Hør den! En kongelig affære – en slags anmeldelse

Der er mange gode grunde til at se den biografaktuelle film “En kongelig affære”. Her vil jeg blot nævne én, som til gengæld er både fagligt relevant og ganske inspirerede, nemlig filmes fascinerende lyddesign – som besynderligt nok ikke er nævnt i de anmeldelser, jeg har læst. Filmen er præget af en atypisk brug af lyd, og har en umiddelbar betydning for person-karakteristikken: Reallydene gengiver ikke på traditionel vis et realistisk overbliks-lyd-billede af den pågældende situationen; tværtimod illustrerer sammensætningen og bearbejdningen af lydene ofte enkeltpersoners oplevede auditive input med de ulogiske, forvrængede eller manglende lyde, det måtte medføre. Denne subjektivering af lyduniverset er væsentlig for forståelse af personernes oplevelse af situationen, og dermed for muligheden for at forstå deres handlinger og ikke ekspliciterede refleksioner.

Derudover spiller også stilhed en rolle i lyddesignet. Tillad mig en personlig omvej for at beskrive denne oplevelse af stilhed, som fra filmens begyndelse gjorde indtryk på mig: Jeg er på et stadie i mit liv, hvor en weekend med mand og uden børn på en kro i provinsen er en betragtelig luksus, og det var på en sådan weekend at jeg uforvarende kom forbi ”Teater Victoria”, da jeg slentrede ned ad den ellers mennesketomme Storgade med min mand i hånden. Vi ledte efter et sted at spise, men kunne ikke undgå at lade os indfange af den hyggelige og forventningsfulde stemning i døren. Bag i køen – der er tæt på udsolgt og, det er sjældent, kan vi mærke, da man forsikrer os, at filmen ikke starter før alle er kommet ind – ”og det kan jeg garantere”, siger en storsmilende mand, ”for det er mig, der skal sætte den på”. Vi er heldige at overtage uafhentede billetter med superplacering og når at købe en øl og chips som en hurtig erstatning for aftensmaden. Og så er vi tilbage til det med stilheden, for mens vi selvfølgelig får overstået den værste knitren med posen under de lokale reklamefotos med kække slogans, er det næsten umuligt for mig at få tygget chipsene under de første filmsekvenser, hvor ethvert knas i min mund runger i den slående stilhed, der sænker sig i salen – selvom filmen er begyndt. Og det er her, jeg for alvor bliver opmærksom på filmes lyd og mangel på samme.

Også i en af filmens centrale scener på skafottet er fraværet af lyd helt afgørende. I modsætning til den hujende folkejubel, da det første hoved ruller er det stilhed, der følger, da Struenses hoved skilles fra kroppen (vi kender historien, så det er ikke nogen stor afsløring, at det er sådan, det ender). Det er, som når den forventede applaus efter endt optræden udebliver og ritualet opløses. Her flytter lyden igen fokus fra skildringen af et handlingsforløb til en indre oplevelse, først hos personen på lærredet og dernæst til os som tilskuere. Og så meget desto stærkere står Caroline Matildes rædselsskrig, som bryder stilheden.

En tidligere studerende har fortalt mig, at der engang blev indkøbt et sæt mikrofoner, som er konstrueret, så de kan optage den lyd, som opfanges i øret. De ligger måske i en skuffe et sted på performance-design – det er værd at undersøge, men i første omgang: Tag ørerne på og gå i biffen!

 

Performance Design i byen

Dette semesters kandidatdag er tirsdag d. 17. april på Copenhagen Projects på Enghavevej, Vesterbro. Programmet for Performance Design i byen samler dels op på nogle af de emner, vi har været igennem på kurset Æstetik og Design omkring stedsspecifikt design og æstetikkens aktualitet inden for fx byudvikling, dels relaterer det til kandidatkurset om Festivaller, da vi blandt andet har Eva fra Distortion til at komme og tale om gadefesterne og om, hvordan man inddrager brugeren.

Performance Design i byen er åben for alle, så kom og deltag i en faglig dag i byen. Middag på Bio Mio i Kødbyen betales af egen lomme, mens Performance Design giver kaffe og forfriskninger i løbet af dagen. Vi ses i byen!

