Performance Design

Fredag den 1. november drog jeg med mine forventningsfulde medstuderende på studietur til Istanbul. Min viden om Istanbul var sparsom, men særligt de i foråret omsiggribende protester ved Gezi-parken var i mine tanker. Jeg var spændt på, om Istanbul ville bære præg af de voldsomme protester. Om befolkningens kampgejst stadig ville vise sig og ikke mindst, hvordan Gezi Parken så ud i dag. På et besøg i parken blev jeg mødt af synet af visne træer og store åbne asfalterede pladser, og jeg tog mig selv i at sammenligne parken med de grønne områder i København. Jeg tænkte især på Nørrebro Parken, der altid er besøgt af aktive Københavnere enten på en hyggelig gåtur gennem parken eller på parkens legeplads. Men hvor var sjælen i Gezi Parken? Og hvor var de hyggelige kroge og indbydende pladser, som en park ud fra min opfattelse skal indeholde? Ikke langt fra parken ligger den centrale Taksim Plads, der ligesom Gezi Parken, har gennemgået en stor forvandling. Al trafik er nu ført under jorden, og hvor pladsen før fungerede som en pulserende bymidte, står den nu øde og sjæleløs hen.

 

De gange jeg krydsede pladsen, var jeg under overvågning af vagtsomme politifolk, der med geværer på armen betragtede gadens forbipasserende. Ud fra min opfattelse, ikke for at beskytte byens befolkning, men for at beskytte mod oprør og protester.

Udover at se på Istanbuls byfornyelse, så vi også på byens streetart scene. Ved synet af byens streetart-værker tænkte jeg: Endelig den sjæl jeg savnede i Gezi parken og på Taksim Pladsen. Gamle bygninger var udsmykket med de fineste billeder og skriftbudskaber. Men selv streetarten, såvel som Taksim Pladsen, var overvåget og flere af byens gadekunstværker, var malet over med grå maling. Byens streetart var til min store overraskelse underlagt censur. Mine tanker faldt tilbage på Louise Fabians påstand om, at graffiti skal ses som et udtryk for forhandlinger af det offentlige rum og som oprør mod den internaliserede kontrol af opførsel, sprog og tanker, der dominerer samfundet.

 

Det var klart at en stor del af Istanbuls streetart-værker var skabt som et oprør mod det offentlige, men de politiske manifestationer var nu slettet af grå maling. På vejen tilbage mod vores hotel kunne jeg ikke undgå at stille mig selv spørgsmålet: Hvem ejer egentlig byrummet i Istanbul? Er det streetart-udøveren, brugeren af byrummet eller er det bystyret. Realistisk set, med tanke på forårets protester, kendte jeg godt svaret. Det må jo være bystyret. Men min oplevelse af Istanbuls sjæl skete jo ikke på besøget i den ”stilrene” park eller på den åbne Taksim Plads. Min oplevelse af Istanbuls sjæl skete ved synet af byens streetart, på en tur gennem det gotiske kvarter eller slentrende i byens parisiske gader.

Hvornår blev det bestemt at alt skal være stilrent og moderne. Hvorfor ikke give plads ti leg i byrummet? Why live in a grey world? Ja jeg spørger bare.

  

Istanbul er en af verdens top tyve største byer, og det forstår man først når man er der… Byen strækker sig for det første fra europa over bosporusstrædet og ind i kontinentet asien. Byen er et miskmask af ny, moderne arkitektur og gamle, slidte stræder. Derfor kalder nogen den for kaos, mens de der bor i Istanbul kalder det for hjem.

Vi, der var med, var alle studerende på kurset Æstetik & Design. Og det var med disse briller vi skulle opleve byen. Som sagt er byen en kompleks størrelse og med det vil jeg sige, at man oplever en virkelig gammel by og samtidigt en ny moderne by. Og grænsen er ikke trukket op, men er vævet tæt sammen.

