han skriver: “In reality the park, and its public projection, is an elaborate effort to hide power and ideology. This is done by creating the appearance of democracy at the expense of area residents, using large amounts of money to force private interests on the public land, and the building of a deeply ecologically irresponsible public space that spatializes neoliberal values in very concrete and troubling ways.” (Bloom i Kritik om gentrificering 2013).

 En by-primadonna? 

Måske skal vi blot til at vende os til nye former for byudviking og bydesign. Det argumenterer jeg for i en blog på Arkitektens Forlag:

“Superkilen kan ikke reduceres til velkendte kategorier for byrum. Det er et sammensat rum, der vidner om brydninger i såvel arkitektur, kunst og planlægning. Så som fænomen er Superkilen tankevækkende at beskæftige sig med, fordi der ud af de tidligere forståelser og praksisser tegner sig et billede af den aktuelle byplanlægning. Byplanlægning er ikke længere kun planlægning, men også steds branding og forbrugskultur. Kunst i det offentlige rum er ikke længere kun æstetisk udsmykning, men især en process, der indebærer brugerinvolvering. Arkitektur er ikke længere kun rumlig formgivning, men arbejder også med visuel kommunikation, og landskabsdesign handler ikke længere om rummets iboende tidslige processer og forandringer, men også om at igangsætte og iscenesætte sociale processer og handlinger.”

Byen, bylivet og kulturen. Tanker fra Metropolis Lab

7. – 9. juni inviterede KIT til seminar om byrummet som storbyens vigtigste kulturrum. Seminaret foregik på Overgaden – Institut for Samtidskunst på Christianshavn. Metropolis Laboratory ønsker at skabe rum for møder, diskussioner og nye tanker om kunstneriske og udviklingsmæssige processer i byen. Seminaret viste sig at åbne for en tiltrængt debat om kunst og kulturs rolle i byen. Her kommer et udpluk:

Laboratoriets keynote speaker var den amerikanske sociolog Sharon Zukin. Hun indledte med at pointere at der er sket et tab af autenticitet byerne og gav eksempler fra New York, hvor gentrificeringen af Soho tydeligvis viser, hvordan de kreative miljøer ofte bliver frontløbere for at byens mangfoldighed bliver overtaget af kommercielle interesser og gjort til forbrugsvarer. Vi kender også historien fra High Line i Chelsea, men også herhjemme fra Kødbyen og Carlsberg byen, hvor kultur bruges strategisk som katalysator for den økonomiske udvikling. Zukin argumenterede overbevisende for, at i kraft af funktionstømningen af byen, hvor de gamle industrier rykker ud, rykker nye Kreative erhverv ind og der sker en overordnet æstetisering af byen. En udvikling, der ikke altid er til byens fordel. For søger vi i virkeligheden ikke også den autentiske by med dens brede mangfoldighed?

Zukins oplæg blev fulgt op af Stadsarkitekt Tina Saaby fra Københavns Kommune. Hun kunne bekræfte at København i øjeblikket satser på bylivet  og kulturlivet. Som arkitekt har hun altså vent bøtten rundt: hvor byplanlægning tidligere handlede om at skabe bygninger og infrastruktur, er strategien i Københavns Kommune at skabe bylivet før, byrummene, og byrummene før bygningerne. Et spørgsmål der dog rejser sig, når bylivet og kulturen kommer først er, hvilke værdier, Københavns Kommune baserer deres bylivspolitik på. “Borgernes”, lød svaret. Og i følge Københavns Kommunes bylivsregnskab er målet at 80 % er tilfredse med bylivet i København. Af Saabyes præsentation kunne man ligeledes forstå, at majoriteten er storforbrugende børnefamilier, turister og folk, der generelt har lyst til at lægge penge i København: Det er altså ikke den skæve, alternative eller subkulturelle by, Saabye vil opdyrke med sine midlertidige rum og kulturelle events. Men netop den kultur der tilfredsstiller flertallet.