Copenhagen Projects // Charlotte Bagger Brandt, Urban Play og Råderum – Mobilt kontor for samtidskunst // Distortion // Metropolis // Louise Fabian // Carlsberg Byen

Performance-designere rykker til Roskilde

Den 13. April 2012 udstiller 30 RUC studerende fra specialiseringskurset i Performance-design koncepter til Kulturstrøget i Roskilde i Palæhaven ved Museet for Samtidskunst. Udstillingen er et indblik i de studerendes arbejde med kulturproduktion i praksis – og indeholder forskellige bud på, hvordan Roskildes nye Kulturstrøg kan manifestere sig – både stedspecifikt, som forbindelse og som fysisk struktur.

Formålet med samarbejdet er, at det skal føre til udveksling af viden, tanker og ideer. Som performance-designer er det vigtigt at have et praksiskendskab både i forhold til betydningen af sted, men også til fx den kulturpolitiske virkelighed. Samtidig har de kommende performance-designere både en teoretisk og metodisk tilgang til det at arbejde med oplevelser, installationer og koncepter generelt, som er en kompetence som i høj grad også er efterspurgt uden for universitets grænser.

Ønsket har været at etablere et samarbejde mellem de studerende på Roskilde Universitet, kulturinstitutionerne i Roskilde og Roskilde Kommune. Performance-designs studieleder, Olav Harsløf har gennem mange år deltaget i kommunens kulturpolitiske arbejde. Her er han bl.a. involveret i den tværfaglige sammensatte gruppe, der arbejder med Kulturstrøget.

De studerende er gået til opgaven meget forskelligt. En gruppe foreslår et nyt koncept for Roskildes gamle biograf, Kino. Ideen er at lægge en række nye funktioner i den gamle bygning, der udnytter bygningens historiske identitet, men som samtidig bidrager med nyt og aktivt ungdomsliv. En anden gruppe undersøger, hvordan lydinstallationer kan påvirke folks bevægelsesmønstre i byen. Tanken er at skabe en dragende lydforbindelse mellem Museet for Samtidskunst og Stændertorvet.

Vi håber at udstillingen kan give ideer og koncepter til mulige tiltag i, på og omkring Kulturstrøget i Roskilde. Samt kan udfordre og inspirere de besøgende og dem der skal arbejde videre med Kulturstrøget i fremtiden.

Transmediale aus Berlin

Digital-performances studietur januar 2012.

Der var dømt byte, bas, kunst, kaos, forskning og forundring i Berlin på årets Transmediale festival der under temaet ”in/compatible” udforskede de produktive og destruktive sider af teknologi. Transmediale er en 7-dages tværdisiplinær festival, som udforsker nye kunstneriske, akademiske, aktivistiske udtryk. Festivalen består af en udstilling med dertilhørende talks, paneldiskussioner, keynotes og performances, der alle kredser om årets tema.

Udstyret med et kombi-pas der også giver adgang til transmedialens lillesøster CTM-festivalen, en festival for Adveturous Music and related Arts, var det svært ikke at blive koblet og lade sig inspirere af dage med talks, aftener med performances, nætter på klubber.

Årets plakat understreger temaet in/compatible, illustreret ved en blå himmel på en dejlig sommerdag med et sort og udvidende hul i midten. Vi befinder os i en sløret tid mellem utopi og dystopi, og vi må redefinere vores udgangspunkt for dermed at kunne se hvad der sker, når det uforenelige bliver dyrket. Frem for at hylde teknologi-fremskridtet bliver de mørke og ukendte sider af teknologien belyst og undersøgt.