Hvis jeg skal prøve at tegne hovedtrækkene op for byen… Der er en gågade med sporvogne, Istiklal gaden, der strækker sig fra Taksim-pladsen og hele vejen ned bosporus broen, hvor drenge og mænd står og fisker hele døgnet rundt! Det er forøvrigt en anden kliche om storbyer, der for alvor blev bekræftet: de sover aldrig. Taksim-pladsen ej heller. Her så vi kampvogne, med politi, der stadig patruljerer pladsen for at holde den politiske milits eller oprørere eller hvad man skal kalde dem i skak. Tilbage til broen, hvor man kan se færgerne, der kan sejle én til asiensiden af Istanbul, siksakke mellem hinanden. Det er ukoordineret og det er gelinde på én og samme tid…

Af de mange ting vi står der tre ting tilbage i hukommelsen: Det var byens gader med dens liv og street art, der vidnede om aktivisme, årvågenhed og censur af for kraftige budskaber på byens vægge. Den anden ting var en eftermiddag, jeg havde med Ali fra mit studie, hvor vi gik rundt i byen og pludselig faldt ned i et galleri ‘mixer’, hvor vi faldt i snak med ejerne og blev vist rundt i det, der både var udstilling, værksted, café og butik. Det var et ret særligt sted. Det sidste var den opgave vi blev stillet af Samson & Munkgård den sidste dag, hvor vi faktisk skulle intervenere i byens rum og fik helt frie rammer. Det var rigtig fedt at lave performance design, frem for kun at studere det. Vi bliver rigtig gode analytikere, men det er lige så vigtigt, i mine øjne, at vi som PD’ere bliver puffet nådesløst ud af reden. Thumbs up for en fed tur!

 

 

 

“Verdens byplanlæggerøjne er rettet mod halvanden kilometer på Nørrebro.” Sådan introduceres Superkilen i Stedssans på P1. Jeg har de senste måneder været optaget af de mange æstetiserede byrum i København: Superkilen er et af dem, og er især interessant, fordi dette byrum har fået stor international opmærksomhed og blandt andet er blevet et brand på den humane og inddragende danske byplanlægning.

I programmet diskuterer jeg med Claus Berthelsen om det nu også forholder sig sådan. Hvad det betyder det at byrummet æsteticeres? På den ene side er jeg fascineret af et byrum som Superkilen. På den anden side ser jeg en tendens til, at den visuelle og konceptuelle markedsføring rykker ind i byrummet. At det ikke kun er gennem den offentlige debat, at vi præges, men at det i stigende grad også er gennem de rum, vi færdes i. Måske er dette en paranoid analyse. Måske skal vi bare vænne os til at også byrummet, som så meget andet, er blevet kommunikativt. Her er forskellige perspektiver på fænomenet. Listen kan suppleres.

Superkilen

Stedsans på P1

“I forbindelse med anlæggelse af Superkilen har kunstnergruppen Superflex søgt at afspejle den lokale multietnicitet ved at invitere mere end 50 forskellige lokale borgere til at anbringe effekter fra deres oprindelsesland. De skaber et symbolsk iscenesat samvær og skal tjene til at give de enkelte borgere et stærkere ejerskab til stedet. Kristine Samson underviser i Performance Design på Roskilde Universitet og har et særligt fokus på hvordan kunsten anvendes i det offentlige rum, og hvordan man i stigende grad æstetiserer byrummene ved at montere dem med symboler og pode dem med intentioner om det sunde, gode udeliv. Hun ser Superkilen som et moderne eksempel på hvordan byindretning formidler intentionerne ved at inddrage alle tænkelige kommunikationsplatforme.” (Stedsans P1)

Brett Bloom: Participatory Park Extreme

Brett Bloom er mere kritisk og skarp. Han skriver: “In reality the park, and its public projection, is an elaborate effort to hide power and ideology. This is done by creating the appearance of democracy at the expense of area residents, using large amounts of money to force private interests on the public land, and the building of a deeply ecologically irresponsible public space that spatializes neoliberal values in very concrete and troubling ways.” (Bloom i Kritik om gentrificering 2013).

 En by-primadonna? 