Laboratoriet bestod desuden af oplæg fra arkitekter, kunstnere og festivalarrangører, der af gode grunde havde en langt mere taktisk tilgang til byrummet end de strategiske overvejelser i Kommunen

Et tankevækkende – og etisk velovervejet – projekt blev præsenteret af Homelesshome ved arkitekt Erik Juul. Ved at skabe billige, fleksible og midlertidige hjem for hjemløse i industricontainere, giver arkitekten Erik Juul midlertidige hjem for byens hjemløse. Projektet er et godt eksempel på, hvordan Kommunens strategi om midlertidighed som en katalysator for bylivet taktisk kan bruges af kunstnere, arkitekter og designere til at skabe andre rum i byen. Containerhjemmene kan sættes op overalt, hvilket åbner for nye muligheder. Fx at stille dem op i ’gated communities’, altså i byens homogene miljøer, og på den måde være en social og arkitektonisk brud med den eksisterende rumlighed. Forestil dig fx små containerbyer med hjemløse på fx Christiania, udenfor Christiansborg, som en forlængelse af BIGs VM-bjerget i Ørestaden – eller måske i din egen baggård? Instant architecture fungerer således også som performativ arkitikektur – en midlertig arkitektur, der både socialt, etisk og æstetisk kan rykke ved den eksisterende identitet i byrummet.

Metropolis Lab formår således overordnet at sætte vigtige emner på dagsordenen. Når vi laver festivaler, kulturprojekter, events, midlertidige rum og kunstprojekter i det offentlige rum, hvem laver vi det for, hvad er hensigten? Risikerer vi som performance designere at indgå i den forbrugs- og oplevelsesfødekæde, hvor vi i jagten på oplevelsesrige rum og events gradvis ødelægger den by vi længes efter – altså byen med dens komplekse og mangfoldige udtryk? Performance Designs arbejdsfelt ligger inden for Stadsarkitekt Tina Saabyes overordnede strategi for at lade bylivet komme forud for byrummene, og byrummene forud for bygningerne. Festivaler, kulturbegivenheder, kunst og design stimulerer netop bylivet. Det får folk ud af lejlighederne og ned på gaderne. Men den blomstrende byliv og kulturlivet er samtidig med til at ensrette byen, gøre den til genstand for middelklassens forbrug. Derfor er Sharon Zukins pointer nok så tankevækkende: I stedet for at konstant at skabe nye oplevelser, der overskrider sidste års event, bør vi snarere arbejde med det hun kalder ”a sense of place” en sensibilitet over for stedet. Det kunne fx være ved at genfortælle byen, bevare og dyrke dens allerede eksisterende mangfoldighed. Event design handler her ikke kun om den originale ide og om, hvor mange besøgende man tiltrækker. Det handler snarere om, hvordan man forholder sig til sin by på en etisk forsvarlig, og social sensibel, måde.

Metropolis Lab, Københavns Internationale Teater

København Kommunes bylivsregnskab

Sharon Zukin The Naked City 2011

HomeLessHome

Performance Design i byen

Dette semesters kandidatdag er tirsdag d. 17. april på Copenhagen Projects på Enghavevej, Vesterbro. Programmet for Performance Design i byen samler dels op på nogle af de emner, vi har været igennem på kurset Æstetik og Design omkring stedsspecifikt design og æstetikkens aktualitet inden for fx byudvikling, dels relaterer det til kandidatkurset om Festivaller, da vi blandt andet har Eva fra Distortion til at komme og tale om gadefesterne og om, hvordan man inddrager brugeren.

Performance Design i byen er åben for alle, så kom og deltag i en faglig dag i byen. Middag på Bio Mio i Kødbyen betales af egen lomme, mens Performance Design giver kaffe og forfriskninger i løbet af dagen. Vi ses i byen!