Knas i maskineriet

Morten Riis’ performance var en del af reSource, som er et samarbejde mellem CTM/DISK, Kunstraum Kreuzberg/Bethanien og the Post-Media Lab of the Leuphana University Lüneburg omkring vidensdeling mellem Ph.d.-studerende. Her præsenterede de medvirkende deres forskningsfelt som havde det tilfælles, at de alle binder kunstpraksis og teoretisk research sammen. Men her slutter sammenligningen, specielt hvad angår måden at præsentere på – de gør alle brug af forskellige performative formater. Carolin Wiedemann læser helt stramt op fra sin tekst med tyk tysk/fransk accent, en anden siger nærmest ingen ord, men spiller et mini-set med noise. Endnu en har optaget sin præsentation som en videodagbog. Og en fyr starter sit oplæg med at smide alt planlagt på hylden, og taler i stedet om ‘borringness’, og man bliver i tvivl om hvorvidt, galt eller genialt.

Riis’ performance forløb sirligt, pulserende og præget af en vis instrueret uforudsigelighed, alt virkede som det skulle eller rettere ikke-skulle. Maskinen brød intentionelt sammen og musikken stoppede, dette var dog ikke ensbetydende med at hans performance også var færdig. Tværtimod kommunikerede Riis med maskinen – rettede et par tandhjul og fixede et par skruer – og fik maskinen til at spinde igen. Lyden var en kæderække af organiske klange og digitale teksturer, som indeholdte porøse toner der traskede ud i rummet. Se Riis’ Steam Machine.

Riis vender med sin performance tilbage til den industrielle revolutions begyndelse med maskinen der startede den teknologiske udvikling, dampmaskinen. Riis og hans dampmaskine er et eksempel på et værk der bevæger sig overbevisende indenfor temaet ved at integrere maskinens dysfunktioner som en del af helheden. Her bliver forståelsen af maskinen indsat i en bredere forstand end blot at være reduceret til en mekanisk dampmaskinen.

“Every machine has a physical manifestation, we just tend to forget that, and instead regard technology as something that functions on a perfect symbolic deterministic level.”

Citatet lå på stolende ved ankomst til Morten Riis’ performance-lecture.

 Bitch, Glitch!

Endnu en PhD-studerende som var uundgåelig og fangede vores opmærksomhed var Rosa Menkman. Som kurator, teoretiker og udøvende glitch-artist bevæger hun sig indenfor transmedialens spændningsfelt teoretisk såvel som metodisk. Glitch er et cross-over udtryk som har sit ophav hos lydkulturen. Det dækker over det momentum, hvor der i den digitale kommunikation sker et brud med det funktionelle flow. Følgende link er Rosa Menkmans værk ”Collapse of PAL at Trouw” hvor hun med sine to skærme viser to forskellige måder at sende videosignaler på henholdsvis PAL og DVB med henblik på at vise at på trods af de er to forskellige formater så har de samme glitches:http://www.youtube.com/watch?v=DuDwaQDzOZc&feature=related

Hør Glitch-seminaret på soundcloud: http://soundcloud.com/transmediale/sets/in-compatible-aesthetics

For mere information omkring glitch se her (bare rolig computeren tager ikke fysisk skade).

Turen går til Berghain

Berghain er en fantastisk højborg af en club. Der uden tvivl aldrig svigter i sin overdådighed med den imponerende 18 meter høje sal der er domineret af stål og beton og står som technoens monumentale mastodont.

Trods myter og undergrund er Berghain nu et sted, der beskrives i enhver “Turen går til Berlin” turistguide. Det forhindrer dog ikke dørmændene i at opretholde Berghains ry og rygte som svært tilgængelig; dørmændene gennemroder tasker og stopper gerne Transmediale-folk med all access festivalpas med undrende arrogante bemærkninger som: “don’t you know this is Berghain…” i harme over at nogen kan finde på at medbringe et turistlommekamera. Men i forskningens navn gælder alle kneb, så med en kæk bemærkning: “No no mr. Doorman I don’t have a camera in my bag – I know Berghain!” og et lille smil på læben blev tasken stadig gennemrodet, men med iPhone der efterhånden her fået gode fotografiske evner, i lommen blev der på trods af forbuddet taget enkelte billeder og film – det er jo dokumentationsmateriale.