Måske skal vi blot til at vende os til nye former for byudviking og bydesign. Det argumenterer jeg for i en blog på Arkitektens Forlag:

“Superkilen kan ikke reduceres til velkendte kategorier for byrum. Det er et sammensat rum, der vidner om brydninger i såvel arkitektur, kunst og planlægning. Så som fænomen er Superkilen tankevækkende at beskæftige sig med, fordi der ud af de tidligere forståelser og praksisser tegner sig et billede af den aktuelle byplanlægning. Byplanlægning er ikke længere kun planlægning, men også steds branding og forbrugskultur. Kunst i det offentlige rum er ikke længere kun æstetisk udsmykning, men især en process, der indebærer brugerinvolvering. Arkitektur er ikke længere kun rumlig formgivning, men arbejder også med visuel kommunikation, og landskabsdesign handler ikke længere om rummets iboende tidslige processer og forandringer, men også om at igangsætte og iscenesætte sociale processer og handlinger.”

I årets koldeste tid varmes Berlin op af de to markante festivaler: Transmediale og CTM (tidligere Club Transmediale). Transmedialele startede for 26 år siden. Dengang var det som videokunst-festival, men siden har konceptet udviklet sig til at præsentere mediekunst mere generelt. Siden ’99 har festivalen indgået tæt parløb med musikfestivalen CTM (Club-Transmediale) – en festival for nutidig elektronisk, digital og eksperimentel musik, der afvikles parallelt med Transmediale. Transmediales primære omdrejningspunkt er seminarer og udstillinger på Haus der Kulturen der Welt, mens CTM primært afvikler koncerter, der spænder fra techno-musik på en klubscene til eksperimenterende og ny kompositionsmusik opført i mere eller mindre traditionelle koncertsale. I år foregik klubmusikken bl.a. på det legendariske Berghain, mens andre koncerter blev afviklet i bl.a. Hebbel am Ufer (HAU 1+2), og med en fantastisk afstikker til det gamle østtyske radio-studie i Funkhaus Berlin Nalepastrasse.

En gruppe undervisere fra Performance Design besøgte årets festivaler, hvilket der bl.a. kom denne reportage ud af.
http://seismograf.org/retro-utopier-0

På efterårssemestret 2012 tog kurset ‘Kunst- og designprocesser i det offentlige rum’ metodisk udgangspunkt i refleksion gennem produktion.

Formålet med kurset var at sætte fokus på det brobyggende potentiale, der ligger i Performance-design som fag. Teori og praksis kombineredes ved at fokusere på og analysere udøvende æstetik i det offentlige rum, fra henholdsvis planlæggeren, arkitekten vs. iværksætteren og kunstnerens perspektiv.

Efter hver kursusgang arbejdede de studerende med forskellige former for produktioner, hvorigennem kursets pointer, refleksioner mm. skulle formidles. Det resulterede i en række lærerige, kreative og æstetiske produktioner.

Vi synes, at mange flere skal have glæde af nogle af resultaterne.

I dag åbnede udstillingen om Kulturstrøget på RUCs eget bibliotek. Her var de grupper, der var udvalgt af Roskilde Kommune tilstede, og mødte et par af de by- og kulturplanlæggere, der skal tage ideerne med videre i Roskilde kommunes arbejde med Kulturstrøget. Muligheden for hvordan projekterne kan føres ud i livet blev drøftet, og de studerende fik ny feedback i forhold til deres koncepter.

Roskilde Kommune fik overrakt kataloget med de 30 forskellige ideer til fremtidens kulturstrøg. Download Ide-og konceptkataloget fra udstillingen

Udstillingen kan ses på biblioteket indtil d. 21. december.

Dette var den officielle afslutning på kurset. Til næste år er det et nyt hold kommende performance-designere, der igen skal arbejde med Kulturstrøget på specialkurset i Performance-design. Her er temaet ‘By & Lyd’, hvor de studerende i samarbejde med de 5 kulturinstitutioner på Kulturstrøget skal lave forskellige lydinstallationer, -værker og -walks.