Copenhagen Projects // Charlotte Bagger Brandt, Urban Play og Råderum – Mobilt kontor for samtidskunst // Distortion // Metropolis // Louise Fabian // Carlsberg Byen

Performance-designere rykker til Roskilde

Den 13. April 2012 udstiller 30 RUC studerende fra specialiseringskurset i Performance-design koncepter til Kulturstrøget i Roskilde i Palæhaven ved Museet for Samtidskunst. Udstillingen er et indblik i de studerendes arbejde med kulturproduktion i praksis – og indeholder forskellige bud på, hvordan Roskildes nye Kulturstrøg kan manifestere sig – både stedspecifikt, som forbindelse og som fysisk struktur.

Formålet med samarbejdet er, at det skal føre til udveksling af viden, tanker og ideer. Som performance-designer er det vigtigt at have et praksiskendskab både i forhold til betydningen af sted, men også til fx den kulturpolitiske virkelighed. Samtidig har de kommende performance-designere både en teoretisk og metodisk tilgang til det at arbejde med oplevelser, installationer og koncepter generelt, som er en kompetence som i høj grad også er efterspurgt uden for universitets grænser.

Ønsket har været at etablere et samarbejde mellem de studerende på Roskilde Universitet, kulturinstitutionerne i Roskilde og Roskilde Kommune. Performance-designs studieleder, Olav Harsløf har gennem mange år deltaget i kommunens kulturpolitiske arbejde. Her er han bl.a. involveret i den tværfaglige sammensatte gruppe, der arbejder med Kulturstrøget.

De studerende er gået til opgaven meget forskelligt. En gruppe foreslår et nyt koncept for Roskildes gamle biograf, Kino. Ideen er at lægge en række nye funktioner i den gamle bygning, der udnytter bygningens historiske identitet, men som samtidig bidrager med nyt og aktivt ungdomsliv. En anden gruppe undersøger, hvordan lydinstallationer kan påvirke folks bevægelsesmønstre i byen. Tanken er at skabe en dragende lydforbindelse mellem Museet for Samtidskunst og Stændertorvet.

Vi håber at udstillingen kan give ideer og koncepter til mulige tiltag i, på og omkring Kulturstrøget i Roskilde. Samt kan udfordre og inspirere de besøgende og dem der skal arbejde videre med Kulturstrøget i fremtiden.

Kunst i byrummet, byrummet i kunsten

“Kunstens rum er et refleksionsrum, og derfor får objekter også tillagt ny betydning, når de flyttes fra sin virkelighed og ind i kunsten. Objektet transformeres fra anvendeligt og virkeligt til fænomen og symbol ved at blive afskåret fra sin funktion og sammenhæng. Nu står det blotlagt foran os.” Således skriver kunstkritiker, Matthias Hvass Borello på Kunsten.nu om kunsten i det offentlige rum.

Kunst i byrummet er et højaktuelt emne. I øjeblikket er vi mere end nogensinde vidne til at kunsten flytter ud i byrummet, og at byrummets konflikter modsat flytter ind på kunstinstitutionerne. Your Rainbow, Olafur Eliassons regnbue på toppen af Aros i Århus er blot ét af mange eksempler på, at byen og kunsten udveksler rum og deler perspektiv. To aktuelle begivenheder er værd at lægge mærke til lige nu, hvis man har interesse i kunstens indtog i byen og byens indtog på kunstinstitutionerne.

Art Reach i Nikolaj Kunsthal er et eksempel på at byens sociale og kulturelle diversitet træder ind i kunstinstitutionerne.

“En kæmpe lort og et lokalarkiv om Amager. En køkkenhave i en betonbaggård på Nørrebro. En hjemmeside spækket med viden om unges kulturarv og identitet fra eksempelvis Pakistan og Marokko. Dette er bare en del af resultatet af det store outreach projekt ArtReach, som Nikolaj Kunsthal har kurateret i samarbejde med tre forskellige kunstnere og kunstnergrupper i tre københavnske bydele.