Som dette af Mark Fell der fremførte “multistability“, hans seneste album som var techno-glitch-madness, med et virvar af effekter og tilfældig timing var musikken kompromisløs og unik. Med de lange kontinuerlige rytmer er det helt klart en af de mindst fist-pumping-dansevenlige koncerter vi var til. Lydens fysiske egenskaber blev for alvor manifesteret gennem de tunge basgange, der tæskede løs på trommehinden. Mens det visuelle var kogt ned til minimalistiske streger i et kontrastbaseret univers var det Mark Fells hensigt at skuffe publikummet med ”a complete lack of energy”. Hvilket han formåede at indløse. En yderst vellykket performance. Udforsk test samples af lyd og visuals her.

Whatta shame

Som enhver anden festival, var også denne præget af forhandling, afstemninger og valgtaler for hvilke performances, koncerter og taler man skulle gå til. I sådanne tilfælde må der indgås kompromisser og tages imod bestikkelser. Men MOHN-projektet var en blandt mange must-sees der til stor ærgrelse ikke blev oplevet. Her skulle de to legendariske Kompakt-founding-farthers, Wolfgang Voigt og Jörg Burger, dele deres guddommelige indsigt i den æstetiske del af den elektronisk musikgenre. Med Mohn har de to kunstnere lagt speed-techno på hylden og har selv beskrevet projektet som et eksperiment der kombinerer “ambient, krautrock and experimental techno”. Men demokratiet stemte for bar og beruselse fremfor masterminds og minimal. Så vi gik glip af dette. Hør en af favoritterne her.

I stedet fik vi fast-as-lightning-food på Berliner mad-ghetooen ”White-trash” hvor deres fuck-you-fries var perfekte til vores små, kolde fingre.

Abber sehr schön festival

Det var med kombi-pas i lommen, en masse nysgerrighed og en generel euforisk stemning af Berlins pulserende kulturliv, at turen blev en stor succes uanset om det var Berghain, Burger, teknik, kunst, bas eller glitch man interesserede sig for, så gik man op i det med liv og sjæl.

Prost prost und auf wiedersehen – more pictures after the break.

//Maja Fagerberg und Sandra von Borch

Continue reading Transmediale aus Berlin

Sanne Krogh Groth formidler sin forskning på stor lydkunstudstilling i Karlsruhe

Sanne Krogh Groth, som netop er vendt hjem fra åbningen af lydkunstudstillingen i Karlsruhe, har designet et af udstillingsrummene. SNYK.dk, Sekretariatet for ny kompositionsmusik, skriver bl.a.:

Den 16. marts åbnede lydkunstudstillingen “Sound Art. Sound as a Medium of Art” på Zentrum für Kunst und Medientechnologie (ZKM) i Karlsruhe, og en hel afdeling er viet skandinavisk lydkunst.

Den er kurateret af danske Morten Søndergaard og præsenterer en hidtil uhørt koncentration af skandinaviske kunstnere og har et særligt fokus på det banebrydende svenske elektronstudie EMS. EMS-rummet er designet af Sanne Krogh Groth og Mats Lindström som en dokumentarisk installation over EMS’ historie.

Sanne Krogh Groth fortæller: “Det må have været svært ikke at blive imponeret, når man besøgte EMS-studiet, da det i slutningen af 1960’erne var blevet udstyret med computer-teknologi. Det kvadrofoniske lydsystem, det markante modernistiske design med PH-lamper og Eames-stol og de blinkende lys på kontrolpanelet har fuldstændig lignet noget fra en science fiction-film. Tidsånden taget i betragtning er der ingen tvivl om, at denne fremtoning sammen med billeder fra EMS var baggrunden for studiets hurtigt udbredte ry som et af verdens mest avancerede.”

EMS-dokumentar-rummet søger at genskabe den særlige atmosfære fra computermusikkens ungdom, og udstillingen varer indtil januar 2013.

Læs mere om udstillingen på http://soundart.zkm.de/

Find ud af mere om EMS på http://www.elektronmusikstudion.se/news/zkm-sound-art.-sound-as-a-medium-of-art.html

Planlægning som performativ praksis – Indblik i et nyt speciale fra PD om casen og byudviklingsprojektet Køge Kyst P/S.