Fredag den 9. november 2012 fremviste 117 kommende performance design-studerende resultaterne af dette semesters konceptudviklingsproces. Udgangspunktet var udviklingen af Kulturstrøget i Roskilde.
Formålet med konceptudviklingen er at skabe en tættere relation mellem de teorier, de studerende præsenteres for i kurset og selve praksisdelen, som netop kendetegner performance design som fag. Udstillingen blev både et flot og inspirerende punktum for en kreativ læringsproces, og samtidig en mangfoldig kommentar til Roskilde Kommunes tanker og ideer om den fremtidige udvikling af Kulturstrøget. Nogle af de studerendes koncepter lagde vægt på, at det kulturelle strøgforløb manglede sammenhæng. Andre arbejdede med, hvordan der kan skabes en større bevidsthed og interesse for de mange kulturinstitutioner, der udgør kulturen på strøget. Og nogle studerende stillede grundlæggende spørgsmålstegn ved “Hvad Kulturstrøget egentlig skal til for?…”.

Udstillingen er blevet fulgt op af uddelingen af 2 priser; en publikumspris og en pris uddelt af en dommerkomité bestående af: Frank Birkebæk, museumsdirektør, Poul Knopp Damkjær, kultur- og fritidschef samt Birgit Pedersen, formand for kultur- og idrætsudvalget. Komiteen pegede på 3 projekter, som de syntes var særligt spændende. Disse var:

Værk #6 En guide til kulturen: Fra tomme flader til kunst
Af: Asger Freud-Blomquist, Ida Hinchely Kyhn, Christine van Cuyl Kuylenstierna, Christina Bjerregaard Jensen
Projektet sætter fokus på de mange uudnyttede flader, der er langs Kulturstrøget, som kan bruges som gallerivægge, enten permanente eller til skiftende udstillinger.

Værk #25 Kulturspor: Vejen til Roskilde Museum
Af: Kira Stick, Gabriel Bendix Madsen
De lysende fodspor, der aktiveres, når de betrædes, har til formål at skabe en dragende effekt, for derigennem at ’lede’ flere borgere og besøgende ned mod Kulturstrøgets institutioner.

Værk #30 Den moderne gademusikant
Af: Amanda Høy Birkesholm, Anna Dorete Falkenberg og Louise Ninna Sandner
Det interaktive værk byder på noget for både børn og voksne. Værket består af 3 censorer, der aktiveres, når noget holdes over dem. Censorerne styrer forskellige lyde, og tilsammen giver de rig mulighed for at skabe sine helt egne lyduniverser på Kulturstrøget.

Selve publikumsprisen gik til:

Værk #13 Kino – En anden vej til Kulturstrøget
Af: Sune Kragh-Müller, Signe Elvstrøm, Liv Hvalkof
Projektet kommer med et bud på, hvordan en kombination mellem filmfremvisninger og koncerter vil kunne fylde den gamle biograf med mennesker igen. Konceptet tager udgangspunktet i KINO’s tidligere funktion og lægger et ekstra lag til i kraft af koncertdelen, hvilket gør forslaget innovativt og populært hos mange roskildegensere.

Til dem der ikke nåede for KINO den 9. november, vil der være mulighed for at se udstillingen på Roskilde Universitetsbibliotek fra den 4. december, kl.13.00!

Du kan også læse mere om udstillingen her;
http://www.sn.dk/Studerende-vil-skabe-liv-i-bymidten/Roskilde/artikel/236415 10.11.12
Dagbladet Frederiksborg Amts Avis Sjællandske

http://www.sn.dk/Studerendes-forslag-foeres-ud-i-livet/Roskilde/artikel/237574 15.11.12 Dagbladet Frederiksborg Amts Avis Sjællandske

http://roskilde.lokalavisen.dk/kulturideer-i-kino-bygningen/20121108/artikler/711089812
Roskilde Lokalavis

 

Fotos af Asger Nørregård Rasmussen, 2012

Billetter til Odin Teatret “I Hvalens Skelet” (10.10 kl. 20) og “Itsi Bitsi” (11.10 kl. 20):

Begge forestillinger foregår i bygn 30. Bestil billetter hos: ewulffa@ruc.dk

Eugenio Barbas forelæsning er flyttet til 10.10. kl 15-17 i biografen, bygn. 41.