10. – 26. februar 2012 bliver der mulighed for på udstillingen ArtReach at se resultatet og processen bag outreach-kunstprojektet af samme navn, der har engageret kunstnere og lokale beboere i aktivt at skabe relevante og sociale bidrag til byen.” Læs mere om udstillingen.

Et andet aktuelt eksempel er Moving af Anja Franke and Amel Ibrahimovic, hvor kunsten er flyttet ud i byrummet og direkte tematiserer, hvordan værkets betydning ændrer sig i forhold til den socio-materielle kontekst. Projektet foregår på den urbane kampzone Krøyers Plads på Christianshavn, der tidligere har været meget omdiskuteret i forhold til nybebyggelse. Måske for at skabe et rum for refleksion i forhold til stedets tidligere konlikter, er kunstprojektet Moving flyttet ud på grunden for blandt andet at tematisere, hvor mobile mennesker, byer og rum er, og hvorvidt kunsten kan bidrage til at skabe noget nyt i byen.

Moving af Anja Franke and Amel Ibrahimovic: “The exhibition reflects on the site-specific that is designed for a certain location as opposed to the foreign and exotic, which is brought in and alien to the site,” lyder det i pressemeddelelsen. Læs mere om udstillingen.

 

Udstillinger som Moving og Art Reach kan i øvrigt ses i forbindelse med nyere performance teorier om byen. Fx har den amerikanske performance teoretiker Kirschenblatt-Gimblett i en kort men præcis artikel om Performing the City skrevet “Performance (broadly conceived) gives form to space. (…) The performance itself is architectural. It depends more on repetition, reenactment, and renewal than on permanent materialization.”

Når Kirchenblatt-Gimblett således bruger et bredt begreb om performance (sociale og kulturelle handlinger i byrummet fx) lægger hun op til at den stedsspecifikke kunst og design er stedsskabende. Performance giver form til rummet. Sådanne stedsspecifikke, hverdagslige og urbant diskursive designgreb mener jeg er værd af overveje for performance designeren.

Litteratur

Kirchen-blatt Gimblett, Barbara (2005): “Performing the City. Reflections on the Urban Vernacular””. In Chase, J.L. Crawford, M & Kalaski, J. Everyday Urbanism. The Monacelli Press

Links

Kunsten.nu

Kunsthallen Nikolaj

Instant Herlev


 

 

 

Performance Design i New York

Performance Design var i Efteråret 2011 i New York for at besøge Performa-festivalen og se nærmere på Æstetik og Design i byen. Ovenfor ses holdet på Performa Hub til formiddagssamling i det konstruktivisme-inspirerede gårdmiljø, der blandt andet også var udstyret med en skaterampe med titlen Riding the work of art. En sigende titel for det performative og anvendelsesorienterede værk.

Det var dog ikke kun skatere, der afprøvede værkerne, vi deltog også selv i en øl-event, der på trods af en begyndende skepsis om, hvorvidt ølletbryggen kunne drikkes, fik undertegnede til at tænke på den relationelle æstetiks ambitioner om at skabe møder gennem kunsten.

Blandt turens højdepunkter var den iranske kunstner Shirin Neshats teater og mixed-media performance Overruled, Taylor Ashleys stedsspecifikke danseperformance på The Highline i Chelsea, et besøg på Occupy Wall Street efter rydningen og en en rundvisning i en Fluxus-udstilling, hvor rundviseren nægtede at tale om værkerne.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, vi besøger Performa, der har deres næste Biennale med et tema om surrealisterne i efteråret 2013. Forslag til, hvordan vi fremover kan styrke samarbejdet med Performa modtages gerne. Rosalind Goldberg, kunsterisk leder af festivalen, har opfordret os til at komme igen og er især meget interesseret i kuratoriske samarbejder, der relaterer sig til byen.

Her kunne Taylor Ashleys reaktualisering af den russiske konstruktivisme og stedsspecifik byperformance på den spektakulære Highline måske være til inspiration for kommende PD-projekter. Læs mere om Performa.