Af: Lise Juul Madsen & Louise von Müllen

Samfundsudviklingen er i dag med til at sætte nye præmisser for byens udvikling: De vante forestillinger om byplanlægning, borgerinddragelse og politiske planprocesser udfordres af nye muligheder for co-creation, interaktion og anderledes rum for politikskabelse. I specialet ’Planlægning som performativ praksis’ argumenterer vi for, at det er i denne udvikling at Performance-design faget kan bidrage med nye blikke på by(planlægning)ens potentialer.


 Continue reading Planlægning som performativ praksis – Indblik i et nyt speciale fra PD om casen og byudviklingsprojektet Køge Kyst P/S.

Performance-design tager del i debatten om den nye kapitalismens tranformative potentialer på den internationale konference ’Designing and Transformning Capitalism’ i Århus

Af: Lise Juul Madsen & Louise von Müllen

På befriende vis brød konferencen ’Designing and Transforming Capitalism’ på Århus Universitet med den traditionelle kapitalisme kritiks determinerende strukturoverbevisning. I stedet var fokus på de potentialer, som fremkomsten af nye former for kapitalisme indeholder.

For os som performance-designere er spørgsmålet højaktuelt. Den kulturelle scene er i dag langt fra noget, der blot er til for oplevelsens og underholdningens egen skyld. En lang række af de aktiviteter som performance-design faget indeholder, spiller i dag også en central rolle i erhvervslivet. Kulturen anvendes i højere og højere grad strategisk, hvilket skaber nye udfordringer, men bestemt også nye muligheder. Det handler ikke om at smide kritikken over bord – tværtimod – det handler om at tale i et sprog, hvor alternative transformationsprocesser i samfundet muliggøres. Spørgsmålet er, hvordan vi som performance-designere på refleksiv vis kan byde ind med sådanne alternativer?

Continue reading Performance-design tager del i debatten om den nye kapitalismens tranformative potentialer på den internationale konference ’Designing and Transformning Capitalism’ i Århus

Kunst i byrummet, byrummet i kunsten

“Kunstens rum er et refleksionsrum, og derfor får objekter også tillagt ny betydning, når de flyttes fra sin virkelighed og ind i kunsten. Objektet transformeres fra anvendeligt og virkeligt til fænomen og symbol ved at blive afskåret fra sin funktion og sammenhæng. Nu står det blotlagt foran os.” Således skriver kunstkritiker, Matthias Hvass Borello på Kunsten.nu om kunsten i det offentlige rum.

Kunst i byrummet er et højaktuelt emne. I øjeblikket er vi mere end nogensinde vidne til at kunsten flytter ud i byrummet, og at byrummets konflikter modsat flytter ind på kunstinstitutionerne. Your Rainbow, Olafur Eliassons regnbue på toppen af Aros i Århus er blot ét af mange eksempler på, at byen og kunsten udveksler rum og deler perspektiv. To aktuelle begivenheder er værd at lægge mærke til lige nu, hvis man har interesse i kunstens indtog i byen og byens indtog på kunstinstitutionerne.

Art Reach i Nikolaj Kunsthal er et eksempel på at byens sociale og kulturelle diversitet træder ind i kunstinstitutionerne.

“En kæmpe lort og et lokalarkiv om Amager. En køkkenhave i en betonbaggård på Nørrebro. En hjemmeside spækket med viden om unges kulturarv og identitet fra eksempelvis Pakistan og Marokko. Dette er bare en del af resultatet af det store outreach projekt ArtReach, som Nikolaj Kunsthal har kurateret i samarbejde med tre forskellige kunstnere og kunstnergrupper i tre københavnske bydele.

10. – 26. februar 2012 bliver der mulighed for på udstillingen ArtReach at se resultatet og processen bag outreach-kunstprojektet af samme navn, der har engageret kunstnere og lokale beboere i aktivt at skabe relevante og sociale bidrag til byen.” Læs mere om udstillingen.

Et andet aktuelt eksempel er Moving af Anja Franke and Amel Ibrahimovic, hvor kunsten er flyttet ud i byrummet og direkte tematiserer, hvordan værkets betydning ændrer sig i forhold til den socio-materielle kontekst. Projektet foregår på den urbane kampzone Krøyers Plads på Christianshavn, der tidligere har været meget omdiskuteret i forhold til nybebyggelse. Måske for at skabe et rum for refleksion i forhold til stedets tidligere konlikter, er kunstprojektet Moving flyttet ud på grunden for blandt andet at tematisere, hvor mobile mennesker, byer og rum er, og hvorvidt kunsten kan bidrage til at skabe noget nyt i byen.

Moving af Anja Franke and Amel Ibrahimovic: “The exhibition reflects on the site-specific that is designed for a certain location as opposed to the foreign and exotic, which is brought in and alien to the site,” lyder det i pressemeddelelsen. Læs mere om udstillingen.

 

Udstillinger som Moving og Art Reach kan i øvrigt ses i forbindelse med nyere performance teorier om byen. Fx har den amerikanske performance teoretiker Kirschenblatt-Gimblett i en kort men præcis artikel om Performing the City skrevet “Performance (broadly conceived) gives form to space. (…) The performance itself is architectural. It depends more on repetition, reenactment, and renewal than on permanent materialization.”

Når Kirchenblatt-Gimblett således bruger et bredt begreb om performance (sociale og kulturelle handlinger i byrummet fx) lægger hun op til at den stedsspecifikke kunst og design er stedsskabende. Performance giver form til rummet. Sådanne stedsspecifikke, hverdagslige og urbant diskursive designgreb mener jeg er værd af overveje for performance designeren.

Litteratur

Kirchen-blatt Gimblett, Barbara (2005): “Performing the City. Reflections on the Urban Vernacular””. In Chase, J.L. Crawford, M & Kalaski, J. Everyday Urbanism. The Monacelli Press

Links

Kunsten.nu

Kunsthallen Nikolaj

Instant Herlev


 

 

 

Performance Design i New York

Performance Design var i Efteråret 2011 i New York for at besøge Performa-festivalen og se nærmere på Æstetik og Design i byen. Ovenfor ses holdet på Performa Hub til formiddagssamling i det konstruktivisme-inspirerede gårdmiljø, der blandt andet også var udstyret med en skaterampe med titlen Riding the work of art. En sigende titel for det performative og anvendelsesorienterede værk.

Det var dog ikke kun skatere, der afprøvede værkerne, vi deltog også selv i en øl-event, der på trods af en begyndende skepsis om, hvorvidt ølletbryggen kunne drikkes, fik undertegnede til at tænke på den relationelle æstetiks ambitioner om at skabe møder gennem kunsten.

Blandt turens højdepunkter var den iranske kunstner Shirin Neshats teater og mixed-media performance Overruled, Taylor Ashleys stedsspecifikke danseperformance på The Highline i Chelsea, et besøg på Occupy Wall Street efter rydningen og en en rundvisning i en Fluxus-udstilling, hvor rundviseren nægtede at tale om værkerne.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, vi besøger Performa, der har deres næste Biennale med et tema om surrealisterne i efteråret 2013. Forslag til, hvordan vi fremover kan styrke samarbejdet med Performa modtages gerne. Rosalind Goldberg, kunsterisk leder af festivalen, har opfordret os til at komme igen og er især meget interesseret i kuratoriske samarbejder, der relaterer sig til byen.

Her kunne Taylor Ashleys reaktualisering af den russiske konstruktivisme og stedsspecifik byperformance på den spektakulære Highline måske være til inspiration for kommende PD-projekter. Læs mere om Performa.

 

 

Evental aesthetics

Nyt internationalt tidsskrift med den lovende titel Evental Aesthetics. Tidsskriftet har et æstetik-teoretisk og kunstfilosofisk fokus,, eller som redaktionen selv formulerer det: “The journal invites experimental and traditional philosophical ideas on all questions pertaining to art, music, and literature, as well as aesthetic issues in the non-artworld, such as everyday aesthetics and environmental aesthetics”. Første nummer er et temanummer, der handler om “æstetik efter Hegel”. Tidsskriftet kan downloades her.